Den svære kamp for drømmebarnet.

af | april 11, 2018 | 1 Kommentar

Jeg vælger at dele min historie med jer, da jeg synes det er vigtigt at synliggøre, at kampen mod infertilitet/den svære kamp for at blive gravide, er så ubeskrivelige hård – og at vi er mange der har kæmpet – og ligeså mange der stadig kæmper – trods utallige tåre, knækket psyke og ikke mindst en tom pengepung!

Min historie ender heldigvis lykkeligt, men bestemt ikke uden at have været ramt af de sidste 3 beskrivelser; ”utallige tåre, knækket psyke og tom pengepung”. Og jeg havde ikke en partner til at støtte mig i forløbet, men heldigvis en fantastisk familie. Det får I mere at høre om.

Min historie starter flere år tilbage. Jeg har altid været hende singlepigen, der ikke havde held i kærlighed. Men jeg blev ved med at håbe at prinsen dukkede op, for jeg havde det her kæmpe ønske om at blive mor. Jeg prøvede dog midlertidigt at erstatte det tomhul jeg følte, med diverse dyr og hobbyer, men det var ligesom ikke nok…

Som årene gik, og jeg blev ældre og ældre, og der stadig ikke dukkede ham der manden op, der skulle opfylde min drøm, begyndte jeg at tænke meget over, det der med ”kan selv vil selv”. Sådan en kvinde er jeg nemlig på de fleste områder. Jeg har dog altid været af den holdning, at hvis jeg skulle have barn med en mand, så skulle det være fordi vi havde volvo villa og vovse – og ikke at det var en smutter, og så gik vi ellers fra hinanden og ikke kunne enes om opdragelse osv. Jeg besluttede derfor, at drømmen om at blive mor, ikke skulle afhænge af en mand. Jeg sku nok klare den opgave selv, og havde en fantastisk familie der bakkede mig 100 % op om min beslutning.

Jeg kontaktede derfor i december 2014 min læge (jeg var da 31 år), for at få en henvisning til en fertilitetsklinik. Der var så laaaaang ventetid, og jeg kom først til i april/maj 2015. Jeg valgte en åben donor, som jeg syntes var et rigtig godt match til mig. NU sku jeg dælme være mor J Jeg skulle så lige igennem et hav af undersøgelser, inden selve insemineringen kunne gå i gang. Det havde slet ikke været i mine tanker, at jeg ikke skulle kunne blive gravid. Så inden første insemineringsforsøg, havde jeg fyldt HELE mit kælderrum med babyting!

Men… sådan skulle det så ikke gå, til trods for at min gynækolog blev ved med at sige, at alt så nok så fint ud. Der var så også lige den her krølle på halen, at det jo hed sig at første barn var gratis – yearh right! Der skulle et eller andet sted have stået med småt, at det kun var undersøgelser og konsultationerne der var gratis. At hormoner og strå fra donor koster (har mange gange sendt takkende tanker til min bankdame). Nåh, men tilbage til første mislykkedes forsøg. Av det gjorde ondt at jeg ikke var gravid. Jeg begyndte at tænkte tanken; ”hvad nu hvis jeg er en af ”dem”, der ikke kan blive gravid?!?”. Min gynækolog var stadig meget positiv. Vi fortsatte med den valgte donor, 2 forsøg yderligere uden held.

Hver gang var det som at få en kæmpe mavepuster, når det negative svar kom. Jeg græd og græd, og min psyke knækkede mere og mere for hvert ”afslag” der kom. Jeg begyndte allerede efter 1. forsøg at tage en hel fridag fra arbejdet, den dag jeg skulle have svar. Jeg kunne på ingen måder samle mig om mit job, som kræver min mentale tilstedeværelse 100 %. Jeg må hellere lige tilføje, at jeg ikke havde fortalt mit arbejde om mit baby projekt. Jeg frygtede at det kunne have en konsekvens, i form af at jeg ville blive frataget opgaver, eventuelle kurser/uddannelser mm, fordi ”jeg jo lige om lidt alligevel skulle på barsel”. Ikke at der var nogle som helst indikator på at det ville ske, men jeg turde ikke løbe risikoen – sæt nu der gik mange år før det lykkedes mig at blive gravid. Jeg skulle derfor skjule alle besøgene på fertilitetsklinikken, og årsagen til de hele feriedage indimellem. Det var super hårdt, når jeg samtidig havde en psyke der var pænt knækket, og jeg græd ligeså snart jeg var alene. Nåh, men efter de første 3 mislykkedes forsøg, blev vi enige om, at forsøge med hormoner og nye donorer. Det blev til 2 forsøg mere, og med 2 forskellige donorer. Stadig ingen graviditet. Vi var nu oppe på 5 mislykkedes forsøg, og det var nu tid til at jeg blev sendt videre i systemet, til reagensglas behandling på Holbæk sygehus. Nu var jeg jo ikke længere bare en enlig kvinde der ville være mor, men også en ”defekt” en af slagsen – min egen følelse L

Igen skulle jeg mange måneders ventetid igennem. Jeg brugte blandt andet ventetiden på, at forsøge at ”få livet til at gå videre” som infertil. Det var sådan jeg så mig selv. Jeg kiggede på adoptionsmuligheder, men det krævede mellem 200-400.000 kr – det var der ikke råd til på en almindelige kommunal slaveløn L Jeg forærede alle de babyting væk, som var i mit kælderrum. Jeg havde ikke psyke til at have det stående. Jeg havde lidt opgivet håbet om, at det nogensinde ville ske. Dog ville jeg ikke stoppe forløbet, før lægerne sagde stop. Samtidig fik jeg min gamle hobby ind i mit liv igen – heste – da jeg var nødt til at prøve at udfylde tomrummet.

