Ti dage
Jeg har a’et for maven og passet på den i ti dage. I ti dage har jeg tænkt, håbet, bekymret mig og vendt og drejet hver enkelt følelse i kroppen. I ti dage og faktisk før det har tænkt over, hvordan jeg bevægede mig og hvad jeg puttede i munden. I ti dage har jeg både været fyldt med håb og optimisme og sorg og pessimisme. For hvorfor skal det lykkes denne gang? Det er jo ikke lykkes før? Jeg er bange for, at jeg kan mærke, at jeg aldrig bliver mor – at det er sandheden og samtidig er jeg bange for, at det kun bliver sandheden, hvis jeg føler det. Man skal tro på det og turde tro på det og slappe af i det. Jeg kan meget og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, men tro er så svært at flytte med, når alle odds er imod en og hvordan skal jeg slappe af, når det føles som en kamp mellem liv og død.

Bange
Jeg er bange. Jo længere tid jeg er i det her, bliver jeg bange, bange for at det aldrig lykkes, bange for hvad det gør ved min psykiske tilstand – min levelyst og livsglæde, bange for at blive syg, både psykisk, men også fysisk på grund af alle de hormoner, medicinen og alle dens bivirkninger, bange for at miste alt og mig selv, bange for at miste kærligheden; min mand, mine venner, vores familie, for jeg bliver så bitter og deprimeret og kan ikke finde lysten eller meningen med noget.

Kærligheden
Hvor længe kan du holde til det? Hvor længe kan du holde til, at det ikke lykkes? Hvor længe kan du holde til, at det er dig, der holder modet oppe, hvor længe kan du holde til en kone, som kun glimtvis er hende, du giftede dig med, hvor længe kan vores kærlighed holde til, at vi ikke får lov at dele den om et nyt lille menneske, hvor længe kan vi bevare gnisten, når alt jeg kan tænke på er sprøjter, piller, kostplan, motion, yoga og akupunktur – alt sammen i forsøget på at opnå vores fælles drøm.

Du skal være far, det er jeg sikker på! Du skal være far, fordi du bliver en perfekt far, du skal være far, fordi du er omsorgsfuld og sjov, du skal være far, fordi du har så meget at give – men hvad hvis det ikke er mig, der skal være mor til det barn, som du skal være far til?

Alle de tanker flyder gennem hovedet, mens jeg endnu engang kigger på det negative svar og kæmper en kamp med snot og tårer. Tænk, at et menneske, kan græde så meget i løbet af sit liv. De sidste to år har været som en mørk endeløs tunnel og der er ikke lys endnu. Mon der nogensinde bliver det? Selvom det ikke føles sådan lige nu, ved jeg, at i morgen rejser jeg mig fra sengen igen – i morgen begynder jeg at bygge et nyt håb.