Vi blev gift i 2007 og umiddelbart derefter startede vi projekt ”baby”. Et eller andet i mig sagde det ikke ville blive nemt men vi tog det stille og roligt. I hvert fald til at starte med. Da der var gået 9 måneder var jeg utålmodig og vi gik til vores læge for at få en henvisning til en klinik. Vores daværende læge var ikke specielt imødekommende men lavede en henvisning og vi fik en tid på en klinik i Ballerup.

Vi fik tid til en samtale med klinikken et par dage efter vores 1 års bryllupsdag. På selve bryllupsdagen tog jeg dog en test, som var positiv. Men blot et par dage senere begyndte det at bløde og havde der min første biokemiske abort.

Vi startede ud med udredning, et par cyklusser hvor de fulgte os tæt med blodprøver og div. Vi fik umiddelbart af vide, at chancen for en naturlig graviditet nærmest var 0. Men så blot 2 måneder efter vi startede på klinikken testede jeg positiv igen. Jeg havde bare svært ved at være glad. Noget i mig blev ved at sige det her er ikke som det skal være. Testen var dog meget positiv og blodprøven på klinikken bekræftede det. Efter blot en uge blødte jeg lidt. Ikke rigtig menstruation men nok til jeg blev slået ud af kurs og blev nervøs. Jeg googlede alt også graviditet udenfor livmoderen men umiddelbart burde jeg så ikke stå med en så positiv test og stigende HCG tal. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke den var gal. Da jeg skulle på klinikken for at få taget næste blodprøve forklarede jeg dem det. De tog blodprøven og sagde jeg kunne vente så ville de teste den i deres laboratorie. Det ville jeg gerne. Jeg vidste bare noget var galt.

Efter en time havde de resultaterne. HCG var stadigt flot stigende og ret højt (mener det var omkring de 8.000) men der var nogle andre målinger som ikke helt var som de håbede. Så de ville gerne scanne mig. De scannede og livmoderen var tom og så derude i venstre side sad den. Jeg var gravid udenfor livmoderen. Og kroppen troede på den var gravid og udstødte ikke selv det her. Jeg fik besked på at komme igen en uge efter hvor de så igen ville scanne og tage blodprøve. Og så skulle jeg være opmærksom på hvis jeg pludselig fik ondt eller andet for så var det på skadestuen ASAP. De håbede på den ville gå til af sig selv.

Jeg var knust, jeg vidste det jo godt, så det kom faktisk ikke som en overraskelse men jeg var knust. Og min krop troede stadig den var gravid og jeg var sulten konstant. Og det var til igen verdens nytte. En uge efter kom jeg på klinikken. HCG var steget yderligere og var nu på omkring 11.000 og de scannede og den sad der stadig. Så de sendte mig akut på hospitalet. På hospitalet kunne de ikke finde noget og de scannede mig igen og igen. Samtidig tog de blodprøver konstant. Til sidst besluttede de at operere for jeg var efterhånden så langt henne og det kunne ende rigtig galt. Jeg blev udskrevet den 22/12 og det var min værste jul nogensinde. Jeg var totalt knust. Jeg havde også fået fjernet den æggeleder som den sad fast i for det ikke skulle ske igen. Jeg følte alt kunne være lige meget og jeg kunne slet ikke glæde mig over noget. Slet ikke da min fætter kom og fortalte han skulle være far.

Da vi kom til klinikken igen skulle vi tage en måned på p piller før vi startede op i udredning og behandling igen. Omkring februar kom vi i gang igen med piller og senere sprøjter. Den ene gang mente de faktisk jeg var gravid igen men endnu engang havde jeg en biokemisk abort. Og når mit æg udviklede sig i den side hvor æggelederen var væk afbrød vi forsøget. Den sidste gang de inseminerede mig var der hele 3 æg. Men ingen bid. 3 afbrudte og 3 gennemførte forsøg nåede vi igennem og så blev vi sendt videre til Herlev hospital til IVF behandling.

Da vi var til første samtale på Herlev var jeg faktisk gravid igen men endnu engang endte det i en biokemisk abort. Der gik noget tid inden vi kom i gang men endelig kom jeg i et langt forsøg. Fik akupunktur mv. Men mine æg voksede ikke. Og efter 7 uger afbrød de forsøget. Jeg røg ned i et kæmpe hul. Endelig kom vi i gang med næste forsøg og her lykkedes det at alt gik som det skulle og vi fik taget 10 æg ud hvor de 5 blev befrugtet. Jeg fik lagt 1 op og de 4 andre var af så høj kvalitet at de blev frosset ned op 4 strå. Så vi havde 4 forsøg i fryseren. Forsøget blev negativt dog og held i uheld for 1 uge senere blev jeg kørt ned på min cykel og brækkede min arm som krævede både røntgen og operation. Da jeg endelig var ovre det og sommerferien var slut tog vi et af vores fryseforsøg. Da det også endte negativt tog vi en pause. Vi fik tilbudt et forsøg på en privat klinik som var en del af en forskning som vi takkede ja til og samtidig planlagde vi en kæmpe rejse på 3 uger. Vi fik lov at komme og tage det her forsøg når vi kom hjem fra vores rejse. Denne rejse trænede vi op til. Vi skulle rejse 14 januar og den 31/12 var jeg klar over der er noget som var anderledes. Jeg nægtede at bekræfte det samme aften men 1/1 kl 6 om morgenen kan jeg ikke dy mig mere og tog en test. Den er positiv, den blev nærmest positiv med det samme, og denne gang fornemmede jeg at det var rigtig nok. Ikke en biokemisk men en rigtig graviditet. Vi gik lidt i panik for vi kunne ikke rejse og vi vidste jo ikke om den her graviditet sad som den skulle denne gang men vi fik bekræftet hos lægen at jeg var gravid og måtte så aflyse vores rejse. Vi fik alle pengene for rejsen retur (den har vi tilgode til vores kobberbryllup)

Og som mit indre havde fortalt så var den god nok. Vi så hjertet slå og den var god nok. Vi skulle have en baby.

I september 2011 kom vores mirakel til verden. Helt naturligt lavet og ventetiden værd. Og med alt det vi havde været igennem og odds om vi ikke kunne få børn naturligt mv og her var han så.

Jeg havde en svær 3. grads bristning ved fødslen og da vores søn var 1,3 år gammel røg jeg på operationsbordet for at få lavet noget af det som gik galt ved fødslen. Jeg nåede at få 1 gang menstruation efter den operation før det gik op for os at mirakel nummer 2 var på vej. Og i december 2013 kom endnu et mirakel til verden.

I dag står vi med de 2 frække knægte. De har været hele kampen værd og ser jeg tilbage tænker jeg hold nu op hvor var jeg følelses ramt. Det hele var en rutchebane og jeg føler med alle der skal igennem det. Det er så ulideligt og på alle mulige måder umenneskeligt.

Læs flere solstrålehistorier her