Alle os i fertilitetsbehandling har i princippet mere end nok i at holde hovedet oven vande og ikke drukne i sprøjter, piller, vaginal gel, scanninger, ben i bøjlerne, nedture, kortvarige opture og blodprøver – for i sidste ende at stå med vores alles håb – et lille mirakel – en baby!
Men den anden dag, efter vi havde fået lagt vores første fryseæg op, blev jeg rørt over hvor hjemligt, rart og dejligt det trods alt altid er, at sætte foden indenfor hos Skive Fertilitetsklinik. Nu må I ikke misforstå mig, jeg nyder på ingen måde at skulle trækkes igennem dette ræs – overhovedet ikke faktisk! Men jeg er dybt taknemlig over den varme, tålmodighed og hjælpsomhed jeg bliver mødt af på klinikken. Så vil nogle måske sige, at det jo også er klinikkens job. Jovist er det deres job – men jeg synes de gør det så fantastisk godt.
Min mand og jeg siger faktisk ordret til alle vi taler med om vores behandling, at vi har lagt ansvaret for vores baby på klinikken nu – de skal nok lave en baby til os.
Og jeg er faktisk ret sikker på at det er præcis det ansvar de føler. Både sekretærer, sygeplejersker, læger, rengøringsdamer og laboranter (og hvem der ellers er tilknyttet). De ved at alle der kommer på deres klinik er i en form for krise, en sorg, som naturligvis håndteres på forskellige måder. Men vi er alle i en form for sorg, en uvished. Og hver evig eneste gang jeg har været på klinikken bliver jeg mødt af smilende ansatte. Ansatte som altid gør deres ypperste for at jeg føler mig velkommen. Altid svarer tålmodigt på mine spørgsmål (og dem kan der være mange af :)). Altid er positive. Altid giver mig omsorg. Hvad enten jeg ligger med underlivet blottet, ringer og er ulykkelig over hvordan jeg reagerer på alle de hormoner, skal have lagt et yderst angstprovokerende drop, eller jeg blot skal til en rutine scanning. Så føler jeg altid at de er et stærkt og trygt sikkerhedsnet for mig, som altid griber mig. Nogle gange griner jeg med dem, nogle gange græder jeg mens de lytter forstående og prøver at opmuntre.
Jeg ved godt at det selvfølgelig er mest synd for mig når jeg endnu en gang får f eks. negativt svar på blodprøven. men åh, jeg får faktisk helt ondt af dem.
I princippet gør de jo rigtig mange kvinder (og mænd) meget kede af det, og glade – heldigvis, hver eneste dag. De bringer både gode og dårlige nyheder. Det kan være alt fra nyheden om graviditet, om æggene har overlevet til næste dag, om æggene er i god nok kvalitet, om æggene er befrugtet eller om ægget har overlevet optøningen. De skal stå i skudlinje for mange tæsk, og de skal trøste mange. Og de skal tage imod mange slag fra os frustrerede mennesker der bare gerne vil have en baby. Vi er nok ikke altid helt rationelle i øjeblikket, fordi vi er så trætte og brugte og opgivende. De skal trøste, og opmuntre, alle os som gang på gang er på den vildeste rutsjebanetur i hormonhelvede. Og de gør det bare pisse godt.
Samtidig er jeg dybt taknemlig for at muligheden findes for at komme i fertilitetsbehandling, for at der er så god viden omkring infertilitet. For at de har så uendelig mange muligheder for at hjælpe os. Jeg er to gange blevet spurgt om vi ville være med i et studie i forbindelse med de forsøg vi har været igennem. Jeg har faktisk sagt ja uden overhovedet at læse papirerne. Jeg føler næsten det er min pligt at yde lidt, tænk på alle de skønne kvinder som har hjulpet i andre studier, for at jeg kunne få den hjælp jeg nu får. Og tænk hvor meget vigtig, nødvendig og kostbar tid som klinikkerne lægger i sådanne studier.
Tak fordi klinikkerne synes det er så vigtigt at blive bedre og bedre, for VORES skyld. Os som kæmper denne urimelige kamp. De kæmper faktisk på vegne af os – og jeg er dem evig taknemlig.
Jeg er ikke for god til at fortælle dem det – men jeg synes de fortjener kæmpe skulderklap og thumps up – så det er hermed givet ud – TAK – og kæmpe hyldest -til alle de fantastiske klinikker som hvert eneste år laver så mange dejlige babyer.
TAK fordi I holder os, både mænd og kvinder, ud.
TAK fordi I gør alt dette for vores skyld.
TAK fordi I findes.
Af Maria
0 kommentarer