Dette blogindlæg er om den skyldfølelse, jeg havde de første to år af vores fertilitetsbehandling!

Nå men tiden gik, hvor Thomas og jeg fik spist alle de piller, vi nu var blevet bedt om fra den klinik vi gik hos i Køge. Vi fik så mange gode råd, både fra klinikken, venner, bekendte, familie folk vi kendte der selv havde gennemgået alt dette. Vi læste og læste på det der Google, som jo fortæller alt hvad der er bedst for en.. Vi slugte det hele råt – ”tænkte når det nu har virket for andre, gør det vel os for os?”
Så en dag købte vi den bog der hedder ”spis dig gravid”. Hvor jeg tydeligt kan huske vi kom hjem, hvor jeg tænkte nu læser jeg hele lortet også ”køre det bare”… eller! Jeg nåede nærmest ikke at åbne bogen, da jeg kiggede på Thomas og sagde. Er det det her der gør os ”lykkelige”, er det dét der gør der kommer en bette til os? (som Thomas siger så sødt, med hans jyske) Ja undskyld, vi VED GODT det lykkes for mange par på denne måde heldigvis. Men seriøst hvad er chancen lige for vi ville være en del af de par?

Da vi jo som sagt havde fået af vide at Thomas sædkvalitet, var i den lave ende. Så det ville betyder at han skulle ha’ gjort alt 100% rigtigt for at lykken skulle ramme os, da vi ligesom vidste for os at blive gravide hjemme i soveværelset, er ligeså lille en chance som at vinde den store gevinst i lotte haha! Så er der var sgu lang vej på lagnerne!:)

Så det tog ik’ meget mere end 5 min, før vi besluttede os for vi ville bytte bogen. Bruge vores sunde fornuft så godt som vi kunne, og hjælpe hinanden igennem dette. Uden det ville gå hen og ta’ hele styringen i vores forhold, og livet ville blive alt for surt. Da vi simpelthen måtte gi’ hinanden lov til ”at leve”, da vi jo ikke vidste hvor lang tid (mange år) det ville ta’!

Men når det så er sagt, så slog jeg mig selv ekstremt tit i hovedet, alle de tanker, frustrationer og ”hvad er bedst for mig forvirring” skal jeg spise det? men ikke det? Er det her ok for mig og min krop? hvad nu hvis jeg spiser dette, bliver vi så ikke gravide. Skyldfølelsen og den dårlige samvittighed for ikke at få trænet, frygten om min krop er ok? osv. Den der følelsen af, jeg hele tiden gjorde noget forkert.
Hvor Thomas virkelig gjorde alt hvad han kunne, for at hjælpe mig med at gi’ mig selv lov til at slappe af, og sige ”Skat det er altså okay, at vi lever”<3

Ja, så slap jeg faktisk først denne følelse, langt inde i vores forløb. Hele 2 år efter begyndte jeg at føle, jeg fik mere balance og ro i kroppen efter et vægttab på 6 kilo. Men nej, det kom først da jeg blev tilbudt en gratis samtale med en diætist (det var det nye sted i Kbh hvor vi startet, den får i en anden god gang) hvor jeg alene kom til en snak, om hvordan jeg gik og havde det. Det var SÅ VILDT, at sidde der til en samtale, efterfulgt af nogle test, og derpå blive rost til skyerne af en vildt fremmede kvinde. Det vildeste var da hun kiggede mig i øjnene, mens hun holdte mig på hænderne og sagde, ”Camilla stop” med at slå dig selv sådan i hovedet, du gør alt det bedste for din krop, du kan IKKE gøre mere for at I bliver gravide, så lev nu livet endnu mere end du gør, dine tal viser jo at du kun er 17 år indvendigt. Hvor jeg så for alvor begyndte at store tude af den største lettelse, så stolt af mig selv, følelsen af jeg var PRÆCIS hvor jeg skulle være. Hvor den søde kvinde siger til mig med våde øjne ”ej nu begynder jeg altså os at tude”, nu kan du kun give ”bolden videre og bevar troen på det lykkes”
Det var en af de vildeste dage for mig! Som I nok kan fornemme, lever jeg faktisk stadig højt på denne dag.

Jeg tænker at der er del andre end mig derude, der kæmper hverdag med følelsen af frustrationer, gør jeg det godt nok, kan jeg gøre det anderledes. For det bliver os, der snart kan få en SMUK bule på mavsen. Jeg kan KUN sige: Mærk efter hvad der er BEDST for dig, lyt til andre, men pas på med at lyt for meget, vi har alle hver vores veje at gå, vi har alle hver vores historie, vi er ikke ens!<3