Jeg mærker et prik på skulderen. Er det dig?, spørger en stemme entusiatisk.

Jeg vender mig om. For ja, det er mig.

Jeg bliver omfavnet i en kæmpe krammer.

Jeg mærker maven mod min krop. Som en hård kugle, der insisterende vil frem i verden.

Hun er gravid. En af mine tidligere praktikanter er åbenbart gravid, og nu står hun foran mig og ser så glad ud.

Jeg er glad for at se hende. Ønsker hende tillykke og spørger ind til, hvordan det går. Hendes øjne lyser, mens hun fortæller om sin terminsdato til maj.

Jeg vil ikke ødelægge hendes glæde ved at fortælle om mine over to hundrede negative gravidtetstest hjemme i spanden på toilettet. Eller afsløre at jeg er ved at tude foran hende.

Mission accomplished. Jeg holder facaden, selvom et sug af ubehag skyller op igennem mig.

Det føles underligt at en, som jeg har vejledt og coachet i karrieren nu overhaler mig på det personlige plan. Jeg føler mig vitterligt overhalet indenom. Af en der er syv år yngre. Øv.

Men selvfølgelig under jeg hende det. Hun fortjener selvfølgelig at blive mor. Og jeg ved hun bliver en af de særligt gode.

Efter mødet med den gravide mave, som hun nu er reduceret til i mine tanker, går jeg ud på badeværelset og tager et skud næsespray.

For tiden er jeg i såkaldt lang behandling, hvor man starter behandlingen med i 14 dage at puste næsespray i næsen tre gange dagligt. Føj, det smager.

Jeg føler mig magtesløs, og sorgen fylder min krop. Den gravide mave føles pludselig som en mavepuster, selvom den var tænkt som en kærlig gestus, da den krammede mig.

Lægen i det private tror ikke rigtig på, at lang behandling skulle virke for os. Det gør de i det offentlige åbenbart.

Så lige der – på badeværelset – får jeg følelsen af, at lægen i det private sikkert har ret. Og hvorfor gider jeg overhovedet slæbe mig selv igennem endnu et nederlag?  (Fem mislykkede inseminationer, to mislykkede IVF’er og to mislykkede ICSI).

Måske er det et eller andet indeni, der siger mig, at det er fornuftigt at bruge de forsøg, vi har tilbage både i det private og det offentlige, før vi går videre til ægdonation. Så har vi gjort alt, hvad vi kunne, og vi kan ikke fortryde noget.

Så selvom mødet med en gravid mave slog mig ud for en stund, fortsætter jeg stædigt min rejse, så jeg en dag måske er så heldig oprigtigt at kunne gengælde krammet.