For et par dage siden fik jeg at vide at et par vi kender er gravide. Det var heldigvis ikke dem selv der fortalte os det, så jeg behøvede ikke at sætte en fin, smilende facade op og ønske pænt tillykke. Jeg ved godt, jeg lyder som et meget forfærdeligt menneske lige nu, men jeg blev med det samme fyldt af en vrede og en følelse af uretfærdighed!
Jeg synes det er pisse uretfærdigt, at de kan og vi ikke kan!
Det er uretfærdigt, at det ikke går efter tur!
Det er uretfærdigt, at jeg skal have det sådan her!
Det er uretfærdigt, at vi har brugt 2/3 af vores forhold på at prøve at blive gravide!
Det er uretfærdigt, at ingen kan fortælle os hvad der skal til!
Det er uretfærdigt, at jeg skal bruge en hel eftermiddag og aften på sofaen efter sådan en besked!
Det er uretfærdigt, at jeg ikke kan være glade på andres vegne!
Det er uretfærdigt, at jeg bliver ramt af så slem jalousi!
Det er uretfærdigt, at vi ikke kan få det barn vi drømmer så meget om!
Det er uretfærdigt, at der ingenting sker!
Det er uretfærdigt, at vi ikke ved om det nogen sinde lykkedes!
Det er uretfærdigt, at vi ingen garanti har for vi en dag bliver forældre!
Det er uretfærdigt, at mine tanker konstant kredser om manglende graviditet!
Det er uretfærdigt, at vi skal leve på denne måde!
Det er uretfærdigt, at jeg brugte 10 år af mine teenageår på at kæmpe for et liv, og jeg nu skal kæmpe for at kunne give liv!
Men jeg overlever!
Jeg overlever, fordi jeg stadig har et spinkelt håb om at det bliver vores tur!
Jeg overlever, fordi jeg ikke kan give op!
Jeg overlever, fordi jeg vil være mor!
Jeg overlever, fordi jeg vil gøre min mand til far!
Jeg overlever, fordi nogen skal arve mig når jeg en dag skal herfra!
Jeg overlever, fordi jeg har så meget kærlighed at give til et barn!
Jeg overlever, fordi jeg vil nå at give min morfar lykken ved at blive oldefar!
Jeg overlever, fordi det er det jeg kan!
Jeg overlever, fordi jeg vil have mit eget barn!
Sidst men ikke mindst! Jeg overlever fordi jeg ikke er klar til at opgive håbet om at vores drømmebarn kommer en dag <3
Ja for Helved det er uretfærdigt !
Og hvor kan dem der endelig bliver forældre være egoistiske.
Og lad vær med at kom og vis jeres børn frem på klinikken – vi er nogen der sidder her på række og enten skal aflevere sædprøve, måske have dårlige nyheder og så hjælper det fandeme ikke at du slæber en baby med ! Det samme gælder når folk slæber en veninde + baby med til undersøgelser. Det er ren totur for os andre !!!
De burde lave “åbent hus” arrangementer på klinikker, så babyerne kan vises frem. Jeg forstår godt, de har et behov for at vise babyen frem – nogen kan have prøvet i mange år, og så forstår jeg godt de er stolte over at vise baby frem.
MEN jeg tror hurtigt nogen glemmer hvordan det er at være ufrivillig barnløs, når de har fået barnet. Derfor synes jeg det er fantastisk at Søs og Frederik stadig har siden, selvom de for nyligt er blevet forældre – selvom det er en hård verden at leve i.
Kender det heler og jeg kan ikke nøges med en dag på sofaen jeg hyler i flere dage ☹️
Det er vigtigt at huske, at det er okay! Det er okay, at være skide sur og ked af det og det er vigtigt at man tager den tid det kræver! Man fortæller jo heller ikke en diabetes patient, at han/hun ikke må være ked af, hun ikke kan spise sukker mere.
Min svigermor fortalte, at hun havde læst et sted at ufrivillig barnløshed kan sidestilles med omsorgssvigt – og det giver faktisk ret god mening.
Så husk at tage den tid det tager! Det er okay, at være ked af det <3
Jeg krydser fingre for, det snart lykkedes for jer (: