Vi var blevet enige om at smide P-piller i starten af 2015. Ikke fordi vi ville arbejde på at blive gravide, men skete det – så skete det og så var det sådan det skulle være. Jeg havde før vi blev kærester fået at vide at så snart jeg smed P-pillerne, så skulle jeg blive tjekket for PCO, for der var stor risiko for at jeg havde det. Så jeg ringer til gynækologen og vil bestille en tid. Der får jeg en sød dame i røret der så spørger: “er det i forbindelse med at i vil være gravide?”… tja, jo… altså ikke noget vi sådan går all in på, men jo… på et tidspunkt. Jeg er stadig studerende!
“Så synes jeg i skal have en henvisning begge til at komme forbi os – for har du PCO, så går det lidt hurtigere fordi det er to forskellige ting”

Øh… hvordan fik jeg lige sagt det til kæresten. Altså kan du huske det der barn vi ikke vil planlægge noget om, men bare lade komme når det skulle være? Du skal lige bede din læge om en henvisning til fertilitetsbehandling!! Nå – det blev gjort og han tog det meget pænt. Skulle vi have svært ved at blive gravide pga mig, så skulle vi jo bare igang. Vi var jo ikke helt unge mere og vi ønskede begge tre børn. Vi kom afsted og jeg var mega nervøs. Kunne slet ikke overskue hvad jeg nu skulle have at vide og om jeg skulle til at hade min krop endnu mere end jeg gjorde i forvejen. PCO symptomer og en vægt der havde sit eget liv – ligegyldig hvor meget kage jeg IKKE spiste. Kæresten derimod var den type der dyrkede sport og havde gjort siden han var barn. Han var godt nok ryger, men ellers en mand med god kondi og styr på tingene. Vi smuttede lige en tur til London i weekenden op til samtalen om mandagen. Kæresterejse uden det kærester gør når de har en hel weekend sammen. Pga. en sædprøve vi tænkte var ligegyldig at teste for.

Vi kommer op og snakker med gynækologen. Kæresten havde fået ordnet et sædprøve som vi havde været nede med tidligere på dagen. Jeg blev undersøgt – alt så fint ud. Super. Der var godt nok lige noget med mit stofskifte, men det kunne ordnes med piller. Så kan vi jo bare smutte igen. Men så sagde gynækologen noget der kom bag på os. Den sædprøve var altså ikke for god. Havde min kæreste været syg for nyligt? Nej – det huskede vi ikke. Altså han ryger, men det vil han stoppe med når jeg blev gravid. Men vi ville i hvert fald ikke blive gravide uden hjælp. Så vi skulle i gang med insemination. Men alt det kunne vi snakke om når mit stofskifte var i orden. Gynækologen ringer så senere på dagen. Den der sædprøve var faktisk værre end de først havde regnet med. Vi skulle faktisk i gang med IVF eller mikro. Ja… hvad er det? Reagensglas. Altså det du sagde var sidste løsning hvis vi begge skulle være biologiske forældre til vores barn? Ja, så jeg henviser jer til IVF i det offentlige. I skal nok forberede jer på ventetid. Øh okay.

Rutsjebane af følelser. Alvorlige snakke. Kan vi være sammen hvis vi ikke kan få børn sammen? Kan vi lade være med at bebrejde hinanden hvis vi ikke får børn sammen, men bliver sammen? Er vores kærlighed større end et barn? Vil vi være forældre hvor kun den ene var biologisk forældre?
Det skal siges at vi på daværende “kun” havde været kærester i 1,5 år… vi mødte dog hinanden da vi var 6 år gamle… ja! Vi har gået i skole sammen og havde da også fjollet lidt rundt sammen da vi var i starten af tyverne. Men først som 27 årige var vi klar til at blive kærester.

Jeg elskede at vi kendte hinanden så godt inden vi mødte denne “krise” – for jeg var jo blevet kæreste med min bedste ven. Ham jeg altid havde været lidt lun på. Men var det nok? Jeg ville godt kunne blive mor til et barn der kun var hans biologiske barn. Han ville ikke være far til et barn der ikke 100% var vores. Jeg bekymrede mig om jeg kunne lade være med at bebrejde ham hvis vi aldrig blev forældre. Alt dette samtidig med at man var forelsket og havde en masse kærlighed. Vi blev hurtige enige om at det her skulle holdes for os selv. Ingen skulle have ondt af os eller undlade at fortælle om graviditeter eller lign. Bedste beslutning vi har taget – selvom det nok er lidt forkert. Men det hjalp os. Vi fortalte dig begge det til to personer og det var det.

