En rutsjebane

Blog opslag

Skrevet af Evig Venten

15 jun, 2020

Kender I det, at man sidder i en rutsjebane og priser sig lykkelig for, at turen snart er slut lige indtil nogle idioter råber om ekstratur? Sådan har jeg det lidt for tiden.

De sidste to måneder har nemlig været noget af en rutsjebane. Endelig skulle jeg starte fertilitetsbehandling igen efter min MA i starten af februar, men så kom Corona og satte alt på pause. En pause jeg troede skulle varer mindst et halvt års tid, og derfor fuldstændig slog al luft ud af mig. Mirakuløst nåede den dog kun at vare en måned, og jeg har netop færdiggjort mit andet IVF forsøg – uden succes.

Fordi det er noget tid siden mit sidste indlæg, har jeg valgt dette indslag skal dække dét der skete både da corona kom til, tiden på ufrivillig pause og status som den er nu.

Corona

Coronavirus. Det fylder næsten alt de her dage. Hele landet er lukket ned. Alle i hele Danmark, ja hele verdenen, er berørte af Corona på den ene eller anden frygtelige måde. Men at fertilitetsklinikkerne har lukket ned, er dét får mit hjerte til at briste de her dage. Sådan ved jeg det også er for mange andre kvinder og par, som nu må vente på ubestemt tid inden de kan gå i gang med projekt baby igen. Det gør mig endnu mere mørk, bitter og opgivende end jeg var i forvejen. Såret er lavet lidt større, riften gnedet med lidt mere salt. Det hele føles desværre bare som at få bekræftet min egen bitterhed og min overbevisning om, at “det hele fandme også bare kan være lige meget, intet vil lykkes”.

I dag, hvor jeg skriver det her i min personlige dagbog, er det fredag aften, Olsen Banden er lige startet i tv og M har sat æblekage i ovnen. Det er vores fire års dag, men jeg kan ikke finde hvile. Jeg tænker på dem, der sidder gravide trygt hjemme i deres stuer, hvor tiden er deres ven. Hvor det ikke gør noget, hvis verden lukker ned i nogle måneder. De bevæger sig nemlig stadig tættere mod deres lykke, deres terminsdatoer. Mens jeg bevæger mig længere og længere væk fra min.

En ufrivillig pause

Så er det blevet påske, og jeg har ferie i halvanden uge. Det er så lækkert og tiltrængt. Jeg skal ikke tænke på arbejde, men kan lave lige hvad, jeg har lyst til og bare hygge mig. At jeg er på ufrivillig pause, er jeg blevet sådan lidt indifferent over for. Ikke rigtig ked af det længere, men selvfølgelig heller ikke glad. Jeg prøver at holde min hjerne fra at tænke så meget over det som muligt. Prøver at bedøve min frustration, ked af det hed, modløshed mm. så meget som muligt med hyggelige altanprojekter og flyttehjælp til min bror.

Fik jeg fortalt, at min bedste veninde skrev en sms til mig tirsdag i forrige uge, hvor hun fortalte, at hende og hendes kæreste siden februar også er gået i gang med at blive gravide? Og at hun søndag i samme uge skrev, at det allerede var lykkedes? Det var godt nok hurtigt – og hurtigt for mig at skulle forholde mig til. Men af en eller anden grund rørte det mig ikke rigtig. Om det skyldes, at det netop er min bedste veninde eller fordi mine følelser er blevet lidt numb i min corona-bobbel eller noget helt tredje ved jeg ikke. Jeg er nok lidt bange for, at det lige pludselig vil ramme mig som et tog med 200 km/t. Men lige nu sætter jeg pris på, at det ikke er så slemt.

Min anden veninde, som jeg kender fordi hun er M´s bedste vens kæreste, havde forleden fortalt til M’s bedste ven, at hun var ked af vi ikke så hinanden for tiden og kunne fejre deres graviditet. Historien med det her vennepar er, at vi begge var i fertilitetsbehandling længe og tilfældigvis blev gravide samtidig i december sidste år. What a feeling! Jeg havde allerede oplevet en veninde overhale mig (som skal føde om 14 dage), så jeg var lykkelig for, at vi mirakuløst blev gravide samtidig og stadig kunne følges ad, som under behandlingerne. Men så skete det, at jeg mistede i februar, mens hun stadig er gravid den dag i dag og venter en dreng. Så ja, jeg er også ked af, at vi ikke kan ses, og jeg ville da også ønske, at mig og M ikke havde mistet og nu står i corona lort til op over begge øre. At jeg stadig var gravid som hende. Men det er jeg ikke… og jeg HAR mistet. Så jeg kan ikke fejre hendes graviditet lige nu. Ikke uden at ødelægge mig selv i forsøget. Jeg ved jo, at jeg skulle have betrådt alle de samme milepæle. Derfor er hendes graviditet ekstra hård for mig at følge, og jeg er altså bare nødt til at passe på mig selv i den her tid, hvor alting stadig er så umenneskeligt. Jeg kan kæmpe mig op til at forholde mig til et vist antal graviditeter, og der vælger jeg mine to tætteste veninder, som jeg har kendt siden folkeskolen – hende der snart skal føde samt min bedste veninde, der lige er blevet gravid.

