Vi var til indledende samtale på Holbæk sygehus, og var forberedt på at mit BMI var for højt, men samtidigt spændte på at komme et skridt nærmere på et forsøg. Den nervøsitet der eksisterer i fertilitetseventyret er en underlig størrelse.

Nervøsiteten har mange former, og i fertilitetseventyret handler det også om at give plads til hinandens forskellighed. I mit parforhold har vi begge tilfælles at vi bliver tavse, men jeg bliver også meget kropslig – og lidt komisk. Spørger du min kæreste, vil han nok kalde det pinlig

I bilen på vej til Holbæk var vi tavse, dog afbrudt af et par få sange vi skrålede med på fra radioen for at løsne lidt for stemningen. Nervøsiteten var klart bundet i at vi skulle stå skoleret og få en dom. Dommen om hvor mange kilo jeg skulle tabe og hvornår vi bliver tilbudt behandling. Men den største nervøsitet bundede i virkeligheden i, TØR VI DRØMME? Normalt er drømme en dejlig selvfølge som vi alle gør i hverdagen, men i fertilitetseventyr kan drømme være ens største sårbarhed. Tør man drømme og blive sårbar igen?

At træde ind i et venteværelse med diverse plakater om rådgivning, og brochure omkring ufrivilligt barnløshed er ikke afstressende, tværtimod. Nervøsiteten stiger og her vælger min kæreste og jeg to vidt forskellige strategier. Min kæreste sætter sig ned i sofaen og tager sin mobil frem og lukker sig lidt inde. Jeg bliver der imod kropslig! Som i at jeg tager skoene af og laver gymnastik/udstrækning/balanceøvelser/yoga i det lille rum, hvor der også sidder andre og venter. Måske jeg var en stressfaktor for andre, og dog, da det på en måde brød isen og vi alle grinede lidt fælles af nervøsiteten og spændingerne, som rummet var fyldt med.

Det har taget en del behandlinger før jeg nåede til en accept af min kærestes måde at håndtere nervøsitet på. I starten blev jeg frustreret over at han virkede så udtryksløs, og i mit hoved stillede jeg det lig med at han ikke gik op i det og var ligeglad. Det udløste et surt monster, der bebrejdede sin kæreste for ikke at være engageret. Som I ved, er det utroligt krævende at være i behandling, og derfor vigtigt at man støtter hinanden. Jeg formåede ikke at støtte min kæreste i hans nervøsitet, men i stedet kom der bebrejdelser flyvende som et missil rettet mod ham. Vendepunktet blev da han en dag stod med tåre i øjnene og sagde at det var hans største ønske at få et barn sammen med mig, men at han var så nervøs for at drømme om at det ville lykkes, og at han derfor lukkede lidt af for ellers ville han bryde sammen foran mig og græde – han sagde at han ikke ville være en byrde og gøre mig urolig.

Den 1. maj, var venteværelset på Holbæk fyldt med nervøsitet og lægen der kalder os ind til samtale er selvfølgelig gravid. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan det altid sker, men når man er ufrivilligt barnløs ender man ofte i den situation, at være omgivet af gravide kvinder. Det er med garanti en prøvelse for ens rummelighed og for at holde sit fokus og sine følelser i skak. Samtidigt er det naturligt at man møder kvinder der er gravide, da alle andre ikke kan leve i cølibat for at tage hensyn til mig. Det er jo trods alt også det vi selv ønsker, vi er bare ude på nogle sideveje for at nå dertil. Den gravide læge gennemgår vores journal og vurderer at vi bliver tilbud IVF. Hun fortæller at grundet flytning (Holbæk afdeling flytter til Køge) vil vi ikke kunne tilmelde os forsøg mellem juli og september, men at vi kan nå et forsøg i maj/juni. Vi sidder helt stille og jeg føler der går flere minutter før min kæreste spørger om det er rigtig forstået, at hun sagde vi kunne starte behandling i næste cyklus? Hun svarede JA. Lægen vurderede at selvom mit BMI er lidt forhøjet, så virker vi sunde og raske til at starte behandling.

Vi burde være gået jublende derfra men vi var tavse….. Vi havde forberedt os på et helt andet svar og det var på en måde den største forløsning at lægen sagde god for at starte behandling nu, men vi var slet ikke mentalt indstillet på at starte behandling og turde drømme. Det var en underlig følelse. Jeg er vist ved at lære i dette fertilitetseventyr, at de der følelser og reaktioner, ikke kan forudsiges. Jeg har tænkt over en metafor, og er kommet frem til at det føles som om, at man flyder på et åbent hav og man prøver at navigere i bølgerne, men i bund og grund bliver man nødt til at lære at slappe af og flyde med i bølgernes bevægelser. Den strøm af forhindringer man møder, kan man ikke modarbejde, men man skal samarbejde. De bølgebrus der overvælder en, skal man ikke fornægte men give sig tid og plads til at bearbejde og komme igennem. Jeg ved ikke om det giver mening, måske I har andre bud på en beskrivelse?

Der gik et par dage før vi landede i det og før vi mærkede forløsningen for alvor. Nu er vi spændte og glæder os til at starte IVF. Til at ringe ind til Holbæk og sige at min cyklus er startet. Vi er også nervøse. At drømme om at blive forældre og få et barn sammen, giver et stort sug og sommerfugle i maven, blandet med sorgen om uvished og mislykket forsøg. Vi vil forsøge at omfavne nervøsiteten og finde mod til at turde drømme og håbe at lykken er med os, men det kræver nok lidt (MEGET) øvelse… og det positive er, at vi frem til nu, har lært at acceptere hinandens måder at håndtere nervøsitet på, også selvom jeg kan være lidt pinlig.