Jeg blev kort inden afslutningen af vores sidste forsøg, kontaktet af lægen som havde sat det hele i gang med kromosom prøver og malariamedicin.

Vi var blevet godkendt til at prøve med malaria medicin, nærmere betegnet præparatet Plaquenil.

Jeg tog en lidt kedelig snak med hende, mens jeg alligevel havde hende i røret.

Vi havde efter vores sidste forsøg, mistet tilliden til vores kontakt læge. Han havde jo afvist at fejlen kunne ligge hos M, smat at jeg skulle prøve Prednisolon.
To ting som ved scanning hos en ny læge, hende jeg nu havde i røret, blev lavet om. Uden at vi overhovedet selv nævnte det. Jeg forklarede lægen i røret vores problem og spurgte om vi kunne få hende som kontakt læge i stedet ? Hun var meget forstående og selvfølgelig kunne vi det. Tryghed og empati betyder meget for hende, det ved vi fra vores tid på Køge og med vores historik er det meget vigtigt for os.

Jeg var så lettet efter samtalen, at jeg ringede grædende til M for at fortælle ham det. Han er efterhånden meget vandt til sin hormon og følelsesladede kæreste, som ringer grædende for at give gode nyheder.

Vores sidste forsøg var jo sluttet med menstruation inden bp, så det var jo en glidende overgang mellem de to forsøg.

Alt så fint ud ved opstarts scanning, og vi kunne starte op. Vi havde besluttet, at vi i denne cyklus ville prøve med Østradiol. Vi har jo ikke særlig god erfaring med dette, efter min operation mod Ashermann. Men hvis denne cyklus skulle bruges, var det eneste udvej pga vores ferie.
Lægen som scannede mig syntes, at det lød som en god plan og vi kunne jo altid stoppe hvis ikke det virkede.

Vi fik en tid til kontrol scanning på cd 13 og bad om en tid hos vores kontakt læge, hvilket vi fik.

Ventetiden på at få svar på M’s kromosom prøve var stadig ulidelig, og dagene sneglede sig afsted. Vi håbede inderligt, at vi til næste scanning ville få svar. Men alligevel var der også en del af os der ikke ønskede svar, for hvad nu hvis det var negativt. Det med følelser og ting man ikke er herre over, er altså noget ubeskriveligt svært noget at håndtere. Jeg øver mig virkelig i at mestre det, men der er virkelig lang vej endnu.

Vi kom til dagen, det var 45 dage siden kromosomprøven var blevet taget, ville vi få svaret i dag ?

Tror nervøsiteten lyste ud af os, for vi fik svaret som det første da vi kom ind til lægen.
46 X/Y kromosomer, ALT VAR SOM DET SKULLE VÆRE !!!!
Vi blev så lettede og jeg valgte at tude lidt, det havde jeg alligevel gjort hele dagen. Nu var det bare af lettelse, ikke af nervøsitet.

Så langt så godt, desværre bekræftede scanningen os i hvad vi frygtede. Jeg reagerede ikke ordentligt på Østradiol og min slimhinde var kun på omkring 6 mm, hvilket jo ikke er særlig meget på cd 13.

Vi lagde en plan om en ny scanning på cd 17, dagen inden vi ville tage afsted på vores sommerferie. Ud fra den scanning, ville den endelige plan så blive lagt.

Desværre faldt næste scanning på en søndag, hvor der kun er en læge på job. På denne søndag var det selvfølgelig den læge, som vi lige havde droppet som kontaktlæge.

Der var heller ikke fantastisk nyt ved den næste scanning, slimhinden var vokset 0,5 mm og var nu cirka 6,5 mm. Lægen tænkte og overvejede meget, hvad der skulle ske. Det blev til, at jeg skulle øges i medicin og starte med Vivelle dot hormon plastre, som supplement til Østradiol tabletterne. Derudover ville han først have os til en ny scanning en uge efter, for at kontrollere slimhinden. Men dette trak han i land med og det blev til, at jeg på vores ferie skulle starte op på Cyklogest og så komme til ÆO på cd 27.

Jeg følte mig ikke helt tryg ved planen, men prøvede at sige til mig selv, at jeg måtte stole på hvad han besluttede.

Vi tog afsted fra klinikken og gjorde os klar til 2 ugers ferie. En ferie der bare skulle handle om os og hvor vi bare skulle nyde livet.

Hej for nu…….