Siden jeg som 12-årig opgav at få en lillesøster, skiftede mit fokus til at jeg en dag skulle blive mor. Det har ligget dybt i mig, som en del af hvem jeg er, og jeg har aldrig været et sekund i tvivl om, at den dag jeg fik et barn, ville mit liv for evigt være godt. Men man begynder selvfølgelig ikke at lave en baby, når man er 12, og jeg skulle også lige finde faren først, hvilket jeg fik lov at vente lige lovlig lang tid på, hvis du spørger mig.  

Mødet med Jonas 

Men d. 29. januar 2018 stod han der, Jonas. Min far var på det tidspunkt syg med cancer for anden gang, og jeg levede lidt i en døs, og brugte de fleste weekender hos mine forældre. Men jeg ville jo stadig gerne have en kæreste, og ham møder man så ikke i et paracelhus i Øm! Så jeg gik for 17. gang på Tinder, og jeg matchede med Jonas, og vi mødtes en bidende kold søndag aften.  

Vi var på tre dates den første uge, vi blev kærester efter 2 og efter en halv uge mere sagde jeg, at jeg elskede ham. Det sagde han heldigvis tilbage J Jonas er det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt, og jeg kniber mig i armen hver dag over, at han kan holde mig ud. For jeg har ved gud gjort alt, hvad jeg kunne for at skubbe ham væk. Men han er blevet, og han har rummet mig og elsket mig og set mig, og jeg har aldrig været mere tryg eller mere lykkelig end sammen med Jonas.  

Projekt baby – sæt i gang!  

Vi flyttede sammen efter 6 måneder og et par måneder efter det, havde vi ‘snakken’ om, hvornår vi skulle prøve at blive forældre. There’s no better time than the present, som man siger. Og jeg havde trods alt været klar, siden jeg var 12. Så igang med os. Når man starter på at lave en baby, er det mega sjovt. Man snakker om, hvor sød en lille baby man får, og man har en masse sex, og man er så glad, for lige om lidt bliver vi gravide, og det er spændende, og man er et team med en fælles plan. I en lykkerus drømmer man om det fælles liv, som man er ved at skabe.  

Men der gik måned efter måned, og der skete ikke noget på babyfronten. Efter 6 måneder gik jeg til en gynækolog, og vi fik taget de test, man kan få lov til på det tidspunkt. Det viste sig, at jeg havde en smule for lavt stofskifte, og jeg blev sat i behandling, hvilket hurtigt fik det rettet op. Udover det var der ingen forklaring. Så nu kunne vi så vente, til der var gået et år i alt, og vi kunne blive skrevet op til offentlige fertilitetsbehandling. 

I det halve år var vi blevet forlovet, og vi planlagde bryllup. Vi blev gift i november 2018. Det var den bedste dag i mit liv. Jeg kan ikke beskrive, hvor fantastisk det føles at dele en bryllupsdag med den person, man elsker mest af alt. Det er ren glæde! 

Videre til fertilitetsbehandling 

Samtidig startede vi fertilitetsbehandling. Vi startede med to gange IUI hos gynækologen, mens vi ventede på at komme til på Hvidovre Hospital. Da vi endelig kom igang på Hvidovre, startede vi med en samtale. “Uforklarlige barnløse” – det er den kategori vi er i. Vi har gået på Hvidovre i 1,5 år nu – vi har været igennem en gang IUI, en gang IVF, en gang fryseægsoplægning og to gange ICSI. Ind imellem det har der været cyster, manglende ægudvikling og livet generelt, som er kommet i vejen. Og der er stadig ingen baby. Eller der var en baby, men den mistede vi igen – i uge 9 – to dage før min 34 års fødselsdag.  

Jeg ved ikke, om der kommer en baby nogensinde – troen på det svinger og er nogen gange meget meget lille. Jonas er optimistisk og positiv, og jeg har konstant dårlig samvittighed over for ham. Og jeg er ulykkelig på en måde, som jeg aldrig tidligere har. Og jeg er meget ensom i den smerte – jeg lever mit liv i en boble, som jeg prøver at prikke hul på. Nogen dage er værre end andre og nogen dage er også helt ok, men ulykkeligheden er der altid inde bagi.  

Jeg håber, at ved at dele min historie, at jeg kan give andre i samme situation en at spejle sig i, og måske kan jeg hjælpe andre med at få sat ord på en situation, som jeg selv har kæmpet med at formulere. Og forhåbentlig finder jeg igen min tro, på at vores baby nok skal komme.