Det skulle have været så fantastisk. Jeg havde kæmpet så længe for denne her dag. Dagen hvor jeg fik menstruation og kunne tilmelde mig IVF.

Jeg havde hørt så meget godt. Bevar mig, det ville naturligvis være hårdt, stressende og smertefuldt, men det er efterhånden rimelig standart, når man er i fertilitetbehandling.

Men nu var dagen her. Aldrig har jeg før hoppet og grinet af glæde over at få menstruation. Og lad os bare være ærlige… Det kommer heller ikke til at ske igen – Nogensinde.

Men jeg var klar. Jeg havde tabt 30 kg, blevet opereret og været i gennem 6 iui for at stå her i dag. Nu skulle alt gå op i en højere enhed, som den de snakker om til jul i kirken.

Jeg var på vej ud af døren da det kom, så jeg måtte taste nummeret ind til hospitalet, så jeg kunne ringe præcis kl. 8.00, selvom jeg sad i bilen. Lige inden jeg når skolen bliver klokken 8. Jeg venter til den er 8.02. Man skal jo heller ikke virke for desperat.

Jeg når at stille bilen og begiver mig ind på skolen imens jeg spændt havner i kø. 4 i kø før mig. Jeg blev lettet for jeg havde hørt vilde historier om 20-30 i kø og ventetider på over 2 timer. Det her ville blive en fantastisk dag. Det var jeg ret overbevist om. Vægten var også gået længere ned i morges – Så måske jeg skulle spille lotto overvejer jeg, imens jeg venter.

Yes – Så kom jeg igennem og herfra gik alt galt.

Telefon samtalen

Jeg bliver i telefonen mødt af en person som i hvert fald ikke er lige så begejstrede som jeg. Det er så fair nok, jeg var jævnt oppe og køre. Hun starter med at fortælle mig at jeg skal huske at jeg skal vejes ved opstart, fordi jeg ligger i den høje ende. Med andre ord, blev jeg lige mindet om at jeg er tyk. Ja tak – Det ved jeg sku godt. Stolt fortæller jeg hende at jeg har tabt 30 kg og at vægten forsætter nedad. Det imponerer hende tilsyneladende ikke.

Hun spørg så, om jeg er sikker på om jeg har fået menstruation. Jeg bliver ret paf. Jeg har haft det de sidste 13 år. Jeg tænker jeg har luret hvordan det røde stads der kommer hver måned ser ud. I min forbløffelse for jeg sagt noget med at det er rødt, lugter og ligner blod. Hun synes bestemt ikke jeg er morsom.

Samtalen forsætter og hun konstaterer at jeg er blevet opereret. Jeg bekræfter og fortæller med stor iver om hvor sej jeg havde været og at jeg var kommet hurtigt ud af de smertestillende, netop så jeg kunne starte behandling. Nu ændre hun tone, og siger at hun ikke vil tilmelde mig før hun har vendt det med en læge. Jeg forklarer hende, at hendes læge kollega sagde, at hvis jeg fik grønt lys af dem som foretog min operation, var de helt trygge ved det. Der var jo en grund til at kollegaerne på den anden afdeling havde hastede mig igennem. Netop så jeg kunne nå at hele og være klar.

Hun holder fast i at hun vil spørge sine kollegaer, og vi bliver enig om at jeg skal ringe kl. 13.

Dagen går langsomt. Jeg har svært ved at koncentrerer mig om dagens undervisning og sidder med en underlig følelse i kroppen.

Jeg rammer frokost, og møder en af mine undervisere på vej til kantinen. Hun spørg til hvordan det går og om jeg har modtaget hendes mail. Skolen kender til min situation og støtter så godt de kan op om det. Jeg forsætter og føler mig mere fortrøstningsfuld. Selvfølgelig skal det nok gå.

Den anden telefonsamtale

Præcis kl. 13 ringer jeg op. Hun sidder klar med mine papir. Og så kommer den. ”Vi vil ikke sætte dig i behandling i denne her cyklus. Du må vente til den næste. Vi vurderer det er for tæt på”. Jeg begynder at græde og forklare at det da ikke kan passe, og hvordan de så pludselig kan skifte meningen. Hun er græsk katolsk og henviser til lægens beslutning. Jeg fortæller at jeg ikke synes det er fair, og hun konstaterer at hun kan høre jeg bliver ked af det. Her går det helt galt for mig, for hvordan i al verden havde hun dog forventede jeg reagerede. Sprang op og sange julesange? Jeg har fået nok og afslutter sammentalen meget hurtigt. Jeg vil nødig sige noget jeg fortryder senere.

Tomrum

Jeg sidder midt i fællesrummet og stor tuder, midt på min skole. Jeg ser der er et tomt lokale, så jeg skynder mig derind. Jeg har undervisning, men synes ikke jeg vil gå tilbage vrælene og helt rød i skærmen. Jeg sætter mig, og jeg begynder nu at græde endnu mere. Efter en halv time får jeg samlet mig. Det holder ikke jeg sidder der. Jeg er gal og kan ikke slippe den følelse. Jeg begynder at søge rundt på nettet. Hvad stiller jeg nu op. Jeg er med på at det kun er en måned, men når man er i behandling er ventetid en stor del af det, og jeg kunne bare ikke rumme mere.

En ny plan

Jeg falder over HSG, som en skylning af æggelederne. Jeg kommer i tanke om, at den fik jeg aldrig inden opstart af IUI, hvilket egentlig er ret underligt. Jeg begynder at undersøge det og tænker at det her bliver jeg nød til at vide mere om. Jeg begynder at ringe rundt til forskellige klinikker for at hører nærmere, og bliver for hvert opkald bekræftede i, at det faktisk kunne være en mulighed.

Jeg ved at jeg hiver efter det mindste strå, men jeg er så desperat og frustreret. Alt flyver rundt og jeg ved jeg skal have en ny plan. Ellers knækker jeg.

Jeg får ringet til Hamlet, som vildt nok kan give mig behandlingen inden æggeløsning. Jeg tager tiden og nu kan jeg mærke roen. Jeg får taget mig sammen og går tilbage til de sidste 10 min af undervisningen.

Jeg kører hjem kort tid efter og får vendt det med min mor, min veninde og min mand. Resten af aften skifter jeg mellem at græde og være fortrøstningsfuld.

Så nu skal jeg have skyllet mine æggeledere på mandag og forsøge på projekt ”øko baby” i denne her cyklus. I dag har jeg været hos lægen og hun bekræftede mig i, at det er forsøget hvert. Hun fortalte at det gav mening eftersom min mand og jeg tidligere var blevet gravide naturligt, og endda rimelig let. Hun delte samme undren som jeg, over at man ikke var startede der. Der kunne nemt være kommet noget efter min voldsomme svangerskabsforgiftning.

Fertilitetslivet er uretfærdigt og det er ikke for hvem som helst. Det er hårdt og man kommer hurtigt igennem alle følelserne på en dag. Nu prøver vi det her, fortæller os selv at måske det virker. Ellers hedder det IVF næste gang, og det er også okay.