Det ender galt

Blog opslag

Skrevet af Vores_baby_haab

27 nov, 2017

Dagen kom, hvor jeg skulle ud at prøve brudekjole. Min svigermor kom aftenen inden, og skulle overnatte hos os. Om aftenen fik vi hende fortalt, at jeg var gravid. Hun blev rigtig glad på vores vegne. Jeg havde planlagt noget særligt til min søster. Jeg havde lavet et kort, hvor der var en kopi af scanningsbilledet, og så havde jeg skrevet; ”Kære Moster. Jeg glæder mig til at møde dig. Jeg håber ikke det gør, noget at jeg kommer omkring din fødselsdag. Kærlig hilsen Lille mig”. Jeg glædede mig så meget til, at hun skulle have det.

Dagen kom og vi skulle mødes hjemme ved mine forældre, inden vi tog ud for at prøve brudekjole. Jeg gav min søster kortet, og hun læste……. Og så kom den perfekte reaktion. Hun blev så glad, at tårerne trillede, og hun gav det største knus, man kunne tænkte sig. Far stod bagved, og havde en lille tårer i øjet. Alt var PERFEKT.
Kort tid efter kom min veninde, og hun fik nyheden at vide. Hun blev lige så glad på vores vegne. De fik alle besked om, at det var en hemmelighed lidt endnu. Min kæreste havde fødselsdag ugen efter, og der skulle resten i den nærmeste familie, havde nyheden at vide.

Dagen var perfekt. Jeg fik fundet den smukkeste brudekjole, hvor der ville være plads til den, til den tid, store mave. Vi fik også kigget lidt på babytøj – hvem kan lade være med det? Sidst på dagen havde jeg dog lidt ondt i maven, og var meget træt. Men jeg havde jo fået at vide, at alt var som det skulle være.

HCG
Et par dage efter, gik jeg ind for at tjekke mine blodprøver (HCG). HVAD den var ikke steget ret meget, i forhold til den blodprøve jeg fik taget, da vi fandt ud af, at jeg var gravid. Jeg undrede mig rigtig meget, og bestemte mig for, at få taget en blodprøve igen. Samtidig undersøgte jeg nettet – der måtte da være andre, der havde oplevet det samme. Der stod kun, at tallet helst skulle fordobles hver anden dag. Så kom alle de negative tanker igen, men samtidig havde jeg jo set hjerteaktion, den dag blodprøven blev taget. Jeg fik taget ny blodprøve, og så var ventetiden MEGA lang…… Jeg tjekkede sundhed.dk mange gange om dagen, nu måtte det svar gerne snart komme.

Det blev lørdag, og min kæreste havde fødselsdag (30 år). Vi skulle have besøg af den nærmeste familie, og hygge hele dagen. Jeg tjekkede sundhed.dk igen om morgen, og der var svar. Tallet var nu faldet, og min verden faldt sammen. Jeg var helt overbevist om, at nu var det slut. Jeg fik det fortalt til min kæreste, og vi bestemt, at resten af familien ikke skulle have noget at vide i dag. Dagen skulle være glad, og vi skulle fejre min kæreste.
Dagen gik, og den var rigtig hyggelig. Dem der kendte til graviditeten, havde fået besked på at holde deres mund, hvilket de også gjorde. Til aften, da gæsterne var taget hjem, spurgte min mor om, hun skulle holde øjne med drengene, og så kunne jeg forsøge at kontakte vagtlægen.
Jeg ringede til vagtlægen, og skæbnen ville, at det var min egen læge, der var der den aften. Han sagde, at jeg kunne prøve at komme, men han kunne ikke love, at der var nogle, der ville scanne mig en lørdag aften. Og han fik ret. Der var ikke nogle, der ville scanne mig, og jeg fik en tid om mandagen. Hold op søndagen var lang.

Missed abortion
Mandag tog min kæreste og jeg til scanning sammen. Der gik ikke lang tid, inden lægen fortalte, at fosteret desværre var gået til grunde, men forsat var inden i mig. Jeg fik her lært et nyt ord missed abortion (en spontan abort hvor det døde foster ikke er kommet ud). Vores verden blev helt sort. Jeg fik nogle piller med, som jeg skulle lægge op i mig selv, og så skulle jeg gerne begynde at bløde. Samtidig fik jeg en ny tid til scanning ugen efter, hvor de ville tjekke, om det hele var kommet ud.

Jeg fik gjort, hvad jeg skulle, men der skete ingenting, virkelig ingenting. Nu havde jeg blødt, i mens jeg var gravid, og når jeg så skal bløde, så kommer der ikke noget. Jeg havde heller ingen smerter eller noget. Min krop er alt for mærkelig.

Jeg kom op og skulle scannes igen. I venteværelset skulle jeg selvfølgelig sidde sammen med en flok gravide kvinder. Hvor ydmygende er dette ikke lige. Jeg havde bare lyst til at løbe derfra, men jeg ville også bare have det foster ud, så jeg kunne komme videre.
Jeg blev scannet, og der var ikke sket noget. De foreslog derfor en udsugning af fosteret, som jeg heldigvis kunne få foretaget dagen efter.

Jeg skulle have lavet nogle forundersøgelser, og derfor var der lidt ventetid. Hvem møder man på sygehuset, det sygehus man er uddannet på, selvfølgelig en tidligere studiekammerat, som samtidig er højgravid med tvillinger. Vi snakker lidt sammen, og hun spørger til, hvad jeg lavet på sygehuset. Skal man fortælle sandheden, eller komme med en lille hvid løgn? Jeg fortæller sandheden. Til min store overraskelse fortæller hun at, det har hun også prøvet. 3 måneder inden hendes nuværende graviditet, havde hun også en spontan abort. Her kom der lidt optimisme til mig – det skal nok lykkes for os også.

Dagen efter bliver jeg indlagt, da udsugningen foregår i fuldnarkose. Men hvor bliver man indlagt? Ja selvfølgelig, blandt kvinder som lige har født, og gråd fra nyfødte babyer. Nå jamen, jeg fik da heldigvis en enestue. Dagen var lang, og der var en del ventetid. Men indgrebet gik stille og roligt, og jeg kom hjem om aften igen.

Åbenhed?
Så kom det store spørgsmål. Skal folk kende til vores abort, eller skal vi have det som en hemmelighed? Heldigvis har jeg en meget klog mor, som jeg er meget tæt med. Hun sagde, at hvis folk ikke vidste noget, kunne de hurtigt komme til at stille nogle træls/sårende spørgsmål, uden at det er deres mening. Vi valgte derfor, at fortælle åben omkring aborten. Men hermed var vores ønske og plan om graviditet, også ude hos alle. Vil vi nu kunne overraske nogle igen?

Fordelen ved vores åbenhed, i forhold til aborten, er den respons vi har fået. Vores familier har været fantastiske, og virkelig støttet os. Jeg har snakket med kollegaer og andre, der også har haft en spontan abort. Her har jeg kunne gøre brug af deres erfaringer og deres optimisme. De har jo alle sammen børn i dag. Nu her 6 måneder senere og ingen graviditet, synes jeg dog, at optimismen er forsvundet lidt.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Ventetiden er over

Ventetiden er over

Svaret kom to dage før juleaften. En opringning flere timer før ventet. En opringning der vil...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!