Den frygtindgydende pause
De fleste i fertilitetsverdenen stifter på et eller andet tidspunkt bekendtskab med pauser og/eller ventetider. Tidspunkter, hvor du af den ene eller anden grund ikke er aktiv i gang med behandlingen. For mig har pausen altid været frygtindgydende! Den gør det så svært, for alt i mens alle andre går rundt og bliver gravide – så føler jeg ikke, at jeg ‘arbejder’ nok for det. Derfor har jeg også i al den tid vi har været i gang prøvet og undgå pauser og arbejde mig uden om fertilitetsklinikkens hellig- og feriedage ved at prøve og planlægge mine forsøg. Hvis du har været i det her længere tid, vil du tænke, at det er umuligt. Og ja det er det faktisk, men ikke desto mindre er jeg sluppet ganske godt afsted med det, med få undtagelser selvfølgelig, heriblandt i sommers, hvor vi uden at have tænkt videre over det, havde lagt vores sommerferie tre uger forskudt af fertilitetsklinikkens sommerferie – den var lidt svær at sluge lige i starten. Det har dog også krævet meget energi og finde ud af, hvordan vi kunne nå hvad og hvornår og som alle andre, kan jeg jo ikke rigtig selv styre min cyklus. Det har medført vældig mange frustrationer og spekulationer og plan a, b, c, d, e…alt i mens jeg har forsøgt at slappe af i det. Hmm – det lyder ret umuligt og modsigende, når jeg får det ned på papir.

Regnestykket
Vi har lige fået slaget igen, den negative blodprøve og det eneste, der plejer at optage mig efterfølgende udover den sorg, som det altid medfører er, hvornår kan vi starte igen. Denne gang, er der intet til hinder for, at vi igen springer på karrusellen, når jeg får min mens. Derfor har jeg regnet og regnet og til sidst blev jeg helt rundtosset. Uanset hvor meget og hvordan jeg regner på det, kan jeg ikke regne ud, hvornår jeg får den forventede operationsdato eller hvornår det er bedst at starte af hensyn til den ferie, jeg skal på, så jeg ikke risikerer at skulle have behandling for gentagne aborter, mens jeg sidder i sydens sol eller hvordan jeg undgår den uge i marts, hvor J er på rejsearbejde, for uanset hvordan tingene plejer at være, så vil min krop det faktisk ofte anderledes – den har sit eget liv og det har givet en del udfordringer og dermed bliver mine forløb sjældent, som klinikken påtænker det fra start.

Selvvalgt pause
Derfor har vi denne gang valgt at gøre tingene anderledes. Min cyklus er lige startet og jeg har valgt ikke at melde mig påny, på trods af frygten for, at endometriosen vokser og frygten for, at vi bliver afvist pga., der er for mange tilmeldte, når vi vil i gang igen. Det kribler i mine fingre for at skrive tilmeldingen, men jeg tager en dyb indånding og prøver at læne mig tilbage. Hvorfor så det? Vi vælger at tage en pause – en selvvalgt pause. Pausen har flere formål, dels at give min krop ro efter zoladex behandling hen over julen og efterfølgende behandling med østradiol, prednisolon og cyclogest og dels at give muligheden for at komme os ordentlig over endnu et slag, før vi skal finde håbet frem igen. Så håbet for pausen er, at jeg formår at give krop og sind den ro, som der er behov for.