Min kæreste siger, der hænger en sort sky over os.

Han har ret. Den følger mig over alt.

Men kan man stadig have gode dage, selvom skyen er der?

Min kæreste siger, det er modsætningsfyldt. For hvordan kan en dag være god, hvis man grundlæggende bærer på en sorg?

Måske er det fordi vi så længe har befundet os i dette fertilitetshelvede, at jeg har vænnet mig til skyen over os. At jeg godt kan have en god dag, selvom jeg er trist indeni. Jeg kan stadig godt glæde mig over tid med venner, med min kæreste og med mine forældre. Jeg kan stadig grine over noget komisk og gå i seng og tænke, jeg vil livet. Jeg ved ikke, om han forstod det, da jeg satte ord på det.Måske gjorde han.

Jeg tænker, det må være det samme for dem, der har mistet nogen tæt på. De bærer på sorgen, men kan godt grine og et øjeblik glemme, at de er kede af det og har et savn.

Nogen vil måske ikke kunne forstå, at man kan sørge over noget, man aldrig har haft. Men det er sådan, det er.

Det æder mig lige så stille op indefra. Jeg er vred og såret og føler mig konstant uden for i de fleste sociale sammenhænge. Det er opslidende, og det kræver så meget energi at tale med kvinder og mænd, der har babyer eller små børn. De taler ofte ikke om andet.

Jeg føler mig mest tilpas, når jeg går lange ture med min hund – så jeg glemmer sorgen. Gid jeg kunne nøjes med at gå ture og ikke skulle forholde mig til andre omkring mig.

Jeg savner at være glad. Ikke bare i glimt. Men sådan rigtig glad. At min kæreste igen kan mærke mig, og at han ikke skal forklare, hvorfor jeg ikke er med til barnedåb hos venner, eller hvorfor jeg ikke længere er med til parmiddage med babyer. At han ikke skulle bære den byrde.

Jeg frygter dagen, når det sidste forsøg med egne æg, måske er negativt. For så ved jeg, at skyen nok aldrig helt vil lette. Det er snart. Men det er også der, jeg så kan begynde at se fremad mod nye muligheder – donoræg…