Jeg kan stadig huske dagen. Jeg havde kun få måneder før fået konstateret depression, jeg havde rigtig ondt i maven og jeg havde ikke nogen regelmæssig cyklus. Jeg kunne ikke forstå hvad der skete med min krop. Jeg havde selvfølgelig søgt på samtlige emner omkring mavesmerter og underlivs-sygdomme på Google.
Men alligevel var det en mavepuster da min gynækolog bekræftede min teorier – og en af mine værste mareridt; ”Du skal nok ikke regne med at kunne blive gravid.”

Begyndelsen
Jeg mødte min kæreste i 2009 da vi var 17 og 19 år gamle, og vi blev straks forelsket i hinanden. Det lyder måske lidt for sukkersødt, men vi har nok vidst lige fra starten af, at vi skulle ende sammen og få børn. Det snakkede vi allerede om meget tidligt i vores forhold. Vi ville dog også være fornuftige og vente til at han var færdig med sin værnepligt og sin efterfølgende uddannelse i forsvaret. Jeg havde jo også lige nogle år tilbage på gymnasiet som jeg skulle færdiggøre. Planen var klar.
Men derefter gik det hele galt. Jeg fik pludselig daglig hovedpine og måtte droppe mine p-piller, da lægen mente at de kunne være skyld i hovedpinen. Derefter blev jeg bare mere og mere syg, fik daglige smerter i maven og havde angstanfald. Jeg fik konstateret depression og kom på antidepressiv medicin. Samtidig tog jeg knap 30 kilo på, fik uren hud og havde stort set ikke nogen cyklus.

Så jeg tog til læge og forlangte at blive henvist til en gynækolog. Denne læge ændrede alt for mig! Han forstod hvad jeg mente, og han fik mig ikke til at lyde som om jeg var skør. Han lyttede til mig og svarede på alle mine spørgsmål. Til sidst kiggede han på mig og sagde helt roligt; ”Du skal nok ikke regne med at kunne blive gravid – i hvert fald ikke uden hjælp”.
Han mente at jeg havde både Endometriose og PCO, og derfor henviste han mig til sygehuset, hvor jeg skulle have en kikkertoperation. Lægen der udførte operationen bekræftede min gynækolog. Jeg havde både PCO og Endometriose og den eneste behandling var Metformin, og så skulle jeg altså tabe mig.
I løbet af de næste par år kæmpede jeg dagligt med at tabe mig, men det gik sååå laaangsomt.
Metformin fungerede ikke rigtigt for mig, da jeg bare endte med at sidde på toilettet hele dagen, så dem stoppede jeg med at tage. Men vægten gik langsomt ned af, og jeg stoppede også med de antidepressive piller. Jeg tabte mig, og jeg fik mig en uddannelse og det blev mit primære fokus først at få det rigtig godt og få mig et arbejde. Og så måtte drømmen om et barn lige vente et par år endnu.

Henvisning til behandling
Da jeg næsten var færdig med min uddannelse ville vi få en henvisning til fertilitetsklinikken. Jeg havde desværre taget en del kilo på igen, men jeg tænkte at det nok var på grund af min manglende fokus på kost og træning mens jeg var under uddannelse. Men denne gang ville vægten bare ikke falde igen, lige gyldig hvor meget jeg trænede og hvor lidt mad jeg spiste. I juni 2016 kom vi til første samtale på klinikken og jeg vidste godt jeg skulle tabe mig inden vi kunne komme i gang. De var optimistiske og tilbød mig samtaler en gang om måneden hos deres sygeplejerske. Det takkede jeg ja til, og så fik vi bestilt tid til sædprøve og blodprøver, og måneden efter skulle vi til samtale igen.

Og her gik alting så i stå igen. Min kærestes sædkvalitet var ikke helt god, men den kunne godt fungere til IUI. Mine blodprøver var heller ikke helt gode. Der var selvfølgelig PCO’en der drillede, men mit stofskifte så ikke alt for godt ud, så vi kunne ikke påbegynde behandling. Jeg blev henvist til Endokrinologisk-afdeling på sygehuset, hvor jeg fik konstateret for lavt stofskifte. Så var det jo klart at jeg ikke bare kunne tabe mig. Jeg fik nogle piller der hedder Euthyrox, og dem tager jeg stadig og skal sandsynligvis tage dem resten af mit liv.
Jeg tabte mig meget langsomt, men i august 2017 havde jeg tabt omkring 8-9 kilo, og så startede vi endelig med vores første IUI-forsøg.

Vores IUI vil jeg fortælle mere om næste gang.
Tak fordi du læste med!