Nogle gange får jeg rodet godt og grundig rundt i livets udfordringer.
Som om det ikke er hårdt nok at være i fertilitetsbehandling – det er jeg sikker på at alle som har prøvet det kan nikke genkendende til – så føler jeg nogle dage dobbelt op på nedtur.
De dage hvor jeg så får lidt ekstra ondt af mig selv, og ikke rigtig kan overskue det hele, bliver alle de følelser omkring fertilitetsbehandling blandet sammen i et kæmpe rod sammen med de svære følelser der kan komme ved at ens mand allerede har et barn fra tidligere. Dette skal vi ikke komme nærmere ind på i dette blogindlæg – men det er altså ikke nødvendigvis altid en dans på roser af mange årsager.
Jeg selv har været gravid udenfor livmoderen i januar 2017, hvilket medførte en operation hvor den ene æggeleder blev fjernet, denne graviditet lykkedes via IUI. Nu har vi været igennem vores første IVF forsøg, som desværre ikke lykkes.
Egentlig er både min mand og jeg ret ”ovenpå” de fleste dage i forhold til fertilitetsbehandling. Vi skiftes til at være nede, hvilke gør det hele meget nemmere.
Men jeg kan have virkelig svære perioder, hvor jeg bare synes det hele er håbløst, og jeg feks. ikke kan overskue at min mand har et barn fra tidligere, når vi nu selv kæmper denne urimelig hårde kamp. Og han ”bare lige” lavede en baby i nærmest første forsøg sidste gang, for ca 10 år siden. Hver dag skal jeg påmindes, at han faktisk har klaret det tidligere, bare ikke lige sammen med mig.
Ved vores første graviditet, som vi havde nået at fortælle til de nærmeste, blev jeg skræmmende bevidst om hvor meget det kan påvirke mig på alle mulige måder at han har et barn fra tidligere. Et nært familiemedlem var så ubetænksom (hvis I spørger mig) at sige: Nej, hvor dejligt, så skal I være forældre igen. Jeg sad med kæmpe lykkefølelse over at jeg ENDELIG var blevet gravid, det var altså ikke en ”forældre-IGEN” følelse jeg sad med. Jeg skulle være mor, for FØRSTE gang i mit liv, en helt speciel følelse, som jeg ikke har lyst til at andre skal negligere ved at sætte vores første barn i den bås der hedder ”Barn nr. 2”. For det er det ikke – for mig i hvert fald.
Min mand elsker selvfølgelig sin datter, men det er nu en gang altså første gang vi skal have et barn sammen. Det er korrekt at min mand skulle være far igen, men VI skulle sammen være forældre sammen for første gang.
Ligesom jeg nåede at få helt vildt svære følelser omkring at mit barn, som jeg kun nærede ”mit første barn følelser” overfor, helt specielle følelser, som jeg jo aldrig får igen – dem synes jeg faktisk ikke at andre skal tage fra mig. Jeg ved godt at rent praktisk, så var barnet i min mave halv lillesøster/lillebror til min mands datter. Men mine følelser for barnet var ikke relateret til nogens lillesøster/lillebror. Det var mit første barn, og den glæde vil jeg gerne have, uden andres fordømmelse.
Samtidig, efter vores første ivf forsøg, ikke lykkes, fik jeg en panisk tanke der lød: Hvad hvis vi aldrig får et barn, så skal jeg jo se på hans datter resten af livet, og blive påmindet om at jeg måske aldrig får et barn selv. Kan jeg det? Og nej, det er ikke nødvendigvis en ubetinget glæde/berigelse at tage andres barn ind i sit liv, sådan HELT tæt på. Det er faktisk svært. Især samtidig med at man bøvler med det aller største ønske i ens liv – at få et barn selv, med manden man elsker himmelhøjt.
Jeg ved godt, at chancen for vi ikke får et barn selv, den er tilstede. Jeg håber og tror stadig på at vi selvfølgelig får et barn selv. Men sker det ikke – så ved jeg også at jeg skal smide nogle penge efter psykologtimer for at lære flere ting. For det første at acceptere mit livs største krise: ikke at få et barn selv. Men for det andet skal jeg også lære at acceptere at min mands datter altid vil være en påmindelse om, hvad jeg aldrig fik – med manden jeg elsker over skyerne – et barn. Dette er min fantasi, for jeg ved jo ikke om jeg får et barn selv. Men jeg ved, at jeg er bange ved tanken, og jeg bliver nød til at lære, at håndtere det mens det står på, i aller første omgang.
Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er dette jo blot mine tanker og følelser, og jeg er skam et sødt og kærligt menneske overfor min mands datter, selvom jeg kæmper en kamp inde i mig selv.
Du skal nok blive mor – og I forældre for første gang ❤️
Og du bliver en virkelig fantastisk mor
Mange kram til dig
Tak for din søde kommentar her på siden.