Ej nu stopper du, hvornår bliver det min tur? 

Blog opslag

7 dec, 2018

Hvad der skulle have været en ellers hyggelig sommerhustur med min gamle madklub, vendte lige pludselig 180 grader. Den 1 weekend i november er altid afsat til mine madklubtøser, som består af 5 andre piger, som jeg har læst med. En hel weekend tager vi i sommerhus, drikker vin, spiller spil og taler om året der er gået på godt og ondt. For første gang har ingen af dem deres børn med.

Vi har lige sat os til bords, pizzaerne damper stadig og vinen er hældt i glassene. Men min veninde drikker cola. Først undrer jeg mig slet ikke over det, men efter 5 min er jeg meget klogere. Vi snakker om at hendes mindste nu er 15 måneder gammel og, at det er første gang, at vi er i sommerhus uden børn.

Jeg er den eneste i min madklub, som endnu ikke har børn.. I sjov siger jeg ”Jamen, så er du vel også snart klar til fjerde barsel?” Ikke i min vildeste fantasi havde jeg set det, der kommer til at ske, komme.

Hun kigger lidt undskyldende på mig og smiler og siger: ”Måske… nu må vi se om det bliver til noget”… Da det går op for mig, at hun venter deres fjerde barn bliver jeg lammet. Jeg hører hvordan mine andre veninder lykkeønsker hende og en af de andre som har 2 børn siger “jeg er faktisk lidt misundelig, for vi har aftalt, at vi ikke skal have flere”.

Tårnene løber med af mine kinder, mens jeg frosset holder pizzaen i min hånd.. de kigger alle på mig og spørger om jeg er ok? I mit hoved hører jeg mig selv- “Hvad tror i selv, i snakker om det, som om det bare er noget man kan vælge til og fra… Måske I kan! Men jeg har sgu ikke det lod livet, at jeg bare kan vælge! Gid jeg havde, og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tale med om at beslutte sig for ikke at få flere, som et aktivt valg”. I mit hoved fortsætter jeg min samtale…. ”Tænker i overhovedet på hvem i sidder og snakker til- mig som i 2 år har kæmpet med det som i snakker om som den absolut største naturlighed… ” Tårene løber stadig, men jeg kan ikke få et ord over mine læber. I stedet rejser jeg mig fra bordet og siger “tak for mad”! Jeg bevæger mig i slowmotion ud af stuen, ind på mit værelse, og bryder herefter helt sammen.

Min første impuls er at pakke mine ting og tage hjem, men samtidig har jeg glædet mig meget, jeg holder af tøserne som jeg kan høre snakke på den anden side. Jeg er splittet.. -hvad gør man lige ? Jeg valgte at ringe til min kæreste, som knap nok kunne forstå hvad jeg sagde, men i mellem hulkene forstod han alligevel lidt. Han sagde, at han gerne ville hente mig, hvis det var det jeg havde brug for, men at det var mig, der måtte mærke efter. Så det gjorde jeg.

Jeg har i mange år brugt vreden til at holde folk på afstand og dermed hindret mig selv i at få det jeg havde brug for- nemlig nærheden . Vrede skaber afstand. Ikke nærhed! Jeg kom derfor frem til at jeg uanset hvad skulle snakke med pigerne, og i samtalen måtte jeg så mærke efter hvad jeg havde mest lyst til og brug for.

I stedet for at pakke mine ting, satte jeg satte mig ned og skrev dette oplæg, tørrede mine øjne og gik tilbage til dem.

De sad længe, det føltes i hvertfald sådan, og kiggede på mig og ventede på, at jeg skulle sige noget. Jeg fik fortalt dem, hvad jeg var blevet ramt af, hvorfor, og hvilken lyst og impuls jeg fik. Samtidig åbnede jeg op for en kæmpe sårbarhed. Det fantastiske, der skete var, at de lyttede, de rummede mig, og jeg følte at jeg var det helt rigtige sted. Så jeg blev. En træls start på weekenden endte til sidst med at være hyggelig – selvom jeg stadig tænker “Ej nu stopper du, hvornår bliver det min tur? “

Det er nu snart 4 uger siden, at jeg skrev det her oplæg, og at vi var i sommerhus. Vi har ikke snakket sammen siden. Jeg tænker mange gange på at skrive til hende og høre om hende og barnet er ok, men jeg kan ikke få mig selv til at skrive. Jeg tror lige nu, at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg bare har fået nok af gravide! (lige på nær dem som, ligesom jeg selv har kæmpet og kæmper for det)- mærkeligt og måske forkert, men det er sådan jeg har det.

6 Kommentarer

  1. Anne Belsø

    Kan så meget godt forstå dig. Vi startede selv for 4år siden med projekt baby. Her for ca 3-4 uger siden, meldte min svigerinde (som kun er 21) ud at hun venter sig til marts!! Jeg har ikke sagt tillykke endnu.. jeg kan ikke rumme det.. Så alle de tanker er du skam ikke alene med..

    Svar
    • Lene

      Tak for din besked ❤️ Puha hvor er jeg glad for at min svigerinde har fået de børn hun skal have for jeg kan slet ikke sætte mig ind i en så tæt på være gravid. Jeg kan godt forstå at det er svært at rumme – gode tanker til dig – det skal nok blive vores tur en dag ❤️

      Svar
  2. Tanja

    Jeg føler med dig. Det er så hårdt når andre melder de venter sig. Og man lukker sig lidt inde i sig selv. Jeg var var i sommer nede med stress og i den periode ringede min lille søster og sagde hun var gravid. Ærligt havde jeg ikke lyst til og leve mere. Det var så hårdt og få af vide. Og min mand var på den anden siden af jorden. Den dag følte Jeg mig godt nok alene.
    Jeg har stadige den dag i dag ikke sagt tillykke. Men jeg skal nu være moster til en lille pige. Og kæmper stadige med og være glad på deres vejene.

    Svar
    • Lene

      Åhhh hvor jeg føler med dig ❤️ Det må være såååå svært når en sååå tæt på bliver gravid. Heldigvis for mit vedkommende har det kun været veninder, og dem har jeg kunne snakke med og samtidig også kun set, når JEG har overskud. Det vildt hvor meget de negative tanker kan overtage. Forsøg at forbliv positiv – det skal nok blive DIN dag en dag ❤️ Sender gode tanker til dig.

      Svar
  3. Sylvia

    Åh har det SÅ ens som du. 6års kamp, kan ik rumme dem derude med maverne

    Svar
    • Lene

      Og jeg er kommet frem til at det er HELT ok❤️ Det kommer og går og kan godt forstå efter så mange år, at man bare får nok! Bliv ved med at kæmp-det skal nok blive os en dag ❤️ God dag til dig

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!