Der kommer en baby i familien… Det er bare ikke min…

Blog opslag

11 okt, 2018

For en måned siden fik vi at vide, at en i vores nærmeste familie venter sit første barn.. Selvom jeg vidste at dagen ville komme før eller siden, så ramte det mig godt nok i hovedet som en stor sten.  Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har grædt så meget.

Jeg har gået i et par måneder og faktisk haft det okay. Selvfølgelig har der været et par dumme dage, men jeg synes jeg har været rimelig meget i balance, og har derfor heller ikke skrevet noget indlæg længe. Jeg har været lidt tom for ord, og har forsøgt at glide ind i hverdagen og dens rutiner, og nyde min datter hver dag.

Da de kom og fortalte det, kunne jeg mærke en enorm ambivalent følelse skylle ind over mig. Først alt det egoistiske. Urimelighed, sorg, vrede, bitterhed.. Samtidig med at forsøge at være glad på deres vegne og alt det der venter dem. Det der er anderledes når det sker i familien, og ikke blot i vennekredsen er, at jeg er tvunget til at forholde mig til det, tvunget til at kunne rumme det. De har fuld forståelse for vores situation, og jeg ved at det også var svært for dem at fortælle os det. Stadig står jeg med en følelse af at jeg SKAL passe på mig selv, for at kunne være i det. Det vigtigste for dem er at jeg ikke begynder at trække mig. At jeg hellere skal sige højt når det er svært for mig at være i det. Og jeg forstår godt deres frygt for en eventuel afstandstagen. Men samtidig sidder jeg også bagefter og tænker, at det at kunne trække mig, uden at blive bebrejdet for det, jo ofte er min måde at passe på mig selv på, når det bliver for sårbart. Jeg ved at de mener det kærligt. Men jeg kommer jo aldrig til at kunne få mig selv til at sige ”det er for meget med alt den babysnak, jeg kan ikke være i det mere i dag”. Mest fordi at jeg faktisk overhovedet ikke synes at jeg har ret til at have det sådan, det hele handler jo ikke om mig og mine følelser. Min mand er fantastisk. Han gør alt det rigtige. Han passer på mig, trøster mig og opmuntrer mig. Han er helt klart den der tror fos os begge. Han er født optimistisk, i modsætning til mig.

Selvom jeg ved at han på mange punkter har præcis de samme ambivalente tanker og følelser som mig, og også mærker den inderlige misundelse når det sker for nogen tæt på én.

Jeg synes det er svært. Virkelig svært. Jeg forsøger at lade være at tænke på det. For på den måde at kunne ”lade op” til når vi skal være sammen med familien og jeg er tvunget til at være i det, spørge ind og tale med om det. Det bliver jo først elefanten i rummet hvis jeg sidder og ingenting siger, så bliver det ubekvemt for alle. Jeg er blevet god til at håndtere veninder der bliver gravide. Jeg er efterhånden også øvet i det. Det sker nærmest til enhver tøse fødselsdag med pigeflokken, at der meldes en graviditet op. Jeg smiler, siger tillykke og tager et glas vin og en smøg – vel en eller anden underlig måde at trøste med sig på ved at tænke at ”den frihed har jeg da”… Men med mine veninder kan jeg jo komme og gå i det som jeg har overskud til. Jeg konfronteres ikke med deres graviditeter hele tiden, og jeg kan selv vælge hvilke dage jeg har overskuddet til at være den veninde jeg er, hende som spørger ind, deler erfaringer og oprigtigt glæder mig sammen med dem på deres vegne. Men det fylder jo ALT i familien – hvilket det jo også skal, præcis som da vi fik vores datter.

Vi kæmper stadig.. Forhåbentlig (meget forhåbentlig) kan vi starte op i IVF behandling i Januar. Jeg ville ønske at det var i morgen… samtidig med at jeg på ingen måde tør at sætte mine forhåbninger for meget op, da jeg jo udmærket ved, at der på trods af den store hjælp i IVF, ingen garanti er for at det ender med en baby. Den tanke kan jeg ikke holde ud. Jeg er stadig ikke nået dertil, hvor jeg kan acceptere hvis min datter ikke skal være storesøster. Tanken om hvis jeg ikke skal opleve at være gravid igen, blive mor igen, skabe endnu et lille fantastisk menneske med min mand. Tanken trækker tårer. Jeg trøster ofte mig selv lidt med, at vi har alderen med os. Jeg er kun 27. I teorien kan vi jo prøve i 5-7 år endnu.. Min datter bliver større og større, men det pres vil jeg under ingen omstændigheder bukke under for. Glæden ved at få en søskende er lige stor, uanset alder.

Her til slut vil jeg, ligesom så mange andre, anbefale Pelle Hvenegårds bog – OG FOREDRAG. Min mand og jeg var afsted sammen. Det var meget rørende og autentisk, og der var så meget man kunne spejle sig selv i. At blive bekræftet i at man ikke er et dårlig menneske, på trods af at man nogle gange tænker tanker man end ikke vil sige højt. Men også at vi kunne sidde der, holde hinanden i hånden, lytte til Pelle, og blive bekræftet i at vi fandme er skide seje, sammen, og at den her kamp er en kamp i kæmper sammen, for og med hinanden.

Så trænger man til en aften ude med sin kæreste, så overrask ham med et foredrag, det giver så meget mening at sidde der sammen.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Jalousi

Jalousi

Jalousi hænger oftest sammen med følelser som usikkerhed, svigt og utilstrækkelighed. Jalousi er...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!

Sædbanker