Min rolle i et liv med fertilitetsbehandling?

Nogle gange har jeg følt at det har været en, nærmest ikke eksisterende rolle. Og med det mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg ikke har været med i processen, da der jo som regel skal to parter til at lave en lille en.

For at uddybe skal vi tilbage til, da vi fandt ud af det var den vej vi var ”tvunget” til at gå.

Da Maria kom hjem og fortalte mig, at hun var blevet udredt for PCOS tænkte jeg, okay, så slemt bliver det nok ikke at skulle igennem sådan et forløb.

Jeg blev hurtigt meget klogere!!

Jeg kan aldrig begynde at forstå, hvor hårdt det må være som kvinde, ikke bare at kunne vælge at forsøge at blive gravid uden hjælp af fremmede mennesker og medicin. Hvor hårdt det må være at skulle frem og tilbage til klinik og apotek osv. for at bare have en lille mulighed for, at det kan blive til noget, og med det har jeg dyb, dyb respekt for min dejlige kæreste, selvom jeg ved, at det har været virkelig hårdt.

Når det så er sagt, så vil jeg også meget gerne lægge et par ord på, hvordan jeg har følt at være med i det indtil videre.

Et liv i fertilitetsbehandling er jo som nogen nok ved skemalagt efter både klinik, medicin og forhåbentlig planlagt hygge herhjemme.

Som mand er ens første opgave at være der for ens kvindelige modpart, både på de gode tidspunkter men bestemt også de svære. Og det er ikke altid, at det er nemt at være ham, der skal sige, det skal nok gå!

Jeg husker tydeligt den ene gang, hvor forsøget ikke var gået, som det skulle og vi begge var kede af det. Især Maria havde det hårdt, og jeg forsøgte at berolige og sige, det skal nok gå, det kommer lige pludselig. Hvor hun kigger på mig og siger, ”vil du ikke godt holde op med at sige det, for hvor ved du det fra?”

Lige der havde jeg det som mand svært ved bare at skulle stå udenfor og kunne se Maria have det så dårligt og ikke kunne gøre noget som helst ikke engang trøste, for det er jo den tanke man får. Hvor skulle jeg også vide det fra? (Selvfølgelig tror jeg 100% på det nok skal lykkedes)

Andre gange kan det være noget så simpelt, som når ens venner lige stikker til en og siger, ”Så må du lige tage dig sammen Daniel og gøre det ordentligt.” Hvis de bare vidste hvor ondt det kan gøre, når man har prøvet så meget.

Det har været en kamp nogle gange at få at vide hvad tid og hvornår medicin skal gives og hvornår vi må være sammen, og specielt hvis vi får at vide, at vi ikke må være sammen. (Nogle gange giver det ikke mening)

Man får en følelse af et samlebånd, er vel det tætteste man kan komme, nu virker medicin, nu må du godt Daniel, men først der.

Et liv i fertilitetsbehandling er ikke nemt, ikke for den kvindelig del, men bestemt heller ikke for den mandlige part i forholdet, det ses nok bare ikke så tydeligt hos folk udefra.

Men vi kæmper videre.