James Clear, som har skrevet bogen Atomic Habits – Atomvaner på dansk – har skrevet noget meget interessant omkring vaneændringer.
Det er svært at ændre dine vaner af 2 årsager
- Vi forsøger at ændre det forkerte og
- Vi forsøger at ændre vores vaner på en forkert måde.
Lad os fokusere på den første årsag:
Vi forsøger at ændre det forkerte
Der er 3 områder vi kan arbejde med, når vi skal forandre os, nemlig vores resultat, vores proces eller vores identitet.
Resultatet
Når vi fokuserer på resultatet, er det det udvendige, vi arbejder med at ændre, og det bliver oftest vores adfærd. Det kan man sagtens, og det er her de fleste forsøger at ændre sig, men det er ikke lige så dybt og effektivt, som hvis vi arbejder med at ændre vores identitet eller det indvendige. Det handler blandt andet om vores verdenssyn, selvbillede og hvordan vi dømmer os selv og andre samt hvem vi ønsker at blive.
Identiteten
For eksempel kan to mennesker bliver tilbudt kage. Den ene svarer “Nej tak, jeg prøver at skære ned”, den anden svarer “Nej tak, jeg spiser ikke kage”. Den første ser stadig sig selv som kagespiser, men for den anden er identiteten skiftet – hun ser nemlig slet ikke sig selv som kagespiser mere. Det gør en stor forskel i måden vi agerer på, for så er det jo ikke en mulighed at spise kage længere. Når man derimod “prøver”, så er der en dør på klem, og det betyder selvfølgelig også, at det ikke altid lykkes.
Processen
Selvom vi har styr på, at processen er vigtigere end vores mål, har vi stadig en gammel identitet, som vi bør komme væk fra, og selvom vi bruger processen til at nå vores mål, er det bestemt også en stor hjælp at arbejde med vores identitet.
Jo mere stolte vi er af en bestemt del af vores person, jo lettere er det for os at fastholde vaner, som vi forbinder med den person. Vi har jo også nogle forventninger til den person, som vores nye identitet afspejler, og jo mere vi forbinder os med vores nye identitet, jo lettere er det at leve op til. Når vi ser os selv som en, der ikke spiser kage, er det lettere at sige nej, ligesom en ikke-ryger eller en, der ikke drikker alkohol, jo også har meget lettere ved at sige Nej tak, end en, der prøver at holde op med at ryge eller prøver at holde op med at drikke.
Vi starter en ny vane på grund af motivation, men vi fortsætter, fordi det er en del af vores identitet. Og her er det så processen, som gør det lettere for os at fortsætte, indtil vores nye identitet er så stærk, at vi ikke tænker over processen eller arbejder med den, det er bare den vi er.
Målet er at blive en sund person, ikke bare en, der spiser et sundt måltid – du skal ikke overbevise dig selv om, at du skal spise sundt til hvert måltid; det er den person du er. På den måde vil det næsten føles unaturligt, ja, måske endda forkert, at spise usundt, uden det bliver på den dårlige samvittigheds måde.
Din adfærd er som regel en refleksion af din identitet, og den bliver formet af dine oplevelser og erfaringer. Man bliver sin identitet gennem sine vaner, ikke gennem enkelte handlinger. Det betyder, at jo flere gange du gør en bestemt ting, jo mere integreret en del bliver det af dig, og gør du de rigtige ting rigtig mange gange, får du gode vaner og dermed gode resultater og en ny identitet. Gør du ting, som du plejer, og som ikke er gode for dig, bliver din identitet den samme, nemlig en, som prøver.
Nye spor i hjernen
Indenfor neuroscience siger man, at gentagne handlinger kommer til at danne et spor i din hjerne – et spor, som bliver kraftigere og kraftigere ved gentagelse. Derfor er det svært at lave en ny vane, fordi det er lettere for hjernen at følge det gamle spor. Det kræver rigtig mange nye gentagelser at overskrive det gamle spor, og jo mere indgroet den gamle vane er, jo længere tid tager det. Men jo mere du arbejder med både processen og identiteten, jo lettere bliver det at blive ved, indtil det nye spor har overskrevet det gamle. Og til sidst stoler du så meget på dig selv, at det bliver dig, der svarer: “Nej tak, jeg spiser ikke kage” – uden at tænke over det, for det er den person du er.
Hvordan gør man?
Det er en proces i 2 step:
- Beslut dig for hvilken slags person du vil være
- Bevis det over for dig selv ved hjælp af små handlinger
Og her er det vigtigt, at du skifter fokus fra resultat-baseret til identitetsbaseret. For hvis du kun tænker på målet, og målet ligger langt væk, er det nemt for os at udskyde vores handlinger – for hvad betyder en enkelt dags “snyd” fra eller til? Ja, ud over at du “kun” snyder dig selv og at du lærer dig selv, at man ikke kan stole på dig, så udskyder du også dannelsen af sporet i din hjerne, som jo er den, der gør det lettere for dig. Du skal på den måde kæmpe længere for at opnå din nye identitet.
Hvis du derimod bruger processen og får den til at arbejde for dig, så opnår du både hurtigere og lettere din nye identitet.
Små skridt
Måden du gør det på, er at tage små skridt hen imod den person du ønsker at blive, din nye identitet – spørg dig selv: Hvad ville den person gøre?
Dine vaner former din identitet og din identitet former dine vaner. Derfor er det så vigtigt, at du fokuserer på din nye identitet og ikke på resultatet – og det gør du ved hjælp af processen. Vi styrer nemlig efter identitetsforandringer, når vi ændrer vores vaner.
Er du ved at blive til den person du ønsker at blive til? Første skridt er ikke hvad eller hvordan, men hvem – hvem vil du blive til? Vaneændringer handler ikke om at få noget, men om at blive til nogen – hvem vil du være?
Hvis du vil læse mere om James Clear, så har jeg også skrevet et indlæg om hans historie – som er ret vild! – og hans baggrund for at skrive bogen. Du kan læse den her.
0 kommentarer