Vores første og eneste ægoplægning i september blev desværre ikke til en graviditet. Herefter var vi heldige at få en plads i oktober til ny stimulationsbehandling og ægudtagning 2.0. Hormonerne var præcis de samme som ved 1. stimulations behandling i foråret. Ved ægudtagning 2.0 fik vi taget 13 æg ud. 5 dage senere fik vi svaret: Der var ingen blastocyster af god nok kvalitet til at blive biopteret og sendt til genetikerne… Vi var fuld­stæn­dig knuste!!! Det hele føltes bare så uretfærdigt! At skulle alt det igennem, for ingen verdens nytte. Lægen pointerede, at vi virkelig havde ramt to yderligheder; først hele 6 blastocyster til test for min genfejl (hvor 5 desværre var syge) og nu 0 blastocyster til test.

LIGE NU kan jeg simpelthen ikke holde til endnu en behandling. Måske kan jeg på et senere tidspunkt. Derfor har vi gået med tanken: Hvad så med at prøve selv? Havde man spurgt os, om vi ville prøve økovejen, da jeg for 1,5 år siden fik min diagnose, så var svaret et rungende nej! Men her 1,5 år efter – med megen ventetid, 3 afvisninger til behandling, 2 x ÆU (med kun 1 raskt æg), en ÆO der ikke blev til en graviditet, stofskifte der påvirkes af hormonerne, osv., i bagagen – ja, så ser vi lidt anderledes på tingene, end vi gjorde dengang.
I 1,5 år har min mand og jeg brugt kondom for at undgå en graviditet (pga. risikoen for sygt barn (50/50)). Jeg har sendt kondomet til helvede i mine tanker en milliard gange. Jeg synes, kondomet dræber sexlysten fuld­stæn­dig! Jeg har længe følt, at vi har stået med hænderne bundet bagpå ryggen, når vi er blevet afvist til behandlinger, og når der ellers har været ventetid. Vi har jo ikke selv kunne gøre noget aktivt ift. projekt-rask-baby, men blot vente.

Men nu vil vi prøve selv. Før den endelige beslutning har vi på hjemmefronten haft mange lange snakke. For 1,5 år siden havde vi ikke prøvet ægsortering. Dét har vi nu (x2). At det endnu ikke er lykkedes, gør ondt. Men da vi tidligere har været naturligt gravide (3,5 år siden), så ved vi jo, at det godt kan lade sig gøre. Tanken om hvor lang tid der går, før man sidder med en baby i armene er til tider ulidelige – man vil jo allerhelst bare have været gravid i går. En abort vil uden tvivl være utrolig hård at skulle gå igennem, når man brændende ønsker sig et raskt barn. Men samtidig, så ønsker vi os jo netop et raskt(!) barn, så en abort vil derfor (for os) være nødvendigt, hvis barnet er sygt. Men kan vi holde til en abort? Vi skal jo vente helt til jeg er 10 uger henne for at få lavet en moderkage biopsi. Det er lang tid at gå uden at vide, om man er købt eller solgt. Lige nu føler vi os psykisk klar. For os er det vigtigt, at vi på forhånd har besluttet os for, hvad vi gør, hvis barnet er sygt.

Vi er ikke gravide endnu. Måske bliver vi slet ikke gravide i løbet af de næste par måneder, måske gør vi – og så tager vi den derfra. Det eneste vi med sikkerhed ved er, at vi vil have et raskt barn. Min genfejl skal ikke føres videre. Skulle jeg gå hen og blive gravid, og det så viser sig at barnet er sygt – så er vi helt enige om at graviditeten skal afbrydes. Jeg modtog en sød besked den anden dag, hvor der blev skrevet, at der i høj grad var forældre-kærlighed i ikke at sætte et barn i verden for en hver pris. Dén besked gjorde virkelig indtryk på mig.

Der er mange for og imod at prøve selv. I sidste ende er det en meget individuel beslutning. Vi er forskellige alle sammen – hvad der er rigtigt for ét par, er ikke (nødvendigvis) rigtigt for et andet. Og hvad der er rigtigt på ét tidspunkt, kan 6 måneder senere være helt anderledes. Nu må vi se hvad de næste par måneder bringer. Måske bliver vi slet ikke gravide, men så har vi givet det en chance. Måske er vi klar til ægsortering igen om nogle måneder. Det må tiden vise. Jeg er sikker på at vi kommer tilbage til ægsortering (hvis ikke for vores 1. barn, så i hvert fald for 2. barn).

I julegave ønsker jeg mig en positiv graviditetstest, der viser sig at være en rask baby