Og så endda på en skiferie i Østrig. En missed abortion i uge 13. Knuste drømme, utallige tårer og et ordentligt hak i håbet.

En kuffert fuld af skitøj og lykke 

Glade og gravide tog min kæreste og jeg i starten af februar på skiferie til Østrig sammen med vores familier. Jeg var gravid, alt var godt, og vi var fyldt med håb for fremtiden. Jeg var i uge 13, symptomerne buldrede derudaf, og var maven ikke også begyndt at vokse lidt? Jeg havde fået lagt mit første fryseæg tilbage i starten af december 2019, og tænk engang… Det havde sat sig fast. Vi havde set hjerteblink to gange. Og inde i vores hoveder var vi nærmest allerede forældre. 

Men det skulle desværre vise sig, at fosteret var gået til grunde, og at ferien derfor skulle gå fra skieventyr i Alperne til abortmareridt på østrigsk hospital.

”No heart” 

Grundet IVF-behandlingen havde jeg taget medicin, i hvad der føltes som en evighed. Men på feriens tredjedag kunne jeg kvitte pillerne (Lutinus og Østradiol), da jeg var langt nok henne. Hurra! Desværre betød pillestoppet, at jeg halvvejs inde i ferien begyndte at bløde. Først lidt, dernæst meget. Pillerne havde nemlig holdt på ”det” inde i min livmoder, men langsomt begyndte min krop at vise tegn på, at noget var galt. 

Og det var helt, helt galt. Efter samtaler med danske læger (for hvem tager man lige fat på, når man befinder sig i en lille, sneklædt bjergby i de østrigske Alper?) tog vi på et offentligt hospital en times kørsel væk. Stadig med et håb inderst inde. Måske var det bare en rift? 

Modtagelsen på hospitalet var kritisabel. Min kæreste måtte ikke være hos mig, deres engelskkompetencer var ringe og informationsniveauet på et minimum. 

Jeg blev scannet. Efter 5 minutters tavshed, en masse målinger, og spørgsmål fra mig om, hvad der foregik, sagde lægen ”no heart”. To små ord med en kæmpe betydning. ”No heart”. 

Vores verden gik i stå… 

Veer, blodmangel og 15 timers køretur 

Fuldstændig handlingslammede og med tårerne trillende ned ad kinderne sad vi foran den østrigske læge og fik på gebrokkent engelsk forklaret, hvad han kunne se, og hvad der nu skulle ske. Fosteret – eller ’min lille ven’, som jeg kaldte den – var gået til i uge 10 (han målte det til 9+5), og der var intet at gøre. Jeg fik placeret en pille foran mig, slugte den, og kunne så tage tilbage til den lille bjergby, hvor vi boede. Men i en helt anden sindstilstand, end da vi forlod den. Vi var pludselig på en helt anden ferie. Skiløb, gode vejrudsigter og afterskiing var HELT ligegyldigt nu. 

To dage efter var det af sted til hospitalet igen. Nu skulle den reelle abort finde sted startende med fire piller. Jeg var indlagt i 10 timer. Jeg havde voldsomme veer i to af dem. Men det skulle overstås, vi måtte igennem det. ”Det” skulle ud, og vi ville bare gerne hjem til Danmark. 

Jeg vil spare jer for detaljerne, men det var det mest smertelige og voldsomme, jeg nogensinde har prøvet. Jeg blødte non stop, og de måtte beholde mig længere end normalt grundet blodmangel. Da vi endelig blev udskrevet, var smerterne, som havde været en tro følgesvend de sidste to dage, helt væk. Men vi var en forfærdelig oplevelse rigere.  

Et par dage og en lang køretur senere var vi endelig hjemme i vores vante omgivelser i København. Men vi havde mistet – ikke blot noget, der kunne være blevet til en baby. Vi havde mistet en smule af os selv og det håb, vi ellers havde opbygget de seneste mange uger. 

Livet går videre 

… var, hvad vi var nødt til at banke os selv i hovedet med. For det gør livet jo. Går videre. Ovenpå en traumatisk oplevelse tog vi i sommerhus. Bare os og vores hund. Ud til smuk natur, ro og lange gåture. 

Vi er stadig ikke helt ovenpå. Men det bliver bedre dag for dag. Og selvom alle drømmene knustes på et spiltsekund, er vi nødt til at være positive. For jeg var jo blevet gravid. Det er ikke alle, der oplever det. 

Vores tro, håb og babydrømme fortsætter…