I november var vi igennem vores første forsøg med reagensglas.

Vi var håbefulde da vi gik igang, og tænkte at nu ville det lykkedes, og at vi ville være ét af de par som ville nakke det første forsøg, og få gevinst i første omgang. Så det var en kæmpe mavepuster at det ikke endte sådan.

Vi skulle melde os klar til behandling når jeg fik min menstruation. Jeg fik min menstruation den 4 November, og meldte os klar. Og vi fik besked på e-boks senere dén dag, om at jeg skulle ind til scanning på klinikken dagen efter, inden opstart af hormoner.

Scanningen viste at jeg var klar til behandling, og jeg fik at vide at jeg skulle stikke mig i lidt over 1 uge med hormonet Bemfola. Undervejs i hormonstimuleringen, skulle jeg ind på klinikken og scannes et par gange, for at finde ud af hvordan jeg reagerede på hormonet, og hvordan udviklingen med æggene gik. Ved første scanning viste der var 15 ægblære, og anden scanning nogen dage efter viste 11 ægblære som var vokset sig store nok. Der blev aftalt ægudtagning den 15 November kl 08.00.

Så kom dagen endelig, ÆGUDTAGNING… Dagen som vi havde ventet så længe på. Og jeg var sindssygt nervøs og spændt. Og lidt bange. Havde hørt mange skrækhistorier om ægudtagningen. Først skulle Mikkel aflevere en frisk sædprøve, mens jeg blev gjort klar, og fik lagt et drop i armen, til dét morfin jeg skulle have under ægudtagningen. Bagefter blev vi vist ind i dét rum hvor vi skulle være under indgrebet. Jeg blev lagt klar, og sygeplejersken får lagt morfin i droppet.

Og fertilitetslægen går stille og roligt igang, hun får lagt noget lokal bedøvelse oppe i min skede, og får derefter indført dét kateter med kanylen på, som skal stikkes igennem min skedevæg til mine æggestokke, og “suge” æggene ud. Bagefter blev æggene afleveret i laboratoriet, hvor de talte dem. 12 æg, wow… Vi var så glade, og vi var overbevist om at det nok skulle ende godt.

Efter jeg var kommet mig efter min morfin rus, tog vi hjem. Næste morgen hørte vi fra klinikken – Først fik vi at vide at der var 10 af æggene som var modne, og derfor 10 af æggene som kunne bruges. Lægen forklarede at de havde delt de 10 æg op, med 5 på IVF metoden, og 5 på ICSI metoden.

Vi fik at vide at 4 æg ud af 5 æg på ICSI siden var befrugtet.  FEDT! Men kort efter fortalte hun så at INGEN af de 5 æg på IVF siden var blevet befrugtet! 🙁

Vi gik i chok. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvorfor kunne Mikkels celler ikke selv befrugte og komme ind i mine æg? Han havde jo før gjort mig naturlig gravid, så det gav på ingen måde mening.

Beskeden var så hård at jeg havde svært ved at glæde mig over de 4 befrugtede æg vi havde. Og 4 æg er heller ikke ret meget at gøre med, når de skal klare en lang proces på 5 dage i laboratoriet, før de lægger et æg tilbage i livmoderen. Og det er meget normalt at nogen falder fra undervejs. Så allerede dér tvivlede jeg meget på at nogen af de 4 æg ville klare sig. Dagen efter ringer hun så igen, og fortæller at vi kun havde 3 æg tilbage, men at de delte sig som de skulle.

Dagen efter på dag 3 ringer vi ind igen, for at få endnu en Update på æggene, og får så at vide at vi stadig har alle 3 æg tilbage, og at de fortsat delte sig som de skulle. Men at der var lidt forskel på kvaliteten af dem, men at et af æggene var et topkvalitets æg. Måske kunne dét være guldægget, tænkte jeg…

Der blev aftalt tid til ægoplægning med det samme, til 2 dage efter på dag 5, hvor æggene ville være udviklet til blastocyst stadiet. MEN hun sagde at tingene godt i mellemtiden kunne gå galt, så derfor skulle jeg ringe ind om morgenen på dagen, for at sikre mig at der stadig var ét æg til oplægning.

Endelig kom dagen, og jeg ringede ind tidligt om morgenen, for at høre status på æggene, inden jeg skulle tage turen til Skive, og forhåbentlig have lagt et æg op.

Men da jeg får dem i røret, får jeg desværre den hjerteskærende besked om at vi havde 2 æg tilbage, MEN at ingen af de 2 æg havde udviklet sig flot nok til at jeg ville få lagt et æg op 🙁 så der ville ikke være ægoplægning denne gang! Jeg var ulykkelig, og græd resten af dagen dén dag.

De ville give æggene en sidste chance til dyrkning til dag 6, da nogen æg nogen gange kan være langsomme til at udvikle sig, og så kunne de måske komme på frys, til ægoplægning engang i Januar. Men dagen efter fik jeg beskeden om at heller ingen af de 2 æg klarede den til frys.

Vi var sønderknuste begge to… Et forsøg spildt.. Uden et eneste æg til hverken ægoplægning, eller frys…

Det var hårdt, alle de penge jeg brugte på hormoner i forbindelse med forsøget, og på transport frem og tilbage til Skive…. Og de store smerter jeg havde efter ægudtagningen

Kunne næsten ikke gå i 4 dage efterfølgende. Så det var hårdt at skulle igennem alt det, uden æg der kunne bruges.

Vi kunne ikke forstå det. Mine æg fejlede jo intet, havde tidligere været gravid flere gange, så vi var sikre på det ville gå godt med befrugtning processen i laboratoriet.

Og Mikkels sædtal var jo perfekt da de undersøgte den. Hele 96 millioner! Så hvad var der lige gået galt?

Der blev lavet en DFI prøve på Mikkels sæd, for at undersøge for DNA skader, som kunne gøre sædcellerne skrøbelige. Svaret viste en let DNA skade på hans sæd. Men dét kan der heldigvis gøres noget ved! Livsstilsændring – og det ville de hjælpe os igang med.

Så behandlingen bliver desværre sat på stand-by og vi skal have en pause på 3 måneder, inden vi kan komme i gang med næste forsøg.

Det hele begyndte pludselig at give mening, måske var det derfor at det gik så dårligt med befrugtningen/ og de befrugtede æg der var med ICSI, på grund af sædcellerne var let skrøbelige?

Så nu skal der bare kløes på med sund livsstil!