Så mødte vi det offentlige! Ja. Ventetid er der nok af. Utrolig søde læger og sygeplejersker der knokler… men hold nu op hvor er ventetiden lang. Og vi var endda nogen af dem hvor det gik forholdsvis hurtigt.
Jeg skulle undersøges for passage i æggelederne. Det var der. Så tjekkede de lige kærestens sæd. Nu var den bare super god. Tilbage på insemination. Da de sagde det tænkte vi begge – de har sgu ikke tjekket den ordentlig. Eller så har de byttet rundt på to prøver. Nå. De mente det var insemination. Lets go. Næste gang jeg fik menstruation – ring. Men måske det ikke bliver denne gang. Vi skal lægges sammen med et andet sygehus’ fertilitetsklinik så der kan være ventetid. Øh okay. December 2015 havde vi vores første forsøg. Og det faldt så denne gang sammen med et slotsophold vi havde fået i fødselsdagsgave. Så vi endte med at køre hjem fra Fyn kl 4 om natten for at kunne nå hjem og lave sædprøve og blive insemineret. Vi afleverer prøven og tager hjem og sover lidt. Afsted. Med en fyldt blære… som i jeg skal VIRKELIG tisse. Vi bliver hentet. Og vi kommer ikke ind i et rum med en briks. Der er noget galt?! “Ja, vi skal lige snakke sammen”. Øj ja… hurtigt? Jeg skal virkelig tisse. Kigger på min kæreste “har du været syg fornyeligt?” Nej, det har han ikke. “Det er bare fordi der var kun 1.” Vi havde lært at der skulle være minimum 2 millioner, så kærestens reaktion var – kun 1 million. “Nej, 1… som i én. En enkelt! Og det vil jo være lidt ligegyldigt at fortsætte med insemination” vi var i chok. Hvorfor havde de ikke lige tænkt at der var en grund til den henvisning lød på IVF. Her havde jeg stået og stikket mig i maven. Mig og min nåleforbi. Og så skal jeg sidde der. Tårerne presser sig på næsten ligeså meget som tissetrængen. Kæresten blev gal. Hvorfor har i fået os igennem det her når i havde fået afvide det stod sådan til? Har i overhovedet kigget ordentlig på den prøve inden i ændrede behandlingen? Det var jo ikke fordi vi synes det var en fest i forvejen. Kan vi stole på at i ved hvad i gør nu? Stakkels læge og hun sad bare og blev mere og mere rød i hovedet og beklagede meget. Og set tilbage – hvor var det synd for hende. Men vi var så frustreret.

IVF blev så realiteten nu. Med mikro som back up. Vi kom til med det samme efter den mislykkedes insemination. Noget godt var der kommet ud af den mislykkedes behandling. Jeg havde prøvet at stikke mig og det var slet ikke så slemt. Jeg fik skema over stikkeriet og en vejledning i hvordan. Jeg skulle lige tage tilløb til at stikke første gang. Sådan ca en time efter jeg startede fik jeg taget mig sammen og stikket. Og så gik det rigtig fint… lige indtil orgulatron. Av for s**** den gjorde nas. Og hvorfor laver man SÅ sløv en sprøjte?! Der blev scannet. Jeg reagerede fint på hormonerne. Ingen bivirkninger. Det var da okay det her. Dagen kom for ægudtagning. Var samtidig også kærestens fødselsdag. En beroligende pille. Og så kom vi ellers ind i et rum hvor der var tre/fire andre par opdelt med flytbare skillevægge. Det var lidt ubehageligt. Og jeg skulle slappe af. Blunde hvis jeg kunne. Det kunne jeg ikke. Jeg får lagt et drop i hånden til smertestillende. Vi kommer efter meget lang ventetid ind i rummet ved siden af. Der var en briks og maskiner overalt. Jeg lægger mig op. Prøver at gøre mig så behageligt som muligt. Som det nu er at ligge og “flashe” i stigbøjler! Jeg bliver bedøvet. Og så stikkes der så en scanner ind. Med dertilhørende tingest til at suge æg ud. Og det gjorde ondt. Som i mere end hvad de lovede. Så jeg skulle lige have lidt mere bedøvelse. Og så lige vente på at det virkede. Ja. “Jamen de har da vist også lovet godt vejr i dag”! Hvad hulen snakker man lige om når man ligger der halvnøgen med spredte ben og venter på at en bedøvelse virker. Da bedøvelsen virker så går det bare derud af. 1 æg. 2 æg. 3, 4, 5, 6, 7… anden æggestok. Lidt svær at finde. Lidt mere øm. 8 æg. 9, 10, 11 og 12. 12 æg. Wow. Det var da meget fint. Fedt. Det skulle da nok gå. Hold kæft hvor var min krop sej. 12 æg. Og så forsvandt bedøvelsen. Av. Husker at de efterfølgende dage var fyldt med smerte.

