Min historie er lidt lang, men stadig uden en lille guldklump.
Min kæreste og jeg begyndte for 4 år siden at prøve på naturligvis at få et barn. Men som mange af jer andre skete der intet. Jeg kontaktede derfor min læge og vi blev henvist til en fertilitetsklinik, som så skulle udrede hvad der var galt.
Min mand havde meget lav sædkvalitet, men alt hos mig så fint ud.
I den process fandt vi ud af min kæreste havde testikelkræft og fik efter kort tid fjernet den ene. Det kom som et chok, glemmer aldrig den dag han kom hjem og sagde det. Var ikke med da det jo “bare” var et tjek.
Vi fik så gemt 3 portioner, men han havde meget dårlig sædkvalitet pga. Den ene var syg.
Det var helt sikkert ikke nemt for ham, først din sædkvalitet og så fjerne en manddomskugle.
Men min mand siger ikke så meget, han lukker det inde.
Men jeg kunne se på ham, at han lukkede i.
Efter operationen blev vi henvist direkte til icsi og jeg var igennem to meget hårde behandlinger, jeg havde æg nok 8 i det første og 10 i det andet, men de sædceller der var, var simpelthen ikke aktive. Så ingen ægoplægninger.
De sagde til os at de kun ville lave et nyt forløb, hvis vi vælger doner, da det var alt for hårdt for min krop.
Jeg blev i den periode stress og depressionssygemeldt, kunne slet ikke være til.
Hvorfor måtte vi ikke få et barn?
Hvorfor lige os?
Mange spørgsmål meldte sig på banen, har stadig ingen svar til mig selv.
Vi er nu på pause for at vurdere om vi vil bruge donorsæd.
Jeg er for og min kæreste imod. Eller han syntes at det alt for underligt at vide det ikke er hans og derfor ikke ved om han ville kunne acceptere det.
Det rigtig svært, hvis jeg kunne havde jeg taget donoræg. Men det må man ikke i DK, hvis man ikke fejler noget.
Nu står jeg så i et dilemma.
Skal jeg vælge mand eller barn.
Nu har jeg endelig fundet ham jeg vil have børn med og så kan jeg ikke få det.
Hvis jeg vælger ham, kan jeg så endeligt sige jeg kan lære at leve med valget om ingen børn.
Og hvis jeg vælger barnet, kan jeg så leve med valget, at jeg vælger ham fra?
Jeg føler inderst inde jeg vil have børn, men ikke alene. Jeg vil have dem med ham…. hvad gør man så?
Ville ønske man kunne vise ham, at han med sikkerhed ville føle barnet var hans. Men det kan man ikke.
I sidste ende er det jo mit valg. Hvad vil jeg??
Ja jeg vil have det hele.
Kom gerne med dit input herunder hvor vi samler alle kommentarer..
Vi har netop mødt en familie som har et biologisk og et donor barn. Der er INGEN forskel. I deres tilfælde var manden også i tvivl, biologi er ikke alt! Han kommer til at præge barnet fra start til slut. Barnet vil altid være lige så meget hans som dit selvom i vælger donor. Lad ham sunde sig, lad ham fordøje og find de positive historier. Lad ham finde ud af hvad han ønsker. Jeg ved det er svært men det er ham der har fået nederlagene. Jeg har fået lov og dele den families vi har mødt’ historie og den skulle gerne komme snarest.
Kommer din mand frem til han ikke ønsker donor så må du gøre op med hvad der er vigtigst for dig. Jeg stod som single og gjorde op med mig selv om jeg ønskede et barn mere og det gjorde jeg – kort efter fandt jeg min mand. Havde han ikke ville have børn havde han fået valget mellem mig og en donor baby der var 100% min eller ingen mig. Kun du ved hvad der er rigtigt for dig ❤️
Hej Rebecca
Tak fordi du skriver dette. Har selv hørt om mange donor historier, som har været positive. Han skal have tid, det giver jeg dig helt ret i. Det bare svært at jeg er den der skal vente og ikke kan gøre fra eller til. Vi kvinder er jo tit den der fixer ❤️
Glæder mig til at læse historien om parret med donor.
Tak fordi du kommaterede og delte ❤️
Puha den er svær. Min kæreste har også meget nedsat sædkvalitet, så her er det også “ham der er problemet” Vi har dog modsat jer været total enige om at vi ikke har lyst til at bruge en donor. Jeg tænker også det må være super svært for mændene at vide at det i princippet er vores og en anden mands barn. Jeg har det sådan, at jeg vil have et barn, fordi det er et lille mix af os to og vores kærlighed (ja fertilitetsbehandling gør det så bare knap så romantisk som det lyder ) og hvis ikke jeg kan få det vil jeg til enhver tid vælge min kæreste og ingen børn. Jeg finder ikke en som ham igen.
Men nok om mine tanker omkring det, jeg kan da også godt følge dig, for man har jo selv haft tanken.
Men hvis du vælger at gå fra ham, kan et barn så gøre dig mere lykkelig end han kan?
Nu ved jeg ikke hvor længe siden det er, at i fik beskeden om at i skulle bruge en donor, men måske har han bare brug for god tid til at sluge kamelen og vænne sig til tanken? Hvilket vel er helt fair. uanset hvad du vælger, så held og lykke fremover
Hej Isabella
Vi fik den endelige besked om donor i januar. Han var syg sidste år i februar.
Så det er lidt tid siden. Men nogle skal selvfølgelig bruge mere tid.
Den tanke der er sværest er: hvis det går galt mellem os og jeg valgte ikke at få et barn. Står jeg så om 10 år og fortryder jeg ikke valgte barnet?
Man ved jo ikke hvad der sker, så prøvet at tænke alle scenarier igennem og finde en løsning der kan give mig ro. Men føler lige meget hvad ville jeg vælge noget fra jeg ikke har Lyst til.
Det skal have tid…. men hvor lang tid ved jeg ikke ❤️
Tusind tak fordi du deler dine input og tanker. Det betyder meget.
Står selv i nøjagtig samme situation. Det er forfærdeligt hårdt at skulle træffe det valg, for selv hvis jeg vælger min dejlige kæreste gennem 7 år er der ingen garantier for, at det holder for altid.
Jeg har drømt om at blive mor hele mit liv og ønsker mig det brændende, men er efter tre IVF-forsøg stadig barnløs. Der har ikke været æg til oplægning en eneste gang, så det er svært at holde hovedet oppe.
Er nysgerrig på, hvad du mon nåede frem til?
Hvorfor overvejer du ikke donoræg?