Jeg sad for nogen tid siden og så ”Når storken flyver forbi”, og der gik ikke lang tid før tårerne trillede ned af mine kinder. Følelsen af det pres og alle de mange tanker og følelser kom væltende tilbage, men samtidig kom også den altoverskyggende taknemmelighed. Taknemmelighed fordi jeg nu havde fået to fantastiske børn, og jeg fortrød ikke et sekund af vores kamp for at få dem.

Det hele begyndte, da jeg som 28-årig sammen med min kæreste besluttede, at nu var det nu. Vi ville gerne være forældre, men efter 2 år var det endnu ikke lykkedes og frustrationerne tvang os til lægen. På grund af mange underlivsbetændelser, da jeg var yngre, tænkte jeg, at det måtte være mig.

Lægen ville dog først have undersøgt min mands sædkvalitet og vi husker begge, da sekretæren køligt sagde, ”Der er nul.” Hvad for noget?? Min mand fik taget endnu en test – stadig nul. NUL! Mega nedslående besked. Vi blev henvist til OUH, hvor de efter nogle hårde undersøgelser fandt frem til, at min mand havde en mikrodeletion på y-kromosomet – en kromosomfejl, der kun bevirkede, at der stort set ikke blev produceret sædceller. På en god dag kunne de finde 7.

Vi forsøgte derfor med ICSI, og jeg havde 22 fine store æg. Ingen delinger. Det gjorde ondt på os. Vi var så kede af det. Hvad nu? De foreslog donorsplit, altså skulle halvdelen af æggene befrugtes med donorsæd.

En svær beslutning. Vi havde jo kun forsøgt en enkelt gang. Min mand var ikke modstander af tanken om donorsæd. Børn er deres egne. Vi er her for at passe på dem og være der for dem. Adoption var også en mulighed, men efter at have set dokumentarer om splittede familier og mødre, der med blødende hjerte manglede deres børn et sted ude i verden, så kunne vi ikke gå igennem det.

Jeg var nok den, der havde sværest ved at gå over til donorsæd, for hvor længe skal man kæmpe før nok er nok? Telefonopkaldet, hvor de informerede os om udfaldet, konsekvensen af mulig arvelighed, hvis vi fik en dreng, og eksperternes vurdering af, at det nok aldrig ville lykkes med min mands sæd alligevel, afgjorde sagen. Vi begyndte at se på donorprofiler. Det skulle jo helst være en der lignede min mand. Vi ønskede en åben donor, så vores børn ville have muligheden for at kontakte ham, hvis de fik behov for det på et tidspunkt. Vi lovede hinanden, at vi ikke ville holde det hemmeligt, men indvie familie og venner i vores beslutning. Enkelte havde næsten sværere ved det end os, men det var vores beslutning. Ingen hemmeligheder.

Vi fandt en donor, der afspejlede min mands personlighed og udseende. Dog vigtigst af alt, så havde han skrevet et brev til barnet og os, som vi forelskede os i. Det føltes rigtigt.

Medicinmængden blev justeret, og 11 fine æg blev taget ud. Ingen af min mands delte sig tilstrækkeligt, men resten blev befrugtet med donor. Et blev lagt tilbage på dag 2, ingen til frys. Jeg blev gravid, og vi var overlykkelige. Vi fik den skønneste lille pige, som beriger os hver eneste dag. Fødslen var hård, og hun fik kolik, så der gik noget tid, før vi begyndte at spekulere på nummer to.

Vi var enige – ikke mere IVF eller ICSI. Vi forsøgte fra starten med donorsæd ved insemination. Nu skulle det blive dejligt let – troede vi!

Søskendedepot… det havde vi glemt alt om. Donor var ikke at finde nogen steder, og jeg ringede med tårer i øjnene til sædbanken, som informerede os om, at der lå strå til søskendedepot. Fantastisk. Hvor mange skal man købe? Strå fra åben donor er markant dyrere end anonym. De anbefalede 8 strå. Man kunne få refunderet en del af beløbet, hvis man havde strå tilbage, som man ikke skulle bruge, men det var stadig mange penge, men også et sats. Var der flere tilbage på et senere tidspunkt? Vi købte 5 og regnede med, at det da måtte være rigeligt.

Nu var vi ude af det offentliges hænder, og vi håbede på, at et mindre presset privathospital var lykken.

Der gik dog nogle måneder før vi kunne komme til samtale. Scanninger og ægløsningssprøjte og herefter insemination. Helt fint.

Skønt personale – de glemte dog lige at nævne, at de holdt lukket i weekenden og på helligdage. Den ene talte ikke med den anden, og det var lidt rodet. Jeg skrev til lægen, at jeg desværre regnede med at få ægløsning lørdag morgen – vi kunne derfor ikke nå at blive insemineret mandag og æggene var for små fredag. Hun mente, at det skulle da være uheldigt, men jeg fik ret, og forsøget måtte afbrydes for anden gang. Første gang ramte det påskeferien. Jeg var lidt træt af ligegyldigheden. Det var tydeligt, at man ikke helt tjente de samme penge på inseminationer, som på IVF, men de glemte, at følelserne og frustrationerne var de samme for os.

Derfor skiftede vi klinik til et sted, hvor de havde åbent alle årets dage. Her var de dog tilsyneladende ikke fan af ægløsningssprøjter, men vi tænkte, at det vidste de sikkert meget mere om end os.

