Det var sommeren 2009, og jeg var lige blevet student. Vi mødte hinanden på Facebook af alle steder. Vi var 18 og 19 år da vi blev kærester. Det var absolut ikke kærlighed ved første blik, for jeg syntes at han var lidt en sær snegl. Men han opgav aldrig at få mig på krogen.. Og det lykkedes også til sidst.

Vi snakkede aldrig ret meget om vores fremtid, før vi for alvor fik et ”voksent” forhold og vores egen lejlighed i november 2011.

Vi rejste til Egypten sammen, og her kom vi rigtigt til at snakke om hvad vi betød for hinanden, og aftalte at vi godt kunne begynde at kigge lidt mere fremad. Så i marts 2012 – jeg var 21 – smed jeg p-pillerne, med tanke på at mine forældre havde haft lidt en kamp for at få børn, så jeg tænkte at jeg kunne få renset ud i systemet, inden vi rigtigt gik i gang med at forsøge.

Så langt nåede vi bare aldrig..

For efter ganske få ugers ”udrensning” stod jeg pludselig med en positiv graviditetstest. Jeg havde længe haft det mærkeligt og taget tests som ikke viste noget. Men en tidlig april-morgen, var der altså noget på testen, som ikke plejede at være der. Ganske vist skulle testen holdes helt rigtigt for at man kunne se den ekstra streg, men den var der altså! Og efter kyndig kontrol fra en veninde, blev vi enige om at testen var positiv.. Jeg nåede at tage virkelig mange tests inden jeg rigtigt troede på det!

Shit. Det var virkelig surrealistisk at vi nu skulle være mor og far!

Kunne vi nu klare det? Hvad ville vores forældre tænke? Men da vi først havde set den lille spunk på en scanning, var vi jo slet ikke i tvivl: det var kærlighed ved første blik! Jeg elskede min voksende mave og jeg viste den stolt frem. Jeg er ret godt polstret i forvejen, og havde altid været træt af at være stor. Så det var skønt at få beundrende blikke på min voksende mave, hvor vores lille kærlighed voksede sig stor.

I august 2012 blev vi gift, mens vores lille dreng lå og sparkede under brudekjolen! Det var en skøn dag og nu var vi rigtigt klar til at tage imod vores lille guldklump. Men han lod vente på sig.. 10 dage over tid blev jeg endelig sat i gang og den 31.12 – 11 dage efter termin fødte jeg verdens smukkeste dreng – med en kampvægt på 4350 gram og 55 cm. Han var vidunderlig!

Det var en fantastisk lykkerus at gå i vores lille babybobbel og selvom det var hårdt, så elskede jeg at være mor! Så der var slet ingen tvivl om at vi gerne ville have flere børn – gerne en hel flok! Og vi kunne også godt tænke os at få dem tæt på hinanden – og gerne sådan at det passede med at jeg kunne gå direkte på barsel, når jeg afsluttede min uddannelse i januar 2015.

Men sådan gik det bare ikke.

Og her 3 år efter, har jeg virkelig fået forståelse for, hvorfor andre mennesker ikke gad høre om hvor nemt det var for os, at få vores søn.

Faktisk kan man sige, at karma virkelig bed fra sig på den ledeste måde! Men det vil jeg fortælle meget mere om i de kommende indlæg!

Jeg glæder mig til at dele det med jer.
Mange hilsner fra UdenBaby