Jeg spoler lige tiden tilbage til dengang jeg fik konstateret PCOS.

Jeg fik konstateret PCOS i 2007, 17 år gammel. Lægen der konstaterede det havde ikke specielt meget viden om det, så beskeden jeg fik var mere eller mindre ”Du har PCOS, som betyder at du har en masse små blærer på æggestokkene. Lev med det” udover hun så også lige spurgte mig om ”jeg bare sidder på min flade røv og spiser chips hele dagen?” På daværende tidspunkt var jeg en del mindre end jeg er nu. På billedet nedenfor er jeg 20 år og vejede mere end jeg gjorde som 17-årig. I dag tænker jeg tilbage på den læge (som heldigvis ikke praktiserer mere) og tænker hvordan fanden hun kunne sige det til mig! Jeg fik desuden ikke meget viden omkring det dengang, andet end at jeg skulle tage p-piller for at regulere det og at det var et syndrom man ville have hele livet. Nå ja, og at det kunne blive svært at få børn.

Der gik 10 år hvor jeg ikke tænkte yderligere på fertilitetsdelen af det. Bivirkninger omkring PCOS blev værre og værre. Jeg indrømmer jeg ikke altid spiste sundt og gjorde jeg egentlig heller ikke inden jeg fik konstateret PCOS. Forskellen var bare at nu begyndte jeg lige pludselig at tage på. I mange år prøvede jeg alle mulige kure og selv i perioder hvor jeg egentlig levede sundt (eller i hvert fald hvad jeg troede var sundt) tog jeg også på.

Indtil jeg mødte min nye læge på fertilitetsklinikken som var ekspert i PCOS. Der fandt jeg ud af at jeg jo slet ikke spiste som jeg skulle. Derefter begyndte jeg at spise efter KISS kost (eller det vil sige, jeg prøvede alt muligt forskelligt inden). Jeg lever i dag stadig efter KISS principperne og det fungerer for min PCOS og min insulinresistent, som jeg jo så senere har udviklet.

Det er ikke altid jeg lige får spist som jeg skal, men jeg prøver det meste af tiden at leve efter kiss principperne fordi jeg ved at det er det bedste for min krop. Jeg kan nogle gange godt drømme mig tilbage til dengang hvor man ikke skulle tænke over hvad man spiste.

Må indrømme at jeg har haft mange kampe når det kommer til mad og det har jeg nok egentlig stadig. Jeg er ikke en person som elsker at stå i et køkken, så derfor ender det tit med at jeg ikke gider at lave mad eller ikke ved hvad jeg skal spise og så spiser jeg  bare ikke. Det er jo ikke ligefrem sundt at lade vær med at spise, så derfor tvinger jeg mig selv til at lave noget ordentligt mad og det lykkedes for det meste. Men det er ingen hemmelighed at alt det mad halløj hænger mig langt ud af halsen!