Min mand og jeg diskuterer det stadig. Hvem af os, der stod og ventede på det forkerte hjørne, så der gik kludder i første del af vores allerførste date.

Vejkrydset ved Dronning Louises bro og Nørrebrogade i København kan godt være lidt uoverskueligt, men heldigvis fandt vi hinanden til sidst. Et første akavet kram, en gåtur om Søerne og en kop varm kakao senere, var jeg fascineret og nysgerrig. Efter anden date var jeg solgt. Manden, jeg havde lært at kende online, var fuldstændig fantastisk. Heldigvis havde han det på samme måde.

Spol 12 år frem til i dag, hvor jeg gerne vil fortælle dig lidt om mig selv, og hvorfor jeg skriver blog på fertilitetsliv.dk. Ser du, Thomas og jeg var nok lidt standardudgaven af et kærestepar i slut tyverne. Vi flyttede sammen, købte bil, fik en kat og købte et rækkehus langt væk fra stenbroen. Vi var glade for vores respektive arbejde, vi kunne lide at gå i byen og spise, se film, rejse og alt det der.

Og en dag blev vi så enige om, at vi også var klar til et barn.

Jeg var lige fyldt 30 og var godt klar over, at de bedste biologiske år nok sang på allersidste vers. Vi kendte flere par, der havde haft brug for hjælp, og egentlig gik vi nok til projektet en smule afventende. For hvem ved, hvor nemt det ville blive.

Det blev ikke vildt besværligt. Men heller ikke vildt nemt.

Jeg droppede p-pillerne og fik hurtigt menstruation. Men derefter skete der ingenting. Ingen ægløsning, ingen menstruation, ingenting. Så allerede efter 6 måneder blev jeg henvist til udredning. Derefter gik der 6 måneder med undersøgelser, hormonindsprøjtninger, scanninger, lægeskift og alt mulig andet. Og til sidst – en dag i april 2011 – var det pludselig tid til inseminering. Og det lykkedes sgu. I første forsøg. Jeg blev gravid og fødte vores ældste datter Kaya i januar 2012. Happy days.

Så fulgte noget tid med ingen nattesøvn, uendelige bleskift, grød på tøjet og alt det andet, der jo følger med livet som småbørnsforældre. Og en dag tænkte vi, at nu var det tid til nummer to. Hvor svært kunne det være – det var jo gået fint første gang, ik?

Og det er så nu, jeg endelig når frem til, hvorfor jeg skriver her. For i årene efter den beslutning blev jeg faktisk gravid af mig selv. Tre gange. Og alle tre gange aborterede jeg i første trimester… Jeg har været igennem en naturlig, en medicinsk og en kirurgisk abort.

Jeg oplevede den tid som en flodbølge af følelser med en dyb sorg, der blev anerkendt alt for sent. Både af mig selv og af andre. Og det kom til at kræve et langt terapiforløb at komme videre.

Det endte godt, kan jeg i øvrigt røbe. For til sidste fik vi Liv, der bliver 5 år lige om lidt.

Men jeg er jo langt fra den eneste, der har oplevet en eller flere spontane aborter. Virkelig mange kvinder sidder hvert år tilbage med en masse sorg og følelser af skyld og skam, som deres nærmeste har svært ved at forstå til fulde.

Nu er det 6 år siden, at min mand og jeg gennemgik vores til dato største udfordring, og nu er det tid til at give noget videre. Hvis vores oplevelser kan hjælpe nogen i en svær situation, så er det grund nok for mig til at skrive her.

På bloggen vil du fremadrettet både kunne læse om min historie, men også høre fra andre kvinder, der går igennem en spontan abort.

Lad os bryde tavsheden og tabuet sammen.

Vil du gerne fortælle din historie her på bloggen? Så skriv til mig på forfatter@lassen-andersen.dk eller kontakt fertilitetsliv.dk på kontakt@fertilitetsliv.dk