Men åhh, det er så svært at være den sidste tilbage, når jeg kunne have været den første. At være den, der skal igennem mest bitterhed, mørke, jalouxi, tristhed, vrede, magtesløshed, frustration, sorg, abort, at begrave mit eget lille bitte barn i mine forældres baghave og så meget andet lort. Hvor ville jeg ønske det ikke var sådan. Men som jeg grinte af sammen med M, så må ham og mig snart have taget vores andel af ulykke, så næste gang der skal deles ud af nedernhed, så må det være nogle andres tur.

I gang igen

Hvor heldig har man lige lov at være? Jeg fik menstruation samme dag, som Rigshospitalet åbnede op igen d. 20. april! Vi havde ellers lige tilmeldt os privatklinikken igen med ønske om at bruge det fryseæg, som vi har liggende hos dem, men eftersom planen før corona var at starte op på Riget og gemme fryseægget til en søskende, skyndte jeg mig at tilmelde mig Rigshospitalet i stedet – og fandme om jeg ikke fik lov at starte op! Jeg ved jo, at der i det offentlige er en risiko for at blive afvist såfremt, at der er for mange tilmeldte. Så jeg havde ikke regnet med det, men allerede dagen efter kom jeg til første scanning. Fordi jeg i mit første IVF-forsøg i december fik en overstimulering på Gonal-F, valgte lægen at sætte mig på en mild dosis Menopur. Det resulterede dog I, at lægen før ægudtagning kun troede på at få 5 æg ud (av – ved sidste forsøg var det syv, så fem lød ikke af meget). Det skulle dog vise sig kun at blive til 3! Jeg græd! Græd lige der midt på operationsbordet i min tåge af morfin, mens M aede mig på panden og forsøgte overbevise mig om, at vi jo kun skulle bruge ét æg. Jeg kunne dog hurtigt regne på statistikken. Sidst blev fire æg ud af syv befrugtet, én af de fire delte sig ikke, én anden af de fire stoppede udviklingen for tidligt, mens ét æg blev frosset ned og et sidste lagt op. Derfor vidste jeg godt man langt fra skulle regne med, at alle æg blev til noget – og når der nu kun var 3 æg, var der ikke meget at komme efter. Da jeg ringede op på Riget to dage efter, fik jeg da også af vide, at to af dem ikke var blevet befrugtet og det sidste havde delt sig underligt. Det var en fem-celle i stedet for en fire-celle. Labaratoriet ville dog gerne dyrke det videre, da de før havde set æg rette sig ind og dele sig korrekt igen. Derfor ringede jeg igen på femte dagen, men fik endnu en cliff hanger! Ægget havde rettet sig ind, men havde ikke udviklet sig nok endnu. De ville derfor give det en dag mere. Dagen efter lød den endelige besked så – ægget havde helt stoppet udviklingen. Kæmpe skuffelse. Men jeg er hurtig til at lægge nye planer, og da jeg ved, at Riget kræver, at man holder en pause ml. hver IVF-behandling spurgte jeg om vi i stedet måtte bruge pausen på at give vores fryseæg på privatklinikken et forsøg, og stadig tilmelde os IVF behandling gangen efter såfremt fryseægget ikke skulle lykkes. Det måtte vi heldigvis gerne, og dermed troede jeg, at jeg ville undgå sådan reelt at skulle på pause igen. Men da jeg sidste uge skulle scannes til opstart af behandling med fryseæg, kunne de på privatklinikken se, at jeg havde fået en cyste på en af æggestokkene. Så nu er jeg igen på pause, og venter på, at jeg kan tilmelde mig IVF på Riget igen. Dog bliver timingen altafgørende såfremt jeg skal tilmeldes Rigets IVF behandling igen inden deres fire ugers lange sommerferie – får man menstruation senere end d. 19. juni, er det nemlig for sent. Spændingen vil ingen ende tage, og jeg kommer ikke til at stige ud af denne rutsjebane foreløbig.

 

1 Kommentar

  1. S

    Årh. Kom til at smile lidt af din kommentar “spændingen vil ingen ende tage” og illustrationen med rutsjebanen. Ikke at det på nogen måde er sjovt. Men for satan, hvor er det rigtigt.. Og hvor jeg dog virkelig heller ikke gider at være i den satans rutsjebane..
    Og det lyder virkelig ikke som om det er rart det I har været igennem.. En abort og så ingen æg til ægoplægning.. puha.. jeg ville være sønderknust ! Sejt du kæmper videre!

    Jeg/vi fik også lov til at starte op i behandling på Riget da de startede i april – SÅ fedt! Men det endte i en bio, der så samtidig betyder vi ikke kan nå en behandling mere inden sommerferien. Så nu er der dømt 2,5 mdr. pause pga. sommerferielukning og en lang cyklus 🙁 Det er sikkert meget godt med en pause, men samtidig har jeg også en fornemmelse af, der kommer til at være kø til behandling efter sommeren.. Jeg håber virkelig at I når det inden d. 19 juni !!

    Og i øvrigt synes det sejt at du kan rumme dine to veninders graviditeter. Jeg har meget svært ved at rumme mine veninders (og andres for den sags skyld), kun én har jeg kunne rumme & det fordi hun også rummer mine følelser.. Jeg tror desværre jeg kommer til at miste veninder af det her lorte barnløshed.. Jeg gider ikke tage pokermasken på og virke som om jeg interesseret i andres graviditet, gider ikke spørge ind.. Jeg magter det bare ikke!

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Fra start til nu

Fra start til nu

For lidt over 1 år siden begyndte vi for alvor at snakke om projekt baby. ’’Hvornår er det...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!

Sædbanker