Som ufrivillig barnløs, skal man lægge øre til mange holdninger, meninger og tanker fra andre, som ikke kender til den smerte der er ved, at være ufrivillig barnløs.
Jeg har oplevet mange gode hensigter fra mine venner, veninder og familie medlemmer, som (i følge deres mening) kommer med opmuntrende ting.
“i skal bare slappe af – lad vær med at tænke for meget over det – i skal tro på det – nu ikke så negativ” …
Deres intentioner er super gode, og jeg ved de mener det godt.
Men det der skildrer os fra dem, er at de ikke har smerten helt tæt på, som vi har.
Cafétur med en ond reminder
Den ene gang, da jeg var på café med en veninde, blev jeg overrumplet med sætningen “jeg synes det er helt okay, at man kun får hjælp til et barn“.
Min veninde var på det tidspunkt gravid med hendes nummer 2….
Behøver jeg at sige, hvor frustrende det var, at blive konfronteret med?
Alle mennesker har ret til deres meninger og holdninger.
MEN… Hvorfor skal “nogen” bestemme for mig, at jeg kun må få hjælp til et barn? Og så endda med et begrænset antal forsøg?
Hvorfor har jeg kun mulighed for at få min “kernefamilie” mod betaling?
Vi fik os en god snak, min veninde og jeg – no hard feelings. På daværende tidspunkt, var hun ikke så “oplyst” om vores situation og fertilitetsbehandling, som hun er nu.
1000 følelser
Hver gang vi står midt i et forsøg, føler vi 1000 forskellige ting.
Vi er spændte på den første scanning af ægblærer. Er de vokset? Hvor mange er der? Hvordan udvikler de sig? Går de i sig selv? Bliver de til noget?
Eller går stimuleringen tabt?
Hvis der er en ægudtagning – bliver ægget så befrugtet?
Hvis ja – bliver det så siddende når det bliver lagt tilbage? Får man besked om at det er lykkedes, eller ikke?
Det er den vildeste rutschebane tur (og dem er jeg ellers ikke vilde med 😉) og slet ikke i denne situation.
Men vores omgangskreds, mener at vi bare skal have en positiv indstilling, så skal det nok lykkes.
Men positiviteten forsvinder stille og roligt, når der ikke er noget positivt at holde fast i. Og det er svært fra udefrakommende at forholde sig til.
Min veninde sagde på det ene tidspunkt “er det ikke rart at kunne se, at det endelig er lykkes for Mille Dinesen?”
Jo, MEN – hvad har det med mig at gøre? Kvinder som er ufrivillig barnløs, som f.eks. har PCOS, er vidt forskellige. Så er det ligemeget om, hvor tidligt vi er startet, hvor mange andre det lykkedes for, hvem der kender dem der opgav og lige pludselig så “skete det bare”, dem kender JEG også. Men der er VI ikke endnu.
Lykkerus
Jeg glæder mig til den dag jeg står med en test i hånden der er positiv. Jeg forestiller mig tit, hvilken lykkerus der ville skylle igennem kroppen, at man endelig har noget positivt at forholde sig til.
Jeg forestiller mig hvordan jeg skal fortælle min forlovede, at han endelig skal være far, at kunne give ham den gave og lykke, wauw… Det glæder jeg mig til.
Men der er vi ikke endnu.
Fertilitetsvejen føles uendelig lang.
Håber snart vores stoppested kommer, så vi kan stige af i “baby-by” og endelig nyde det vi drømmer om og længes efter.
Tak fordi I læste med 🖤
0 kommentarer