Den ucensurerede udgave af: “det her er du træt af at se, læse og høre som ufrivillig barnløs”

Ja der har været masser af indlæg hvor det omhandler følelser som barnløs, og med chance for at blive utrolig upopulær efter dette indlæg så vil jeg gerne undskylde på forhånd, jeg håber ikke at jeg mister for mange læsere på det, for det bliver ikke kønt og det er ikke et indlæg der er lavet til diskussion eller hvor folk føler at de skal forsvare sig selv, for de tanker jeg skriver ned i dette indlæg er netop tanker, tanker fra en ufrivillig barnløs som har været alt for meget igennem og jeg VED at vi er mange der har tænkt nøjagtigt det samme, men er bange for at sige det i frygt for at såre folk, blive set ned på for at være smålig eller egoistisk eller fordi man simpelthen ikke har fortalt nogen at man prøver at få børn. Men det her er altså den grimme smålige, egoistiske, barnlige og knapt så kønne side af det at være barnløs, so here it goes..

Jeg er medlem af en masse forums, især på Facebook, sammen med tusindvis af kvinder der prøver at få børn, både dem der har forsøgt en måned og dem der har forsøgt i 10 år. Jeg begriber ikke folk der smækker et billede op af en knald positiv test og spørger “er den her positiv? Jamen for syv sytten da kvinde.. enten er du blind eller bare utrolig træls (i var advaret) jo jeg er med på at det er usikkerheden der taler eller at man bare er helt vildt glad og gerne vil dele det med nogen. Men hvorfor ikke bare skrive at man har noget man gerne vil dele? I don’t get it. Men det er sikkert dejligt at få en masse “ej den er da så meget positiv den test der, tillykke”!

Husk nu lige på der stadig sidder en masse kvinder på den anden side af skærmen der stadig kæmper for de 2 streger, eller lige har mistet, det er vi mange der har nemlig.

Kvinder der siger at man bare skal slappe af, så skal det nok lykkes. Okay… hvor skal jeg starte.. mange der har sagt den sætning til mig har ikke kæmpet med infertilitet, de har været sunde og raske, har ikke været i fertilitetsbehandling og er blevet gravide efter 2-3 mdr. Så allerede der, stop… bare stop…

jeg ved godt du mener det godt, men faktum er at jeg faktisk fejler noget, det er altså ikke psykisk, jeg fejler fysisk noget så mine æg bliver på magisk vis ikke modne nok og befrugtet bare fordi jeg slapper af, jeg har haft utallige pauser og ferier hvor jeg har slappet af, kunne jeg blive gravid bare af at slappe af havde jeg nok haft 4 unger på armen nu.. jo der er sikkert mange der stresser over projekt baby, det gør jeg da også nogle gange. Men det er altså ikke det der gør at jeg ikke bliver gravid. Jeg BLIVER faktisk gravid, men det tager lang tid og jeg er en uheldig type der har mistet dem alle på den ene eller anden måde.

Min træning…

det er et ømt emne for mig og her går jeg altså i forsvar! Især fordi (og det er der nok flere af jer der har set) er der nogle der indimellem skriver til mig (med gode intentioner sikkert) og fortæller mig at jeg træner for meget. Jeg træner alt for sindsygt meget ifølge nogle og det er derfor jeg ikke bliver gravid! Av for helvede. Sidder du og siger til mig at det er min egen skyld??

Jeg bliver sgu harm, man er nødt til at sætte sig ind i hele situationen før man begynder at belære folk om hvad der er rigtigt og forkert. Nogle personer bliver ligefrem ubehøvlede fordi jeg ikke havde samme mening som dem, mine 4-5  træninger om ugen og fordi jeg ville GÅ 100 km på en måned sammen med en masse andre piger fra Instagram  var ifølge en person fuldstændig vanvittig når man ville være gravid, faktum er bare at træning er sundt, ISÆR når man har PCO er Styrketræning altså alfa og omega. Desuden er mine gynækologer ind over ift træning og kost. Så please sæt jer ind i det før i prøver at rette på os. Vi kæmper nok i forvejen, så vi behøver ikke at kæmpe med bedre vidende folk også.

Den her del er ikke generel men det gælder for mig lige nu. Jeg er virkelig inde i en periode hvor jeg ikke kan rumme folk der er gravide eller lige har født. Jeg kan simpelthen ikke! Det er slet ikke noget personligt overhovedet, det gælder både bekendte og vildt fremmede og ja det er skide træls at have det sådan men det er altså den sure grimme virkelighed. Alt hvad de gør eller siger irriterer mig, deres lykke, deres “åh hvor er jeg træt”, ”det er hårdt at være gravid”, ”jeg har kvalme”, “det er hårdt at have sådan en lille en” eller folk der planlægger at blive gravide fordi alle andre får børn, jamen så skal i da også, det er da klart! Unge mennesker der ikke har kendt hinanden i mere end et år og pludselig ud af det blå vil have børn (igen, fordi alle andre får børn)! det skal jeg jo ikke blande mig i, men for h…. jeg gider det ikke. Jeg har været så tilpas meget igennem nu at jeg begynder at blive en sur mokke der ikke kan unde nogen noget som helst lige nu. Det er hammer irriterende men jeg tror ikke på at nogen barnløs ikke har haft de følelser på et eller andet tidspunkt i forløbet. Det er nok nemmere for mig at være sur på hele verden end at gå i sorg hver dag over hvad vi har mistet. Det kan vel ses som en overlevelses metode. Jeg elsker mine veninder, både dem der er gravide og dem der har fået børn, så det er nogle rigtig hårde følelser at kæmpe med lige nu, men det er som det er og jeg håber at de kan rumme at jeg ikke kan rumme dem.

Jeg er smålig, egoistisk og skide barnlig og så er jeg ufrivillig barnløs. Velkommen til en dag i min verden