Når man begynder projekt baby, begynder de fleste samtidig at drømme og planlægge – specielt hvis man som mig har et kontrolgen der fylder ret meget!

Men med drømme kan også komme skuffelser – og hvis man som mig har lært sig selv at det er bedre at være pessimist end optimist, tør man ikke drømme før man er sikker på det bliver virkelighed.

Efter vi havde været i gang med projekt baby i 2-3 mdr. købte jeg 2 små billeder på mit arbejde. På billedet stod der ”Twinkle Twinkle little star. Do you know how loved you are”. De var både i lyserøde og lyseblå, så jeg var jo nødt til at købe en af hver. De kom derefter i skabet, og stod klar til at hænge over en vugge.

Da vi skulle rydde op i forbindelse med flytning, smed jeg dem ud. Nu gjorde de for ondt at kigge på hver gang jeg åbnede skabet. Det var en skuffelse hver gang jeg åbnede skabet. Dengang var jeg optimistisk – nu er jeg en sjælden gang imellem forsigtig optimist.

Første samtale på Herlev.

Vi var d. 16. maj til første samtale på Herlev og er nu langt om længe klar til at begynde IVF-behandling (det eneste vi venter på nu, er at jeg skal have min mens – det er første gang jeg har været utålmodig med at få den!).

I samme uge, gik jeg og malede det rækkehus vi lige har overtaget, og havde derfor masser af tid alene med mine tanker – og der opdagede jeg, at jeg allerede havde nået at finde på navne, besluttet hvem der skulle være gudforældre og faddere til barnet, inden jeg nåede at stoppe mig selv.

Jeg plejer nemlig ikke at give mig selv lov til at drømme på den måde.

Jeg plejer at stoppe mig selv, fordi drømmene bare gør skuffelsen endnu større.

Men fordi jeg igen et kort øjeblik turde tro på, at vi var blandt de ca. 70% som får et barn efter behandling på klinikken fik drømmene frit løb.

Den indre kamp

Nogle gange føler jeg mig lidt som en medvirkende i en tegnefilm, hvor der er djævlen (den pessimistiske) på den ene side og englen (den optimistiske) på den anden.

Englen vil gerne drømme og planlægge, mens djævlen prøver at beskytte mig mod at blive såret og skuffet.

Djævlen fylder desværre det meste af tiden, og jeg tør derfor ikke planlægge særlig meget.

Når jeg ser en tremmeseng, babytøj og sådan noget til salg på Facebook, overvejer jeg hurtigt om jeg skal købe det – det er jo godt at være forberedt.

Men hvad så hvis barnet aldrig kommer? Så står jeg med en hel masse, som bare gør smerten endnu værre.

Lige dér kommer mit kontrolgen og mit pessimistgen virkelig i kamp!

Når i nu venter så længe, har i jo god tid til at blive enige om alting?

Ja, det er rigtigt, vi har mere tid til at diskutere navne, opdragelse osv., men det gør sgu ondt at gøre det!

Vi diskuterer nogle gange opdragelse i forhold til min mands søn, og der startede jeg med at sige ”når vi får et barn, skal han/hun sådan og sådan”.

Det sidste års tid er når blevet til hvis vi får et barn. For det ved vi jo ikke om vi gør? Er vi blandt de 70 eller de 30 %?

På trods af, at vi har været i gang med projekt baby i næsten 2 ½ år, havde vi faktisk den første snak om navne i fredags – for det er ikke noget jeg har haft lyst til at snakke om.

Det gør for ondt at snakke om, om barnet skal hedde Gurli eller Gerda (hvilket vi heldigvis er enige om, at det ikke skal), fordi det bare er endnu en påmindelse om at barnet ikke er der endnu!

Men i fredags tog vi snakken. Vi har nu fået afklaret hvad barnet skal hedde, både hvis det er en pige eller en dreng, vi har aftalt hvem der skal være gudfar og hvem der skal være faddere. Efter snakken prøvede djævlen igen ihærdigt at skubbe drømmene væk!

Den lille engel fortæller mig, at IVF er vores vej til drømmebarnet og at det snart er vores tur <3