Dagen efter ægudtagning fik vi at vide at 5 æg var befrugtet. Ja okay. Vi fik lagt et æg op på 3 dagen. Og jeg havde så ondt. Jeg var blevet overstimuleret. Og nu skulle der dannes væske i ægblærene igen. Og hold nu op hvor gjorde det nas. Min krop var mega stresset. Og så skulle den også lige tage imod et æg. Det var dømt til at gå galt i bagklogskabens lys. Og det gjorde det også. Prøven efter de 16 dage var negativ. Menstruation var også kommet inden testen. Øv. Der var 4 æg tilbage, men to var gået til og ikke udviklet sig til blastocyster. Vi holdte en måneds – eller en cyklus – pause. Og så prøvede vi at lægge et æg op. Kæresten havde været med første gang. Denne gang havde jeg svigermor med. Eller hun sad i venteværelset imens jeg fik sat tortur-mærkelig-tingest på down there og fik lagt et æg op imens der var en kæmpe trang til at tisse. Man skal jo møde med den kendte “fyldte blære”. Og så var det ellers bare at vente. Igen. Vente. Vente. Vente. Der kom lige en weekend i vejen så skulle vente to dage mere. Men det var nu ligemeget.

Menstruation kom og så var det jo det. Blodprøven skulle desværre tages. Så mig hen i venteværelset. Sammen med tre højgravide. “Ja, det er vores treer. Og det var ikke planlagt. Altså vi ville faktisk ikke have flere. Lavet på P-piller du ved” hvis du nu lige rejser dig op og jeg giver dig en lige højre… så kan det være du kan holde din k*** din kæmpe klaphat! Jeg var rasende. Tudbrølede da jeg kom ud i bilen. Pisse uretfærdigt at sådan en trunte kunne være så “ked af” at være gravid. Og hun var ikke ked af det. Hun virkede bare til at bruge det som undskyldning for at hun gerne vil have en treer og ups. Hun skulle have tæsk. Argh!

Vi gik direkte i gang med det sidste æg fra fryseren. Jeg tog selv hen og fik lagt ægget op. Jeg prøvede at gøre mig mental klar på endnu en udtagning. Hormoner og det hele. Havde tænkt jeg lige ville holde sommerferie og så udtagning igen. Det ville passe lidt dårligt hvis dette æg satte sig fast. Vi havde lige købt hus og der var en masse rengøring og maling der skulle gøres. Og så ville vi have termin på kærestens fødselsdag. Eller kærestens bror. Eller svigermor. Der var fødselsdage nok der. Og det duede jo ikke at vi blev gravide med det æg for så havde vi jo ikke nogen i fryseren. Og så skulle vi jo betale for at lave nogen nye hvis vi skulle have en to’er. Og ægget var det dårligste af dem alle. Ventetiden var selvfølgelig stadig lang, men der skete så meget andet. Menstruation udeblev. Nå. Men havde smerter som om det snart kom. Blodprøvedag kom.

