Nå men, der stod jeg så en varm sommerdag, midt i venteværelset hos lægen til den første snak om, hvorfor vores babyplaner trak ud. Jeg kom ind til en sød ung læge, der tog sig godt af mig. Hun spurgte ind til min cyklus, vores sexliv, min og min kærestes alder, om der havde været babyproblemer i vores familier, og intet af det stak ud. Ja, faktisk roste hun os for det ellers ihærdige forsøg på at lave en baby ;-). Herefter tog hun nogle forskellige blodprøver, og jeg fangede, at det blandt andet var for HIV og hepatitis og nogle forskellige hormoner. Derudover fik jeg taget en ny underlivsundersøgelse samt celleskrab, da jeg lidt kækt fik indskudt, om hun nu ikke lige kunne tage en ny, når hun nu alligevel rodede dernede, og det alligevel snart var tid til en ny.

Herefter skulle jeg vente til næste menstruation for at få taget de sidste blodprøver. Selvom jeg forlod lægen en smule paf den varme sommerdag, så kan jeg alligevel huske følelsen af, at det var rart, at nogen havde lyttet, når vi undrede os over, at det endnu ikke havde lykkedes. Begge vores familier havde givet os den klassiske: “vent nu bare lidt, i går alt for meget op i det, prøv i nu bare at slappe lidt af, og tænke på noget andet” snak. Og ja, i mange tilfælde er den nok også rigtigt nok, men vi er begge meget unge, så hvorfor skulle der gå så længe? Jeg kan huske, at jeg tænkte det var min skyld. Jeg havde været på p-piller i 10 år, og havde også haft klamydia, der dog var blevet behandlet, men alligevel så tænkte jeg, at det måtte være min skyld for min kæreste er jo kun 20 år og i hans bedste alder. I bund og grund er det jo aldrig den ene eller andens skyld når babyplanerne ikke lykkedes, men det var alligevel det jeg tænkte. 

Cirka en måned efter var der svar på alle prøverne, og alt var i den fineste orden. Derfor gik vi videre til, at min kæreste skulle aflevere en sædprøve. Jeg kan huske, at vi grinede og pjattede over det. Det er alligevel en smule komisk, at man som mand kører til det nærmeste sygehus med en sædprøve i buksekanten for at aflevere den i et skab og så ellers smutte igen. Det tror jeg alligevel ikke min kæreste havde forestillet sig, at han skulle i en alder af 20 år. Selvom vi grinede og pjattede, så var vi nervøse over resultaterne. Var der måske noget med hans sæd som gjorde, at vi ikke havde heldet med os? Resultatet kom tilbage nogle dage efter, og også her var alt i den fineste orden. 

Nu var der ikke mere vores egen læge kunne gøre, før vi havde prøvet et helt år. Vi var begge kede af det, og jalouxsien kom snigende ind på os, hver gang endnu et par i venneflokken slog et scanningsbillede op på Facebook. Hvornår blev det vores tur? 

Vi kunne blive henvist i oktober 2020 og inden da skulle vi flytte fra lejlighed til hus. Det måtte da hjælpe! Vi var travlt optaget, havde intet fokus på babyprojektet for en stund, så måtte det da komme helt af sig selv. Vi flyttede ind, og der var ingen tegn på held i babyprojektet, som i overhovedet ikke! 

Nu måtte vi vente til det blev Oktober, og vi kunne få en henvisning til en fertilitetsklinik. På en måde gav det ro i maven, at vi vidste, at Oktober ventede lige om hjørnet, men på den anden side var vi begge forvirret over, at det ikke lykkedes på naturlig vis, når vi begge havde gode resultater fra prøverne. 

I næste blogindlæg vil jeg fortælle jer om, hvad der er sket fra henvisningen og frem til i dag. 

Mange hilsner fra 

Babydrømme i 20’erne.