Det svære ved at være barnløs (når man ikke selv har et ønske om at være det) er uden tvivl, at man ikke er garanteret at komme i mål. Når man begiver sig ud på en rejse, ønsker man jo også at få noget ud af den. Træner man op til et Marathon, er det jo heller ikke for ikke at løbe over målstregen til sidst.
Jeg ser fertilitetsrejsen på samme måde. En kamp med nåle, hormoner, scanninger. Masser af håb, drømme, sved og tårer.

Chancen for at blive klogere

MEN, det er også en kæmpe mulighed for at blive klogere på sig selv. Jeg har bandet min krop langt væk. Følt mig som en fiasko og ikke nok kvinde. Jeg har til tider mistet lidt af mig selv. Den glade, sjove og positive mig, men jeg har også fundet en mere tålmodig, omsorgsfuld og rummelig side af mig selv frem på rejsen – og jeg håber, at andre i forløb kan finde det samme frem og klappe sig selv på skulderen over, hvor sej man er!

Jeg skrev i et andet indlæg omkring det smukke der sker mellem to mennesker i behandling. Dette er også kun blevet endnu tydeligere for mig. Jeg har aldrig følt mig mere sikker på Lasse, end jeg gør nu. Det er som at komme et lag dybere, jo længere man kommer i forløbet. De store og tunge samtaler man skal igennem. Hvor langt er man villig til at gå for at komme i mål. Hvad er meningen med livet egentlig? Er børn den lim, som nogle snakker om?
Jeg synes, at den nærhed der sker, når man kæmper så intenst om et fælles mål er magisk. At dele skuffelser, håb, små og store skridt. At vælge hinanden til på trods.

Huske taknemmeligheden

Jeg tror nogle gange, man glemmer taknemmeligheden, når ting bliver en foræret. Glemmer at sætte pris på de små ting – tage forgivet, hvad man egentlig har. Det er også noget af det, jeg synes, man bliver klogere på, når man møder alt den modstand. At livet ikke kun skrives i succeserne, men også i stormen.

Jeg har også kigget på mig selv og tænkt, at jeg førhen har lydt som et forkælet barn, når jeg har snakket med mine veninder omkring børn. At man gerne ville have en af hvert køn. Drengen først. At man gerne ville have et sommerbarn, så man havde mulighed for at holde fødselsdagen ude. Snakket om bekymringen for at få ”et grimt barn”. Bekymringen for at blive kæmpe-gravid og have svært ved at komme i samme form igen. Jeg hører det stadig rundt omkring. Alle disse snakke. I dag er jeg jo fløjtende ligeglad.
Det mest fantastiske vil bare være at kunne sætte et sundt og rask barn til verden!

Jeg ved – og har set på tæt hånd, at det at være forældre ikke er en biologisk selvfølge. Det er derimod noget, man gør sig fortjent til. Jeg føler allerede, at vi har løbet det Marathon for det lille hjerte, som venter på målstregen. Hvordan vi kommer dertil, er sekundært.

Vi er stadig på vores rejse. Hvornår og hvordan den slutter, det ved vi ikke.
Der er ingen garantier her i livet, men vi kæmper stadig til det sidste <3