D. 14/3 ventede jeg på opkaldet fra OUH, hvor de ville fortælle os, hvad tid vi skulle komme til ægoplægning senere samme dag. Kl. 12.00 ringede min telefon. Det var fra klinikken. Den første blastocyst havde ikke klaret optøningen, men der havde heldigvis været tid til at nå at tø endnu en op, og denne klarede det. De ønskede at se mig en time senere.

Glad og spændt kørte jeg fra arbejdet mod Odense. Tanker som ”nu er det nu!” og ”mon det lykkedes denne gang?” fór igennem mit hoved hele vejen. Efter oplægningen af vores lille blastocyst, stod vi nu foran endnu en ventetid. 11 dage senere skulle jeg have taget en blodprøve ved egen læge, som ville vise, om ægget havde sat sig fast.

De første dages ventetid gik fint. Men det var som om, at tiden lige pludselig gik i stå. Torsdag d. 21/3 brød jeg fuldstændig sammen om aftenen. Jeg havde tanker om, at denne gang ville det nok heller ikke lykkedes, og hvorfor skulle vi være så heldige i vores første IVF-forsøg?!

Kl. 04.00 næste morgen skulle jeg tisse. Jeg havde allerede graviditetstest liggende, fordi jeg ville være forberedt på svaret fra blodprøven. Selvom det var 3 dage før jeg skulle have taget blodprøve, valgte jeg alligevel at tage testen nu. Jeg tissede på testen, vaskede hænder og gik frem og tilbage på badeværelset. Dén var der! Der var endelig TO streger på testen!

En blodprøve ved egen læge bekræftede, dét vi allerede vidste, at jeg endelig var blevet gravid efter 3 år i behandling. Hvor vildt var det ikke lige?! Lykken ville ingen ende tage, og vi glædede os til at skulle til en tidlig scanning på fertilitetsklinikken for at se, om alt var som det skulle være.

Ved scanningen var fosteret lidt for lille. 5 dage for at være helt præcis. Men der var hjerteblink. Et tydeligt hjerteblink. Lægen sagde, at nogle gange oplevede de, at ægget har sat sig fast senere end beregnet eller det er en ”slow-starter”. Men de så også sommetider, at graviditeter gik til grunde i

disse uger. Vi fik derfor tid til endnu en scanning halvanden uge senere for at være sikre på, at fosteret voksede som det skulle.

D. 26/3 ankommer vi igen til klinikken. Vi er ved godt mod. Jeg har fortsat ikke blødt og jeg oplever fortsat graviditetssymptomer som kvalme og brystspændinger. Lægen begynder at scanne, og det eneste jeg kigger efter, er det lille hjerte, som jeg så slå ligeså tydeligt ved sidste scanning. Jeg kan ikke se hjertet, og målene på fosteret svarer igen til uge 6+5. Fosteret er gået til grunde. Tårerne kommer med det samme og løber ned ad mine kinder. Jeg græder og Daniel ryster. Lægen blev ved med at scanne samt fortælle og vise os, hvor stort fosteret skulle have været. Vi var ligeglade. Vores drøm var bristet. Alt kunne være lige meget.

Endnu engang var vi blevet en del af en kedelig statistik.

Vi troede, at denne gang var det vores tur. Vi nåede at tænke så mange tanker og lægge så mange planer for den fremtid, som vi nu endelig gik i møde. Nu starter vi forfra. Eller heldigvis ikke helt forfra. Vi har stadig 2 blastocyster tilbage i fryseren, som forhåbentlig bliver to skønne børn en dag

Hvis der er noget, jeg har lært i fertilitetsbehandling, så er det, at vi aldrig må miste troen og håbet på, at det nok skal lykkedes. De dage jeg glemmer det, er Daniel heldigvis god til at huske mig på det. Jeg kan faktisk blive gravid. Min krop forstår, hvad det er den skal. Nu skal det bare lykkedes!