Hej piger og drenge..
Jeg er en pige på 31 år og jeg startede i fertilitetsbehandling her i februar måned.
Jeg synes det er vildt grænseoverskridende at skulle stikke mig selv. Jeg har det vildt dårligt med det og får altid min kæreste til det. Han er heller ikke begejstret for det, men det skal jo gøres.
Jeg ved ikke hvad det er med mig, men jeg kan simpelthen ikke. Jeg synes også det er grænseoverskridende at sprøjte det hormon halløj ind i kroppen.
Hvordan har i det med at skulle stikke jer selv?
Har i nogle gode råd?
Dejlig søndag til jer.
Hilsner fra Caroline. H
Kom gerne med dit input herunder.
Jeg kan sagtens forstå at du synes det er røv.. Jeg er selv sygeplejerske og er vant til at stikke i andre (og har ikke noget imod det), men da det kom til mig selv, var det også en grænse der skulle overtræde hver gang..
Mit bedste råd er, at du tænker på hvad der kan komme ud af det, hvis du gør det og hvad der sker hvis du ikke gør det. Med andre ord ‘Vil du have en baby, eller vil du ikke?’.. Jeg kender ikke din historie, men kunne forestille mig, at det må være motivation nok til at få det gjort, uanset hvor grænseoverskridende det er. 🙂
Tro mig, når du først står med de berømte og berygtede to streger på testen, er det det HELE værd!
Al held og lykke!
Hej Marwitts
Tusind tak for din søde besked 🙂
Jeg vil helt sikkert tage dit råd til mig – det giver meget motivation, når jeg tænker på hvad årsagen er til at jeg skal gøre det.
De bedste hilsner
Caroline
Årh din stakkel. Det er ikke rart og faktisk tror jeg de fleste af os har været der hvor det er grænseoverskridende at skulle stikke i sig selv. Jeg var der også i utallige forsøg men pludselig var der en sygeplejerske der kiggede på mig og sagde: Rebecca hvad nu hvis din mand ikke når hjem i morgen til du skal stikkes? Hvad gør du så? Dropper du forsøget? Det jo ikke holdbart! Så satte hun sig roligt ved siden af mig og guidede mig igennem første stik (dog bare med en sprøjte magen til den jeg fik med saltvand i). Siden den dag har jeg stukket selv og nu generer det mig ikke og jeg er normalt panisk angst for nåle.
Faktisk gør det mindre ondt når jeg selv stikker.
Så kære du, tænk over hvis du pludselig en dag ikke har manden hjemme hvad gør du så? Ofte er det hjernen der tricker en og det at få overskredet grænsen der er det svære. Prøv for din egen skyld at sætte dig roligt og beslut dig for at du kan det her.
Håber du hurtigt står med de to streger så du slipper af med hormonerne 🙂
Hej Rebecca
Tusind tak for din søde besked 🙂
Det har jeg slet ikke tænkt på, vil helt sikkert prøve at spørge en sygeplejerske næste gang jeg skal til undersøgelse.
De bedste hilsner
Caroline
Jeg hader nåle. Jeg Er sådan en der besvimer når jeg skal have taget blodprøver eller vaccineres. Tænder bores uden bedøvelse, for jeg vil hellere smerten og ubehaget end nålen.
Det var så grænseoverskridende for mig at skulle stikke mig selv med hormoner.
Men jeg havde en god sygeplejerske på Hillerød, der hver gang vi skulle starte igen, guidede mig igennem det, snakkede med mig om det.
Første gang jeg selv skulle stikke, kan jeg huske, at jeg sad i en time og tog tilløb. Den der følelse fra nålespidsen rører huden, hvor man mærker en modstand og den så perforerer huden… shit. Jeg kunne sket ikke have det.
Min dyrlæge sagde engang ifbm at jeg skulle stikke min hest i halsen med antibiotika: Forestil dig at du skal sende en dartpil mod skiven.
Så jeg forestillede mig, at jeg skulle gøre netop det. Små tilløb i et fjedrende håndled, hvor nålen lige rørte maveskindet et par gange, og så “plop” ind med nålen og stemplet i bund.
Gradvist blev jeg mere og mere “det skal bare overståes” og så holdt jeg øjnene rettet mod målet – de to streger.
Held og lykke
Hej Malou
Tusind tak for din søde besked 🙂
Det bekræfter mig endnu engang i, at jeg skal snakke med en sygeplejerske næste gang jeg skal til undersøgelse.
Jeg synes at det er et godt råd din dyrlæge har givet, det vil jeg helt sikkert tage med.
De bedste hilsner
Caroline