Den hårde kamp mod barnløshed, endte lykkeligt..

af | september 9, 2018 | 0 Kommentarer

Jaa.. Hvor skal man lige starte på dette ellers tabu lagte emne: Fertilitetsbehandling...
Min kæreste og jeg har været sammen i nu seks år - og vi snakkede ret hurtig om børn og vores fælles fremtid. Jeg ville først uddannedes og have det hele på plads - det fik vi!
Vi fik en hund, bilen, og huset! Og hvad manglede vi? Ønskebarnet! Vi havde lange snakke om hvornår vi skulle igang med at lave vores ønskebarn. Det vidste sig jo desværre at det var lettere sagt end gjort 😳
Vi prøvede, og prøvede.... også prøvede vi lidt mere!! Da der var gået omkring 1 år, tog vi til lægen. De sendte os videre til Aalborg fersilitetsklinik. Det var et stort og nervepirrende øjeblik, da vi første gang satte os i venteværelset. Var vi klar? Hvad sker der? Mon de “godkender” os som forældre? Der kørte en million tanker og frustrationer igennem vores hoveder.
Vi var til et par samtaler - dernæst skulle vi begge tjekkes næsten i hoved og røv.
Det skal lige siges, at jeg sidste år fik lavet et keglesnit (pga celleforandring i livmoderen).. derefter satte vi babyprojekt lidt i baghovedet. Men det kom heldigvis hurtig på banen igen, da vi blev indkaldt til samtale om hjælp til baby 👏🏼
Nå... Vi blev undersøgt og Thomas fik konstateret SUPER sæd, som de søde læger sagde (Det lever han stadig højt på) 😅 Så kom endnu et nederlag til mig - så er det jo nok mig der ikke kan få børn. Og så kom alle de negative tanker igen op i mig! Mon Thomas stadig vil mig? Mon jeg kan give ham, hans største ønske? Mon vi kan blive forældre?
Meeeen.... Vi fik en plan sammen med lægerne! Jeg skulle starte på hormoner, når jeg fik min menstruation. Vi hentede spændt medicinen, og tog i biffen om aftenen for at fejre vi endelig var kommet igang 👏🏼 Jeg blev scannet, og vi fik afivde at æggene ikke var store nok.. Jamen okay da, vi tager lige et par dage mere (Alle de hormoner var ikke sjove for ens krop) En sur træt kvinde var jeg. Efter et par dage, kom svaret!!
Vi var nu endelig KLAR til at blive insimineret dagen efter!
Thomas skulle mødes samme morgen med hans prøve, også skulle jeg komme over middag.
Tro mig - det var den længste DAG på job 😳 Jeg blev insimineret og tog hjem med følelsen af tomhed faktisk og en masse papirer om hvad de næste 14 dage ventede os. Jeg turde faktisk næsten ikke lave noget, fordi jeg var bange for at “skade” mig selv og vores måske kommende barn.
Jeg fik nemlig også afvide til de samtaler, at jeg dyrkede for meget motion, så jeg tog en kold tyrker og holdt pause med ALT!
Der gik tiden, langsomt!
Samme morgen som jeg skulle teste, havde jeg fornemmelse af, at det ikke havde virket. Jeg havde jo prøvet det før, negativ som vi plejede.... Men denne morgen var anderledes. Jeg var træt, efter en søvnløs nat. Jeg stod tidlig op, tissede på pinden og ventede... (Thomas sov selvfølgelig) 😅 Lagde den på bordet og gik igang med at tage tøj på. Kiggede hurtig på pinden og så to streger og gik ind i stuen... Der gik det op for mig hvad de to streger betød! DET VIRKEDE FANDME! Jeg ringede faktisk som det første grædende til min svigermor og sagde: Tillykke - du skal være bedste” og som sagt, jeg var stået MEGET tidligt op, så hun sov selvfølglig, men hun vågnede ihvertfald ret hurtig og skreg/græd af glæde... den dag vi og hele vores familie omkring havde ventet på! Vi har nemlig fra start indtaget vores familie i vores plan af baby, da vi ikke ville stå alene med alle bekrymringerne om vores barnløshed.
Jeg vækkede Thomas grædende og sagde, at han skulle være far, og tro mig! Han fløj ud af sengen og vidste faktisk ikke hvad han skulle gøre af sig selv...
Vi ringede til lægen og fik en tid til blodprøve - og ganske rigtig, jeg var GRAVID!
Vi kom til scanning efter sommerferie op klinikken og så for første gang vores ønskebarn i uge 8 😍 kærlihedhed ved første blink!
Ugerne gik og jeg blev lidt tykkere... Så ramte vi uge 20, og endnu en scanning.
Den var bare ikke så positiv som de andre. Min livmoderhals var ALT for kort, og de var bange for at vores ønskebarn skulle komme til verden. Jeg blev sygemeldt, med strenge ordre på ikke at lave noget!! Jamen, okay! Mig? Jeg er ikke god til at slappe af og ikke lave noget - og endnu en besked om jeg skulle have medicin igen.... noget for at styrke det lille stykke livmoderhals jeg havde tilbage..
Men hellere det, end at føde, og vide vores datter faktisk ikke ville kunne overleve.
Ugerne gik igen, og vi var nu til scanning hver anden uge, for at sikre at jeg ikke skulle indlægges og være sengeliggende.
I sådan en omgang - skal man huske at tænke på, at der er noget positiv i alting! Og ved i hvad? Det er ikke let! Men vi huskede på, at det var positivt at vores datter var sund og rask!
Vi lavede en aftale med sygehuset, at jeg ihvertfald skulle holde på hende indtil uge 30 - og tro mig, jeg kneb virkelig ballerne sammen! Det lykkedes!! Da vi ramte uge 30, fejrede jeg det med en hovedrengøring af HELE huset 👏🏼 vi fik afvide at hvis hun kom nu, ville hun overleve, men det blev en hård tid!
Vi snakkede meget om den tid vi faktisk skulle nyde i graviditeten slet ikke var der - eller jo, vi nød at mærke hende sparke og rummestere rundt, men vi var altid bange for at jeg skulle gå i fødsel alt for tidlig!
Men men men... SÅ skete der endelig noget! Til en scanning fik vi afvide, at nu ville de ikke se os mere, før jeg skulle føde. Det hele så fint ud, og skulle det ske nu, var det helt okay...
Der faldt en STOR TUNG sten fra vores skuldre.. Var vi virkelig så heldige, at hun blev inde og vi faktisk snart skulle være forældre til VORES ønskebarn? JA FANDME JA!