Når mit æg var omkring 20 mm, blev jeg insemineret de første tre måneder uden held. Jeg forlangte flere scanninger og ægløsningssprøjte, for det var for ukontrolleret for mig. Mine æg blev dog omkring 23 mm før ægløsning. Tidspunktet var derfor helt skævt ved de første tre forsøg, da frysesæd ikke lever så længe som frisk sæd. Vi blev lidt trætte af, at vi hele tiden selv skulle være på forkant. Strå skulle fragtes og vi skulle være sikre på, at de kunne være der til tiden. Det var dyrt og voldte os mange frustrationer, at vi skulle kæmpe for at få lov til at få ægløsningssprøjter hver gang.

Ved femte forøg lykkedes det endelig. Jeg kan huske, at jeg købte en ekstra pakke graviditetstests bare for at se de to røde streger igen og igen. Det var helt fantastisk. Der gik dog kun en uge, så mærkede jeg et stik, der kom blødning. Helt ude af mig selv ringede jeg til lægen, som koldt informerede mig om, at de jo kom ud af sig selv, så det skulle hun ikke gøre noget ved. Sædstråene var brugt.

Vi var helt nede, men fandt en ny klinik, hvor de også udbød IVF og købte tre strå mere. En insemination mere, herefter IVF. Vi kunne ikke mere. De var helt med os i vores beslutning. Sidste insemination var hen over julen. Det skulle vi ikke have gjort. Pauserne er vigtige, og vi havde haft brug for ro i julen. Det lykkedes ikke, og vi startede på IVF.

Jeg havde fin tiltro til min ægproduktion, men efter tre år var den gået væsentligt ned. Der var kun syv æg. Et blev lagt tilbage – ingen til frys. Jeg kan stadig huske mistroen, da jeg tog en negativ test. Hvorfor? Hvorfor ville det ikke lykkes? Vi begyndte at fornemme prisen – ikke kun pengepungen, men mest følelsesmæssigt. Det sled os op. Alt for meget handlede om det. Vi havde jo den dejligste lille pige at være taknemmelige for. Vi ville så gerne give hende en søster eller bror, men vi var slidt op følelsesmæssigt. De lange køreture, alle de dage vi skulle tage fri. Det var ikke længere noget, vi gjorde sammen, det kunne vi ikke blive ved med arbejdsmæssigt, så jeg kørte mange ture selv, og det bed. Det gjorde ondt at være så alene om det.

Usagt imellem os, så var sidste strå sidste gang. I hvert fald i lang tid. Det var så hårdt at se tilbage på alle de forgæves forsøg. Det der holdt os oppe var vores datter og pauserne vi tog, men det lå altid lige under overfladen, at vi kæmpede, at vi skulle prøve igen, at vi ikke var tættere på mål. For det er næsten det hårdeste, at man hele tiden starter forfra. Jeg læste og læste om andre i samme situation, om noget der lignede, men hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at jeg er blevet uddannet i mig selv. Jeg ville ønske andre kunne bruge min viden om mig, men vi er så forskellige. Hvorfor ville mine æg ikke holde til frys? Havde jeg dårlige æg? Var det svært med den donor, vi havde valgt? Var medicinen den rigtige? Massevis af ubesvarede spørgsmål. Men lægen forstod, at jeg efter hver insemination eller ægoplægning havde brug for en ny plan – sådan er jeg bare. Der skulle altid være en plan, så det gjorde lidt mindre ondt, når jeg brød sammen ved endnu en negativ test. Personalet heppede på os hele vejen.

Men det lykkedes! Det sidste forsøg lykkedes, og der var kun et æg der delte sig. Vi var så lykkelige, men hele tiden med forbehold. Alt så fint ud, men en dag begyndte jeg at bløde. På en ferie med hele familien i campingvogn. Jeg brød fuldstændig sammen, og min mand gik helt ind i sig selv. Han ville, at jeg skulle ringe til vagtlægen, men jeg kunne ikke tåle en kold eller hård tone lige der. Jeg tror virkelig, det gik op for familien, hvor voldsomt det var for os. Men jeg ringede alligevel. Lægen var så sød og ville gerne se os med det samme. Jeg var sikker på, at det var det. Nu var det slut, men det lille hjerte blinkede så fint. Ubeskrivelig lettelse kombineret med mistro og skræk.

Resten af graviditeten var hård. Jeg blev ved med at bløde og gik med smerter. Så jeg blev sygemeldt og skulle holde mig i ro, men det lykkedes. Vi fik den skønneste lille pige. Jeg turde ikke tro det, før jeg stod med hende i armene. Taknemmelighed.

Vi har lært så meget om os selv og hinanden. Jeg forstår, at nogle par driver væk fra hinanden, men vi kom meget tættere på. Det er så vigtigt med familie og venner, der vil lytte, for det er et kæmpe åg at rende rundt med, når man er i behandling.

At vi valgte donor har vi ikke fortrudt på noget tidspunkt. Vi har fået to helt fantastiske individer, som vi elsker uendelig højt. Jeg har skrevet deres tilblivelse ned i bøger til dem med billeder helt fra begyndelsen af forløbet. Det skal ikke være en hemmelighed, for vi er så stolte af dem, og måden vi har fået dem på. De er så ønskede.