De sidste 2-3 år har kæresten og jeg altid spurgt hinanden til jul, om det måske blev næste år at vi var 3, i stedet for 2. Sidste år var vi meget optimistiske, da vi vidste at 2017 blev året hvor vi skulle starte i behandling. Men i år er vi stadig kun 2.

Det er svært og hårdt at blive ved med at vente, og jeg prøver virkelig at lægge det fra mig og ikke tænke ”så” meget over det. Men jeg kan næsten ikke lade være. For jeg glæder mig så meget, til den dag hvor jeg skal holde den første jul med vores barn. Om det så bliver næste år eller næste år igen, så håber jeg bare at det sker.

Derhjemme har jeg en julesok som min far gav mig da jeg var helt lille. Den har altid været der, lige så længe jeg kan huske, dvs. den er i hvert fald mindst 20 år gammel (jeg er 25 år). Jeg hænger den stadig frem hvert år, og jeg har aftalt med mig selv om, at den skal gå videre til mit barn. Men hver gang stikker der en lille tvivl frem i overfladen…

For jeg kan godt den ene dag tænke ”jamen selvfølgelig bliver vi forældre!” Andre dage kan jeg næsten ikke holde tanken ud, og har bare lyst til at droppe det hele for ”det sker jo alligevel ikke”. Kender I det?

Selvom det er en naturlig følelse som ikke burde være der, så føler jeg også skam. Altså, jeg skammer mig over at jeg ikke er blevet gravid endnu. Jeg skammer mig over at mine forældres eneste barn ikke kan lave et barnebarn til dem. Jeg ved at de ikke tænker sådan om mig, og de er rigtig støttende. Men ingen af vores forældre er helt unge mere (i tilfælde af at min søde mor læser dette; du ligner selvfølgelig stadig en på 35 ♡)

Vi vil jo rigtig gerne have nogle bedsteforældre der også kan holde til at lege med deres barnebarn, og være der i rigtig mange år. Og de glæder sig bare så meget, og det gør ondt når jeg/vi ikke kan give dem den (jule)gave, som de alle så højt ønsker sig.

Men vi har jo været igennem 2 IUI-forsøg her i efteråret, og ingen af dem virkede. I starten af januar skal vi så til samtale igen på fertilitetsklinikken, så vi kan komme i gang med IVF-behandling – altså reagensglas-behandling.

Vi vidste jo godt at det heller ikke så helt godt ud med min kærestes sædtal. Kvaliteten var også lidt svingende, da han har været meget syg. Så jeg håber virkelig at IVF er vejen frem for os.

Jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at foregå, og hvordan jeg kommer til at reagere på hormonerne.

Hvis vi overhovedet kommer i gang, altså.

Jeg har vist nævnt i et tidligere indlæg, at jeg både havde PCO, Endometriose OG for lavt stofskifte. Og mit stofskifte er virkelig træls lige for tiden. Det var endelig gået i balance og nu er der koks i det igen. Plus så har jeg taget på igen. Vi snakker 7-8 kilo, som bare sidder fast. Det er så frustrerende, især fordi jeg i sommers endelig tabte de kilo der skulle til at for at vi kunne starte i behandling. Men lige så stille har kiloene sneget sig på igen. Så det er slet ikke sikkert, at vi må gå i gang i januar, hvis ikke jeg når at tabe dem inden. Og lige nu synes jeg det er ekstra svært at tabe mig, på grund af julen, mit manglende overskud + jeg sover rigtig dårligt for tiden. Der er altid en julefrokost et sted, nogen har altid lige bagt småkager og jeg elsker virkelig også selv at bage småkager og lave konfekt. Og spise det. Og ja, det virker som en latterlig dårlig undskyldning. Men overskuddet til at træne og spise sundt er der bare ikke lige nu.

Selvom det hele er lidt ynkeligt lige nu, så glæder vi os selvfølgelig til at holde jul med vores familier, også selvom vi ”kun” er 2. Så vi vil prøve at finde juleglæden frem og få det absolut bedste ud af det.

Rigtig glædelig jul til jer derude ♡