Første ICSI behandling på Holbæk nærmede sig. Jeg besluttede at jeg blev nødt til, at lægge kortene på bordet for mit arbejde. De nye forløb krævede endnu mere fravær, og jeg kunne ikke blive ved med at komme på undskyldninger. Heldigvis havde jeg en så fantastisk arbejdsplads, som bakkede mig fuld ud op om forløbet – og der kom INGEN konsekvenser som frygtet – tværtimod. Jeg blev faktisk sendt af sted på min drømme uddannelse. Lægen på Holbæk besluttede at vi startede med en kort hormonbehandling op til ægudtagningen. Ægudtagningen var så ubeskrivelig smertefuldt! Og samtidig blev jeg hundedårlig, da jeg ikke kan tåle smertestillende. Puha… men måtte igennem det for at opnå min drøm.  Det blev kun ét brugbart æg ud af det, men i princippet skulle der jo heller ikke flere til. Men heller ikke denne gang blev jeg gravid. Jeg kunne stadig ikke få en forklaring på, hvorfor det ikke ville lykkes. Hvad var der galt med mig?? Jeg var nærmest desperat efter at få en forklaring – så ku den eventuelle defekthed måske fikses?

Jeg var nu nået til det punkt, hvor jeg opgav håbet helt. Det gjorde lægen ikke, så nu blev jeg sat i endnu en ICSI behandling med den lange hormonbehandling op til denne gang. Og endnu en ægudtagning! Denne gang gjorde det ikke særlig ondt, og havde 14 æg! Jeg var lidt overstimuleret, men han vurderede at vi godt kunne gennemføre alligevel. Så det gjorde vi. Et par dage efter skulle jeg havde lagt ægget op. Der blev 2 brugbare æg – et til brug nu og et til fryseren. Jeg vil af vide, at deres erfaring var, at fryseæg giver bedre odds. Super, tænkte jeg… så denne gang skal bare overståes, så vi kan komme i gang med fryseægget. Mit håb begyndte at komme tilbage. Den donor jeg valgte nu, matchede derfor heller ikke alle de krav, som alle de andre donorer matchede. Det ku jo være lige meget, for det ville heller ikke lykkedes denne gang. Så fra at alle donorerne var mørkhåret med mørke øjne som mig selv, valgte jeg nu en med ”leverpostejs”hårfarve og blå/grønne øjne… Så kunne jeg bruge et bedre match næste gang, hvor der var større chance for gevinst. Da jeg havde fået lagt æg op, fik jeg af vide at jeg skulle være meget obs på mit helbred pga overstimuleringen. Puha… jeg fik det dårligt et par timer efter og de næstkommende dage. Aldrig i mit liv, har jeg oplevet lignende mavesmerter (og har ellers flere kroniske smerter grundet skader). Jeg var sikker på at jeg endte med en indlæggelse. Men jeg fulgte den kost jeg havde fået af vide af lægen, og besluttede at holde ud til næste dag, og så evt lade mig indlægge der, hvis ikke der var en bedring. Det var der heldigvis. Jeg tænkte flere gange, at med de smerter, kunne jeg umuligt blive gravid – det handlede jo også meget om ikke at stresse kroppen, og det her smertehelvede, hvor jeg hverken ku sidde, gå, ligge eller stå, eller trække vejret… tja det måtte jo om noget være en kæmpe stressfaktor. Min krop måtte af naturlige grunde afvise ægget.

Da dagen kom, hvor jeg ville få opringningen fra Holbæk med svar (vi skriver nu marts 2017), var jeg på vej til behandling hos min fysioterapeut. Der var 10 min. til min behandling skulle starte, og jeg var lige kørt ind på parkeringspladsen, da telefonen ringede. Jeg overvejede meget, hvorvidt jeg skulle lade være med at tage den, da jeg jo godt vidste svaret på forhånd – negativ. Kunne ikke overskue at gå tudende ind til fyssen, som oveni købet var en afløser pga ferie. Men jeg tog telefonen, og tænke at jeg måtte ”stramme balderne sammen og lade som ingenting”. Kvinden i den anden ende af telefonen, var ganske rigtig fra Holbæk. Hun sagde ” tillykke, du er gravid”. ØHHHH hvad?!?!?!?!? Det er da løgn!?!?!? Og så begyndte jeg at STOR tude, så hun dårligt ku forstå hvad jeg sagde. Midt ude på parkeringspladsen. Hun grinte sødt og overbærende med mig, og gentog ”du er gravid – den er god nok”. Sagde kvinden lige at min største drøm er gået i opfyldelse??? Dog turde jeg ikke tro på at jeg var gravid, og til trods for adskillige scanninger gennem hele graviditeten, eller selvom maven efterhånden voksede sig større og større, turde jeg ikke tro på det. Først da hun lå i mine arme – mit lille mirakel og største kærlig – troede jeg på det <3

SÅ… med denne laaaange historie, vil jeg blot opfordre jer til, at holde fast i jeres kamp, trods den er så ubeskrivelig svær og hård på så mange punkter, og man har lyst til at droppe ud af forløbet flere gange. Hold ved, hvis I overhovedet kan finde den mindste smule kampgejst! 7. gang blev lykkens gang for mig. Ved der er mange der går igennem flere forsøg, og over flere år end mig, men jeg håber for jer alle at det vil lykkes – at I kæmper, så længe I overhovedet kan holde det ud, så I kan opleve den KÆMPE lykkerus jeg oplever hver eneste dag, når jeg kigger på min helt igennem vidunderlige Emilie. Mit tomhul er væk nu <3

Positive tanker

fra den lykkeligste mor

Stine Hjorthøj Tomach

Læs flere donor historier her

1 Kommentar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest