Det er langt ude, at jeg endnu ikke er blevet far

Jeg har altid gerne villet være far. Det må være det største man overhovedet kan opleve i sit liv – eller, det går jeg i hvert fald ud fra, for jeg mangler stadigvæk selv at få drømmen opfyldt. For hvad jeg ellers altid har opfattet som en naturlig del af livet, er blevet en lang, sej og udmattende kamp, som min kæreste og jeg har kæmpet os igennem i nu snart tre år.

Jeg skriver dette blogindlæg, dels for selvfølgelig at være med til at bryde tabuet, men også fordi jeg synes der mangler fokus på mandens rolle i kampen som ufrivilligt barnløs. Det skyldes jo nok primært, at mænd i de fleste tilfælde ikke er så gode til at tale om følelser, og da slet ikke offentligt – det er jo ikke særlig mandigt! Så når jeg hører podcasts om fertilitetsproblemer, læser artikler, bøger eller blogindlæg, så er det primært kvindens side af sagen, jeg får et indblik i. Det er på mange måder også fuldt forståeligt, da det jo, uden sammenligning, er kvinden der går mest igennem rent fysisk. Men det er jo netop dét, altså, at kvinden bliver udsat for så meget, som gør det så svært for mig som mand bare at stå på sidelinjen.

For hvis man ser på hele fertilitetsforløbet, så er det vi mænd skal igennem, sammenlignet med kvinden, utrolig lidt. Vi skal, meget nøgternt set, bare levere en klat sæd, og så er vores rolle i forløbet udspillet. Kvinden derimod, skal fylde sig selv med hormoner, stikke sig med sprøjter, have taget æg ud, have sat æg op igen og generelt bare have udsat sin krop for umenneskeligt meget. Og i vores tilfælde har vi ovenikøbet været igennem to graviditetstab inden for otte måneder, som begge krævede kirurgiske aborter…

Jeg har ikke tal på, hvor ofte jeg har sagt til min kæreste, hvor meget jeg ville ønske jeg kunne bytte roller, så jeg kunne tage mere af byrden og skåne hende lidt – for det psykiske hun skal igennem, er i sig selv mere end rigeligt! Men det kan desværre bare ikke lade sig gøre. Det er nu engang sådan rollerne er fordelt, uanset hvor urimeligt det så end er – men magtesløsheden er helt vildt opslidende.

For at komme denne magtesløshed til livs, eller i hvert fald forsøge at mindske den, har jeg valgt at være med til hver eneste scanning, samtale eller hvad vi ellers har været igennem. Jeg har forsøgt at være åben overfor alle nye tiltag, så som akupunktur, ernærings- og parterapi, været oplæser når der skulle laves fertilitetsyoga, været med på at fjerne alkohol fuldstændig, men også med på, når rødvin var den eneste løsning. Det er utroligt ensomt at være i fertilitetsbehandling, så det har været vigtigt for mig at være en del af alt det jeg har haft mulighed for. På den måde har jeg følt, at jeg har rykket mig lidt længere væk fra sidelinjen og ind på banen.

Men fordi jeg skal være der for min kæreste på fuld tid, glemmer jeg at mærke efter, hvordan jeg selv har det. Det har ført til, at jeg er brudt fuldstændig sammen et par gange – helt spontant og ukontrolleret. For jeg har en tendens til at skubbe mine egne følelser lidt væk, da jeg på en eller anden måde ikke synes de er lige så vigtige. Som jeg skrev tidligere, er vi mænd nok generelt heller ikke alt for gode til at få talt om vores følelser – det er lettere at snakke om fodbold og musik, end det er at tale om dårlig sædkvalitet og graviditetstab.

Men det er vigtigt at huske på, at mens det er min kæreste der går alle de voldsomme ting igennem rent fysisk, så er vi på den samme psykiske rejse sammen. Det er OS, som ikke er blevet forældre endnu. Det gør lige så ondt på mig at se en far komme gående med sit lille barn, som det gør på min kæreste at se en mor med hendes barn.

Jeg er vokset op med en stor tæt gruppe af venner, som på nuværende tidspunkt stort set alle sammen er blevet fædre – I flere tilfælde til mere end ét barn. Jeg har altid glædet mig til, at vores børn skulle vokse op sammen og blive lige så gode venner, som vi selv er. Derfor er det en ualmindelig stor sten at sluge, at jeg stadig ikke er en del af deres ”far-klub” – det er sgu da far out!