Det her indlæg, har været lidt tid undervejs. Jeg har haft rigtig svært ved, at samle tankerne omkring, hvordan jeg egentlig havde det med, at jeg skulle igang med hormoner igen.

Det gik først rigtig op for mig, at vi er igang med fertilitetsbehandling igen, da jeg skulle stikke mig med hormonerne for første gang.

Jeg tænkte ikke over det på samme måde, da jeg tog Synarela (næsespray). Nok fordi det ikke er noget, som gør ondt. Jeg havde lidt hovedpine de første dage. Men udover det, så er det ikke noget, som er ubehageligt for mig at tage.

Hormonerne er for mig en helt anden sag. Jeg hader det. Jeg hader nåle. Jeg hader at skulle stikke mig selv.

På den ene side, så skulle jeg bare gerne have stikket overstået, mens jeg på den anden side overhovedet ikke vil have den nål ind i maveskindet.

Det er en blanding af en masse følelser, fordi jeg husker tydeligt, hvor ondt det kan gøre, hvis man rammer en nerve. Men samtidig så vil man gøre alt for det barn, man håber bliver slut resultatet.

Jeg får pergoveris. Jeg skal hver aften stikke mig med 375 IU for, at jeg forhåbentlig kan udvikle mere, end de tre æg, vi fik sidst. Indtil videre, så ser det rigtig lovende ud. Jeg var til scanning på trianglen, hvor de talte 6 fine æg blærer, og et par stykker, som måske kunne nå at blive til noget. Så de ville give mig et par dage til på hormoner.

Jeg er lige kommet hjem fra scanning. De talte 8 æg blærer og æg udtagning om et par dage. Jeg er så glad for, at der er 8 æg blærer, men det er også med en hvis angst, at jeg venter på æg udtagningen. Sidst havde jeg omkring 6 æg blærer, men der kom kun 3 æg ud. Så jeg tør ikke at håbe på, at 8 æg blærer er ens betydende med 8 æg.

Derudover er jeg så bange for selve udtagningen. Det gjorde så ondt sidst. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Trianglen har fortalt, at de smertedækker på en anden måde. Selvom jeg burde ikke få lige så ondt, så skræmmer det mig. Det skræmmer mig, at jeg ikke ved, hvad jeg skal ind til, og at jeg ikke kan have Nicklas ved min side. Han har lovet, at han kører med og venter på mig i bilen. Det er på ingen måde det samme som, at jeg har ham lige ved mig.

Jeg føler mig helt tryg ved Trianglen, så nu skal jeg bare trække vejret dybt. Og krydse fingrer for, at jeg i aften skal stikke mig for sidste gang, når jeg skal tage ægløsningsprøjten.