Telefonen ringede. “Ja – du er gravid. Men…” hvorfor skal du ødelægge det med et men? “Men dit hcg tal er ikke så højt som det burde, så vi skal lige have dig ned og tage en ny blodprøve her om to dage”. Men jeg er gravid eller hvordan? “Ja… vi satser bare på en stille starter”
Jeg ringer til kæresten. Jeg er gravid. “Seriøst? Sagde de det? Jeg har lyst til at råbe det ud til alle! Er det rigtigt?” To dage efter fik jeg taget blodprøve igen og der var tale om en stille starter. Fedt. Tiden snøvlede sig afsted – nu ventede vi på scanning og håb på hjerteblink. Hver gang man kom videre til næste trin – så var der noget nyt at bekymre sig om. Og så skete det der ikke måtte ske. Jeg begyndte at bløde. 6+2.

Jeg var grædefærdig. Ringede til klinikken. “Vi må hellere scanne dig! Kan du i morgen?” Ja… vi var grædefærdig. Nu var det lykkedes og så skete det her. Glædede vi os for hurtigt? Det var også for godt til at være sandt. Kæresten tog fri fra job. Kunne ikke klare beskeden alene. Vi kom ind. Jeg håbede det var en scanning på maven… det var det ikke. Endnu engang op i stigbøjlerne. Og så scannede han. Sig mig – der var noget der blinkede der. Det blinker!! Det er da godt, er det ikke? “Se det er jo lige præcis det vi gerne vil se. Tjekker lige om der kun er en.” Hallo… jeg fik kun lagt en op… og det blinker. Det blinker. Nu troede jeg på det. I hvert fald et halvt døgn. Jeg blev konstant i tvivl om det var rigtigt. Hele graviditeten igennem. Jeg var lidt uheldig at have en moderkage der lå foran (på maven) og det gjorde jeg ikke mærkede ham (ja det blev en ham).

Jeg havde en dejlig nem graviditet. Dog kvalme de første 4 mdr og opkast hvis jeg ikke spiste hele tiden. Men graviditeten var god ved mig. Baby inde i maven endte med i uge 36 at skulle vendes fordi han lå med benene nede i stedet for hovedet. Det var det mest skøre jeg har været med til. Det gjorde ikke ondt overhovedet – det så bare makabert ud. Jeg fik at vide jeg gik over tid og hyggede mig med at jeg havde masser af tid. Troede jeg. Fødte 38+3 fordi vandet gik. Havde ikke smerter ved veerne, men åbnede mig alligevel. Havde en fødsel uden smertelindring, men bøllen i maven satte sig fast og jeg brugte mine kræfter på at skubbe en baby der havde sat sig fast. Så jeg fik hjælp af en sugekop. Og så lå han lige pludselig der på min mave. Den dejligste lille dreng. Jeg smilte fra øre til øre. Kæresten græd. Gør han stadig når vi snakker om det her 8 mdr efter. Det var det vildeste. Så meget kærlighed til ham og hinanden. Og det her lille væsen der lignede sin far i miniature. Han var det smukkeste. Så lille og fin.

Han fik en lidt hård start på livet fordi der ikke var plads til os på barselsgangen. Så vi sov på fødestuen inden den skulle bruges af nogen andre lige pludselig om natten. Så blev vi installeret i et scannerrum på gynækologisk afdeling. Et døgn gammel kunne vi komme op på barselsgangen og få hjælp til amning og det at blive forældre. Det viste sig at være en forsmag på hvad der ventede os de næste 4 mdr. Vi blev indlagt i både Skejby og Odense fordi vores dejlige lille dreng lavede nogle dumme bleer. Det viste sig at han havde mælkeallergi. Så det har været det vildeste på både godt og ondt at blive forældre. En kæmpe omvæltning man ikke kan forberede sig på – hvor meget man end ønsker sig en baby. Så er det hårdt. Ingen søvn. Ingen tid til sig selv. Ingen grænser for hvor meget kærlighed og bekymringer der følger med sådan en lille størrelse. Det første halve år – der skulle jeg aldrig have flere børn. Nu ligger jeg med ondt i maven fordi jeg igår fik taget æg ud igen. Ikke fordi vi skal være gravide her og nu. Men fordi vi i fremtiden gerne vil have en lillebror eller lillesøster i fryseren så vi kan blive gravid sådan “ups – ligesom alle andre”!!

Og ægudtagning var en drøm her anden gang. Ingen smerter under. Ingen smerter pga hormoner. Kun øm nu her efter. Men jeg kan tage smertestillende denne gang – for der skal ikke æg op lige foreløbigt. I dag vil jeg aldrig frygte en ægudtagning.