Der gik to uger - også skulle jeg lufte vores hund. Det plejer jeg at gøre, så hvorfor ikke.. Det gik ikke som planlagt! Kenzo (vores hund) blev bidt, og jeg satte i løb efter ham. Og hvad skete der ved det?? Gæt selv 😂 Vandet gik! Og jeg kunne ikke gå tilbage til huset... Jeg kom hjem, kaldte på Thomas og måtte nervøst og MEGET stille fortælle ham ag vandet var gået og vi nok skulle en tur til Aalborg sygehus.
Han tabte hovedet - og løb rundt som en forvirret høne uden hoved 😅 Vi kom derind og ganske rigtig - lidt af vandet var gået og jeg var 3 cm åben, og ja! Farvel Michelle - du må gerne tage hjem og vente på at fødslen går rigtig igang 🤦🏼‍♀️

Mandag gik... langsomt!
Jeg kunne faktisk ikke vente...
dagene gik og om torsdagen var jo ikke anderledes end de andre og dog!! Vi havde været ude at køre en tur og da vi kom hjem begyndte jeg at få lidt ondt, slog det hen og troede det var plukveer.. Jeg blev klogere! Thomas’ mor kom tilfældigvis forbi og gudskelov for det da! 2,5 min imellem veerne og vi skulle skynde os på sygehuset!
5 cm åben - og indlagt til fødsel. Whaaat!!! Er det nu??? Ej vi er ikke klar alligevel sagde jeg 😅

Vi havde verdens bedste jordmoder og jeg havde verdens sejeste hjælpere ved min side, i form af selvfølgelig Thomas, men også hans mor og hans søster! De er også inviteret til næste fødsel (hvis vi dog bestemmer os for flere børn)
Ella kom til verden efter 6 timers fødsel! En fantastisk fødsel og fra dette øjeblik var vi nu FORÆLDRE! Til vores første barn og vores ønskebarn!! Det var jo det vildeste og ingen ord eller følelse kan beskrive det ❤️

Og Ella er nu 5 måneder gammel, sund og rask, og vokser som ukrudt! Vi er fyldt med kærlighed og glad for at vi valgte at tage kampen op mod barnløshed og at være åbne omkring det! Det har hjulpet alle de gange vi har ramt muren!

Jeg håber virkelig i har nydt at læse med! Og jeg har nydt og været mega rørt over at fortælle vores solskins historie om vores ønskebarn ❤️

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest