Kender I det, man har et sted, som på en eller anden måde er blevet det sted, man bruger størstedelen af sin tid, når verdenen er ond og ubarmhjertig? Sådan har jeg det med vores sofa – det er et helt bestemt hjørne, jeg kravler ind i og nogle gange føles det, som om jeg aldrig har laver andet end og sidde i det hjørne og græde. Lige dér, sad jeg også i flere uger efter den værste dag i mit liv og det er den, jeg vil tage jer med tilbage til. For alle der nu tænker, at det er vigtigt at leve livet og prøve at lade være med at tænke så meget over barnløsheden, kan jeg tilføje; at det gør jeg også, men jeg ender altid tilbage i mit hjørne, når livet bliver for hårdt og uoverskueligt.

Forhistorie

For en tid troede jeg egentlig, at jeg havde prøvet det værste, både da jeg fik at vide, at jeg aldrig ville kunne få børn naturligt og da jeg havde en missed abortion i uge 7. Dengang ramlede min verden også, men aldrig før på samme måde som den dag i nov 2018.

Efter en dejlig sommerferie i 2018 var vi klar til endnu icsi forsøg. Ægudtagningen gik godt og der var 6 æg, der overlevede til 5. Dagen. Grundet mange æg, var jeg i risiko for overstimulering, men da jeg ikke rigtig havde nogle symptomer, fik jeg lagt æg op på 5. Dagen.

En uges tid efter blev jeg virkelig dårlig. Min mave var oppustet, det gjorde ondt og jeg havde vejrtrækningsbesvær. Det endte med, at jeg i weekenden måtte ringe til vagtlægen og jeg blev indlagt med en slem overstimulering. Jeg lå i otte dage, hvor jeg fik protein og saltvand i drop, sprøjter mod blodpropper og samtidig blev jeg dræneret for otte liter væske. Ved udskrivelse blev det bekræftet, at jeg var gravid.

7 ugers scanning

Vi var lykkelige for den positive graviditetstest og samtidig havde vi været her før. Jeg havde brug for syv ugers scanningen, før jeg kunne tro helt på det, da det sidste gang, var ved syv ugers scanningen, at der blev konstateret missed abortion. Men håbet levede selvfølgelig alligevel i bedste velgående og allerede fra den dag, var vi mor og far i vores hjerter. Vi var nervøse da dagen for scanningen oprandt, men det gik rigtig fint – der var hjerteblink og jeg fik terminsdato. Jeg kunne ikke vente med at se babyen igen og blive bekræftet i, at alt var okay, primært fordi de eneste graviditetsgener var træthed. Men jeg lyttede til lægerne, der ikke mente det var sundt og scanne for tit og ventede derfor spændt til 12 ugers scanningen.

Den dag livet gik i stå

Dagen for 12 ugers scanningen kom og vi var spændte og nervøse, da vi om eftermiddagen mødtes på sygehuset. Jeg var så bange for, at der ikke var hjertelyd. Udover trætheden var både bryster og mave svulmet noget op, men det var stadig de eneste symptomer, så glæden var stor, da vi hørte vores babys hjertebanken! Det er den mest fantastiske lyd, jeg nogensinde har hørt! Scanningen fortsatte og vi så en livlig lille baby med to arme og to ben. Men lykken varede kun 10 min, før vi fik at vide, at der ikke var nogen kranieknogle at se og vi skulle tilses af en læge. Jeg blev forvirret og ude af den, jeg havde fokuseret så meget på hjertet, at jeg ikke havde tænkt, at der var andet, der kunne gå galt. Jeg husker, at jeg spurgte, hvad det betød og mine bange anelser blev bekræftet, da jeg fik at vide, at det ikke var godt. Lægen kom og heller ikke hun kunne finde kranieknoglen – vi fik at vide, at vores baby ikke ville kunne leve efter fødsel, hvorfor der skulle søges om, at jeg fik foretaget abort. Mit liv gik for alvor i stå lige der. Jeg husker ikke meget – jeg græd og hyperventilerede. Det var J, der fik mig hjem og lagde mig i seng, mens han ringede til mine forælder, fordi han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Men hvad kan man gøre, når ens drøm igen falder fra hinanden? Når man aldrig får mulighed for at give sit barn den kærlighed, som det fortjener? Når man aldrig får lov at holde barnet eller tage det med hjem? Når det der føltes som det vigtigste i ens liv, bliver revet væk fra en? Der er gået over et år nu og jeg græder stadig, når jeg tænker på vores lille baby og jeg tror aldrig, at jeg kommer mig helt over tabet. Måske en dag bliver det lettere at leve med, hvis min hjemløse kærlighed får et nyt hjem.