ENDNU ET DYK

Blog opslag

Skrevet af Fertilitetsfighter

27 mar, 2020

Den værste fødselsdagsgave

De sidste 3 år har vi stået med negative graviditetstests lige omkring begge vores fødselsdage som er med 2,5 ugers mellemrum, den ene gang var sågar lige på dagen. Så i år tænkte vi at nu måtte der være en dejlig fødselsdagsgave i vente til os efter så mange års hård fertilitetskamp.

Efter det negative svar fra det seneste fryseforsøg, havde vi en måneds pause med diverse prøver og en samtale på fertilitetsklinikken. Vi forsøgte som altid naturligt i denne pause, men igen stod vi med en negativ graviditetstest lige midt imellem vores fødselsdage. Det ramte hårdt endnu en gang, men vi trøstede os med at vi skulle i gang med ny ægstimulering og ægudtagning lige om lidt.

Turen til fertilitetsklinikken var fuld af håb og tro på at nu måtte det være vores tur. Scanningen var det mindste af det. Vi forventede at få standardsvaret at alt så fint ud, og at jeg så kunne starte på hormoner med det samme. Især fordi jeg for få måneder siden fik lavet endnu en kikkertundersøgelse, hvor alt var fint. Så nu skulle vi egentlig ”bare” i gang med ægstimulering, så jeg kunne få dannet en masse nye fine æg til fryseren igen.

Men sådan skulle det ikke gå. Vi blev ikke godkendt til behandling denne gang. Min højre æggeleder er syg. Den er fyldt med væske, og skal derfor også fjernes. Vi venter nu på endnu en operationstid. Det var noget af et slag at få. Endelig havde jeg psykisk fået det meget bedre, og vi var begge blevet tjekket for nærmest alt fysisk. Vi følte at vi havde været så meget igennem, og nu kunne der da umuligt komme flere ubehagelige overraskelser. Så der ramte os en enorm tomhed ved den besked. Ikke lige den fødselsdagsgave vi havde håbet på.

Kun med hjælp fremover

For lidt over et halvt år siden fjernede de venstre æggeleder under den akutte operation grundet graviditet udenfor livmoderen. De havde været i tvivl om de skulle fjerne højre æggeleder i den forbindelse også. Den kunne nemlig godt have taget skade, men umiddelbart så den rask ud. De lod derfor højre æggeleder blive, så de ikke fratog os muligheden for at kunne opnå en naturlig graviditet.

Men nu skal højre æggeleder alligevel også fjernes. Tanken om at vi nu aldrig nogensinde vil kunne opnå en naturlig graviditet er nærmest ikke til at bære. Vi har netop i alle pauserne fra fertilitetsklinikkerne trøstet os med at vi kunne bruge ventetiden på at prøve selv. På den måde følte vi at vi selv gjorde noget aktivt og ikke bare ventede. Det har altid gjort pauserne lidt mindre smertefulde, men det vil vi aldrig kunne gøre igen. Derudover kan jeg ikke helt rumme tanken om at hvis vi er så heldige at få barn nr. 1, og en dag får et brændende ønske om barn nr. 2, så kan dette ikke ske naturligt. Vi skal altså have hjælp til det fremover, der er ingen andre muligheder. Det er en ny virkelighed som vi lige skal fordøje.

Der er stadig håb

Vi ved selvfølgelig godt at det eneste rigtige er at fjerne den sidste syge æggeleder for at opnå en graviditet. Men derfor gør det stadig ondt helt ind i hjertet at vide at det aldrig vil kunne ske naturligt mere. Den tanke skal især jeg lige forene mig med. Nok også fordi jeg ekstra meget føler at det er min “skyld” nu. Det er min krop der er noget galt med. Det er min krop der ikke fungerer. Det er hårdt måned efter måned at skulle kæmpe sig op til overfladen igen. Ikke kun på grund af negative graviditetstests, men også fordi der hele tiden støder nye ubehagelige overraskelser til.

Det var noget af en mavepuster lige at få. Især fordi vi faktisk havde en god fornemmelse af at alt var fint, og at der ikke kunne opstå mere. I ventetiden på operationen må vi nu forsøge at forene os med denne nye virkelighed, og tro på at det er det der skal til for at fertilitetsklinikken kan hjælpe os med at få vores drømmebarn. Vi ønsker så inderligt at det snart går vores vej. Håbet lever videre trods alt.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!