Jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive en rigtig ubehagelig oplevelse, at få lagt drænet. Som om jeg ikke havde lidt nok i forvejen, med min nåleskræk, under behandlingen af diverse hormoner.
Nu skulle jeg også have taget blodprøver dagligt, have drop og DRÆN. Dette dræn skulle ligges ind i maven ved, at man i lokalbedøvelse fik stukket en lang og stor nål ind til bughulen. Den skulle stikkes ind der, hvor der lå allermest væske. Igennem hud, muskler, sener og hvad der ellers er, på vejen derind. Sammen med den store nål, fik jeg ført et rør ind i bughulen, hvorpå der sad en slange som var tilkoblet en pose. Herfra kunne man dagligt måle, hvor meget væske der kom ud.

Planen var så, at lægen skal stikke nålen ind, i det bedøvede område. Igen var jeg bare skide heldig. Lægen som skulle udføre dette indgreb, virkede nemlig som om, at hun skulle prøve det for første gang. Der sad en læge ved siden af og fortalte og vejledte hende i, hvordan hun skulle scanne og stikke samtidig. Her fik hun bl.a. fortalt, hvis hun lige trak nålen lidt ud og stak i den anden retning, så ville hun ramme det bedøvede område, hvor han til sidst måtte tage over!! Det kan jeg satme godt sige Jer!!! Jeg skreg af smerte, så de kunne høre mig ude på gangen!!!

Det var som om, at den ÆU pludselig ikke var så slem alligevel. Jeg følte mig SÅ mishandlet!! Jeg græd og græd bagefter, og måtte trøste mig selv ved at sige, at det var en livsnødvendig handling for, at få alt den væske ud. Jeg følte jeg mig godt og grundigt knækket. Jeg havde en del smerter omkring området efterfølgende. Når jeg bevægede mig og trak vejret gjorde det ondt inde i maven. Sygeplejersken kiggede på det og sagde, at der normalt ikke var smerter bagefter. Hun sagde også, at de formegentlig, havde fået ramt noget forkert under indførelsen af drænet. Det lå nemlig også et andet sted end normalt. GREAT! Jeg følte mig så heldig!!

Røret måtte hun trække lidt ud, så det ikke sad og stak til de andre organer inde i maven, som forsagede smerterne under min vejrtrækning. Sikke en lettelse, og væsken fossede ud. På ret kort tid, blev der tømt 3 liter væske ud fra bughulen. Væsken som kommer ud ligner tis!!! Det var godt nok sært at se, men det var dejligt, at få det møg ud.

På sygehuset var der menu kort, hvorfor jeg til en start følte, at det var et ret luksus sted at blive indlagt, når nu det skulle være. Så kunne jeg bare ligge der og selv bestemme, hvilken mad jeg ville have. De første par retter var ret gode, i forhold til den mad der plejer, at blive serveret på et sygehus. Ja.. man må jo finde det positive, i det man kan. Dagene gik med 2 liter væske i drop, blodprøver to gange om dagen, notering af al væske, indtaget, udtaget og tisset ud, vejninger osv. Jeg mistede ikke kun væske via mit dræn. Jeg mistede stort set også al min protein og salt. Min krop kom på overarbejde og min overstimulering, var ikke længere den milde form. Mine blodprøver begyndte, at blive røde over hele linjen. Især levertal og infektionstal havde lægerne ekstra fokus på. Hvis jeg fik feber, skulle jeg i behandling med det samme.

Efter 5 dages tid, var maden på ingen måder længere en luksus. Min søde M var heldigvis så sød, at komme med lige den mad som jeg ønskede. Sushi med den saltede soja var helt klart et hit. Det kunne jeg nemt have spist hver dag.

Læs mere i næste blogindlæg…