Den 28. maj tog jeg den første positive graviditetstest, det samme gjorde jeg de næste par dage. Jeg var lykkelig! Lykken blev desværre hurtigt afløst frygt… frygten for at miste igen.

Jeg er selvfølgelig ovenud lykkelig for min graviditet og at det sidste forsøg lykkedes, men jeg kan desværre ikke nyde den, for jeg ved, hvad der kan ske. Jeg ved, at lykken potentiel kan være kort.

Hver gang jeg er på toilettet, hvilket er ofte, tjekker jeg lige en ekstra gang for blod – heldigvis har der intet været.

I dag var jeg i scanning… en meget tidlig scanning, da jeg kun er 5+6. Vi kunne se en lille blommesæk med et foster indeni, men ikke mere end det. Jeg ved godt, at det er meget normalt, men det er svært at overbevise sig selv om, at alt er godt. I min sidste graviditet så vi det fineste foster med hjerteblik, og der vurderede lægen, at jeg var 6+0. Hvordan kan der være så stor forskel?!

Tankerne flyver rundt. Har lægen vurderet forkert sidst, fordi der var noget galt med fosteret? Eller er dette foster allerede underudviklet? Sygeplejersken på scanningsklinikken i dag sagde, at alt så normalt ud, men min frygt overtager desværre min fornuft.

Jeg er så misundelig på alle de kvinder, der kan gå igennem en graviditet uden at være bange. Ved de overhovedet hvor heldige de er? Jeg ville ønske, at det var mig.