Forleden kiggede jeg på mine noter på telefonen. Og kom forbi den, der omhandler ‘barn’. Den indeholder gode råd fra veninder om hvilken seng jeg skal købe. Og om jeg skal købe vogn med eller uden punkterfri dæk – den indeholder sågar gæstelisten til barnedåb! Alt sammen noget, der er lavet og nedskrevet gennem de seneste 3 år… og indtil nu – til ingen verdens nytte. Jeg håber hver gang at det lykkedes… Men selvom man forsøger at beskytte sig selv – så gør det lige ondt hver gang. Hvis ikke man havde håbet hver gang – så tror jeg man havde givet op… Vi har sammen sat en grænse, min mand og jeg. En grænse for hvornår ‘nok er nok’. Jeg kan se den ude i horisonten. Så småt. Dét er rart. Der er en deadline. En slutdato. Herefter får min krop fred. Har man været i dette game længe som jeg – så ved man også at ens grænser rykker sig – så derfor tror jeg alligevel ikke 100% på det. Men vi har en plan. En god plan. Det har vi ikke haft før. Det føles rart. Vi har selvfølgelig en plan efter planen 🙂 Men mere om det en anden gang. Men håbet lever. Jeg håber inderligt vi når vores mål.

Det siges at forandring fryder.

Jeg står overfor massive ændringer i mit eget liv. Sådan føles det i hvert fald for mig. Efter en længere sygeperiode skal jeg nu tilbage til verden. Den store skræmmende hverdag. Jeg er hamrende nervøs for, om jeg er klar eller ej. Jeg tror jeg er klar. Er bare bange for fiasko. Hamrende bange. Det bedste, der kan ske er, at det bliver skide godt. Og flytter fokus fra behandling. Det værste er, at jeg må stoppe igen. Jeg håber det flytter fokus så meget at min krop tænker den vil være gravid.

Den vigtigste læren i min sygemelding er, at jeg ikke længere vil acceptere at gå på kompromis med mig selv. Jeg er den vigtigste i mit liv. Husk det derude, og omfavn det. Jeg kan ikke være noget for andre hvis jeg ikke er noget for mig selv.

Lev i nuet – eller prøv i det mindste på det.

Og så det der irriterende ordsprog med at leve i nuet… Jeg har altid hadet at høre det! Men der er altså noget rigtigt i det!: Hvis jeg lever i fortiden, så kan jeg intet gøre eller påvirke, for det ér jo sket… Forsøger jeg at leve i fremtiden, så er jeg ikke tilstede i nuet, og dermed kan jeg ikke være med til at forme fremtiden. Så derfor! Lev i nuet! Det er dén, der skaber fremtiden. Det er fucked up at skrive – men jo flere gange jeg siger det til mig selv, jo mere rigtigt bliver det fra gang til gang.