Den søde ventetid…

af | december 17, 2018 | 0 Kommentarer

Desværre ikke på en baby
Dette er første gang, at der ikke er sket noget efter en behandling. Ingen inseminering, ingen ægoplægning, bare ingenting.
D. 16. Oktober fik jeg, som bekendt, taget 12 æg ud. Ud af det fik vi 2 flotte 5 dags blastocyster på frys.
De ligger nu og venter på os til næste år, hvor vi kan komme igang igen.
De første 14 dage efter ÆU, døjede jeg desværre med en overstimulering, der krævede indlæggelse.
Jeg var dog heldigvis hurtigt over det, og startede ret hurtigt med at arbejde igen.
Det der med at vente… 
Vi venter på at komme igang igen, denne gang skal der heldigvis kun stimuleres til ægoplægning, og det er jeg spændt på, da det jo er første gang vi skal prøve det.
Jeg ved ikke hvad jeg skal forvente, men ventetiden får jo en til at tænke en masse ting, og man kan få vendt en masse ting med hinanden også.
Jeg har besluttet, at jeg ikke vil i hormonbehandling igen for at modne mine æg. Det er kort sagt for hårdt for min krop, og der er ikke flere/andre måder at gøre det på. Det vil ende i en overstimulering igen, og det vil jeg simpelthen ikke udsætte min krop for en 3. gang.
Jeg har derfor besluttet mig for at næste step må være donoræg, hvis det ikke lykkes med vores fryse forsøg.
Skulle det ske at nogen (læs:Mathias) kunne få mig på andre tanker, eller overtalt til et forsøg mere, ja så er det sådan det er. Vi har nemlig sparet op til det private også, og tænker da at en samtale ikke skader… Vi må se!
Spurgte i mig for 3 år siden da vi startede i behandling, havde jeg nægtet donoræg. Mine tanker omkring det var, at jeg ville føle mig som en rugemor, at det ikke var mit barn.
Men 3 år gør meget ved ens tanker og holdninger omkring det.
Det der dybest set for mig er vigtigst nu, er selvfølgelig at få et barn, men det er at være gravid. At mærke liv inde i sig, og være med til at skabe det her lille menneske.
Jeg ville tage alt det dårlige ved en graviditet også, bare for at mærke en baby indefra, og ikke kun udefra på mine veninders maver….
Når man står i det, ligger det så fjernt, og man kan slet ikke forestille sig at være gravid, men jeg håber virkelig at det sker næste år i 2019.
Vi er heldigvis 100% enige om og afklaret med, at vi adopterer hvis vi ikke kan selv.
Det var en beslutning vi tog dengang vi startede i behandling.
Det var vigtigt for os at have “styr på”, hvad vores næste skridt ville være, så vi ikke befandt os i en situation, hvor kun den ene af os ville adoptere, og det så skulle være en grund til, at vi gik fra hinanden.
Lige nu nyder vi bare hinanden, og har valgt at tage væk i julen sammen med vores hund, for bare at kunne slappe fuldstændig af. Det glæder jeg mig så meget til!
Vil ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul, og et lykkebringende nytår!
Det håber jeg også, at det bliver for vores vedkommende ❤️
Kh. Jeanne

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest