Min kæreste er 6 år yngre end mig, og det lå ikke lige i kortene, at vi skulle være kærester, men nogle gange rammer kærligheden en helt ind i hjertet, og sådan var det for os. Jeg havde sagt til ham fra starten, at skulle vi være kærester så betød det på sigt også børn og familie, og jeg ville ikke vente alt for mange år. Han vidste det godt, og var ikke selv skræmt over tanken.

Da vi havde været kærester i et års tid bliver min søster gravid, og det satte gang i vores første snakke om egne babyplaner. Vi blev enige om at vente et halvt års tid, for så var jeg færdiguddannet som pædagog, hvilket var både mest praktisk og økonomisk. Det var den klassiske samtale: lad os nu lige blive uddannet først, så kan vi ligesom krydse den del af, inden vi får børn.

Det næste halve år snakkede vi jævnligt om babyplaner, og som tiden gik blev vi enige om at stoppe med p-pillerne i efterårsferien 2019. Den ferie var vi i udlandet ,og jeg husker hvordan vi stod i sydens sol helt forventningsfulde, da jeg tog den sidste p-pille.

Jeg havde været på p-piller i 10 år, og vi vidste at det kunne tage noget tid inden det lykkedes. At smide p-pillerne efter så mange år betød også, at jeg skulle lære min cyklus at kende på ny. Pludselig var den længere, anerledes, jeg blødte mere, fik svedture og havde mere ondt i mave og lænd. De første fire måneder kørte hormonerne rundt i min krop, og jeg fik humørsvinger i tide og utide. For at få lidt ro på min cyklus søgte jeg hjælp hos en zoneterapeut. Selvom alle symptomerne selvfølgelig ikke forsvandt, så kom der mere rytme i min cyklus, og det gav håb for babyplanerne, som på trods af en ellers ihærdig indsats stadig ikke gav pote.

Da der var gået 6 måneder og der intet tegn på baby havde været, blev vi enige om at prøve med ægløsningstests. Omkring dag 16 i min cyklus blev testen positiv, og vi knaldede som to kaniner i parringstiden dagene før, på dagen og dagene efter. Efter tre måneder med sex på skema sagde min kæreste stop. Der var stadig ingen baby, og sex var blevet en sur kommando. Efter en lang snak hvor det viste sig, at vi egentligt begge var dybt frustrerede over manglende fremskridt, blev vi enige om at ringe til lægen. Ikke nødvendigvis for at blive testet og få hjælp, men mere for at høre om vores forventninger til projekt baby var helt hen i vejret. Meget overraskende for os begge, kaldte lægen os ind til prøver og samtale. I første omgang skulle vi starte med mig.

Hvad der skete hos lægen, og hvad den videre proces blev herfra, det vil jeg fortælle jer om i næste blogindlæg.

Mange hilsner og håb med på vejen fra “Babydrømme i 20’erne”