Ensomhed

Blog opslag

Skrevet af Malle

4 maj, 2018

Det her har været en af de sværeste blogindlæg for mig at skrive. Jeg ved ikke, hvorfor. Måske fordi jeg her går ind over noget, som ikke kun handler om os selv længere, men også om andre. Jeg er virkelig glad for vores netværk i den situation vi er i. Det er en uvurderlig støtte.

Men…

Jeg får langt fra set alle de mennesker jeg burde, kunne, skulle og ville. Jeg har oceaner af dårlig samvittighed over, at jeg ikke får gjort nok i forhold til mine venner, min familie, mit arbejde. (Og ja, det er mig der har skrevet et blogindlæg med et godt råd om at droppe dårlig samvittighed, men det er en on-going proces, som man konstant skal øve sig på).

Sandheden er, at jeg bare ikke magter det ret tit.

Det giver mig så dårlig samvittighed. Og dermed “vælger” jeg jo selv ensomheden. Omvendt, så har alle der har prøvet at være ensomme også oplevet, at man sagtens kan være ensom i et rum fyldt med mennesker.

I perioder i behandling har jeg kun lige magtet at eksistere – de perioder vender tilbage jævnligt, hvor jeg helst ikke vil ud hjemmefra. Så skærer jeg helt ind til benet af, hvad der er strengt nødvendigt, fx arbejde og passe hunden. Og andre skal ting, som ikke kan undgås.

Jeg har været delvist sygemeldt fra mit arbejde siden slut september 2017. Det har jeg virkelig dårlig samvittighed over.

Jeg synes folk i min omgangskreds rykker sig arbejdsmæssigt. Jeg står bare stille, fordi jeg i det sidste år ikke just er sprunget ud i kurser, efteruddannelse, nye/ekstra arbejdsopgaver eller andet. Reelt kan jeg jo ikke engang være sikker på at blive ved med at have et job, i denne her situation.

Det giver mig lidt en følelse af at leve i en mærkelig parallelverden, hvor jeg står stille, mens alle rykker sig. Det føles til tider, som om jeg står på en perron og alle togene bare er kørt.

Nogle gange synes jeg, at det er lidt svært at finde ud af at passe ind nogle steder. Fx med singlevenner/veninder, som er et andet sted, måske går de i byen eller andet.

Nogle ting bliver også svære, fordi kalenderen kan være svær at planlægge, når man ikke rigtig ved, hvornår/hvordan behandlingen falder i denne omgang. Så jeg synes egentlig vi er blevet mere “bare os” herhjemme og lidt isoleret i forhold til tidligere.

Når man skal lave børn på den kunstige måde, så er man bare nødt til at være klar til at rydde kalenderen, for æggene venter ikke, til jeg har tid.

Jeg har det så skidt med at aflyse aftaler, aflyse møder på arbejde, fordi det ligger så fjernt fra den jeg ellers er. Og jeg har slet ikke lyst til at ligge andre til last med det her.

Jeg er også glad for, når vi bare er os. Så græder vi øjnene ud, og lidt senere griner vi. Det er der plads til sammen, fordi vi lever med hinanden i det her både i op og nedturerne.

Engang imellem giver vi plads til drømmene, og taler om, hvordan det bliver at blive forældre, hvordan barnet bliver, om børneopdragelse, om værdier etc. Det er også et rum af drømme, som kun eksistere imellem os. Det kan ikke punkteres af andre eller ødelægges.

Det er meget forskelligt, hvordan vores omgangskreds har reageret på, at vi er i fertilitetsbehandling. Nogle enkelte hører vi så godt som ingenting fra længere – de venskaber er vist ebbet lidt ud. Måske fordi folk er et helt andet sted i livet? Måske fordi vi allerede er blevet sat i en bås, som dem det snart får børn og vores liv dermed ændrer sig? Jeg ved det ikke.

Andre bakker os op til UG. Vi har også fået rigtigt meget og oprigtig opbakning fra uventede kanter. Men jeg vil jo også gerne give noget tilbage, relationer går jo begge veje.

Jeg har en veninde, som skriver hver eneste gang jeg har været til scanning. Jeg tror hun skriver datoerne ned 😉

Hun skriver hver gang og har gjort det igennem alle forsøg. Hun er guld værd. Jeg bliver stadig rørt hver eneste gang hun gør det. Mine andre veninder er også SÅ søde og gode til at give opbakning altid.

Alligevel  føler jeg mig tit ensom i det her, fordi jeg har en konstant følelse af tomhed og sorg indeni, som nogle gange larmer så meget, at jeg føler mig helt tunet ud, også når jeg er omgivet af andre mennesker.

Sammen med venner der har børn, synes jeg, at det kan gøre ret ondt, fordi vi så er vidne til deres familieliv. Og det kan “hænge” hos mig i nogle dage, at jeg er ked af at have set dem med deres børn, mens vi ikke selv kan få nogle.

Jeg kan næsten ikke rumme det og være i det, når T fx leger med mindre børn. Så går jeg helt i stykker indeni – i min verden er han indbegrebet af farpotentiale.

Sammen med venner uden børn passer vi jo fint nok ind, men der er alligevel en del i vores liv, som er svær at tale om. Og som jeg kan føle mig ensom med, selvom jeg er sammen med andre.

Og igen, mange gange har vi bare ikke lyst til at se nogen/forholde os til nogen.

Sammen med singlevenner/veninder, er det lidt svært nogle gange, fordi de måske er et helt andet sted, går i byen/ud etc., men alligevel har vi jo stadig meget til fælles.

Generelt synes jeg også, at det er svært at tale om fertilitetsbehandling i det virkelige liv. Selvom jeg skriver blogindlæg og generelt egentlig er åben omkring det – hvis folk spørger mig – jeg bringer det ikke selv på banen rigtigt. Jeg vil ikke være hende, der søber rundt i vores elendighed. Så jeg føler heller ikke trang til at underholde med, at jeg er delvist sygemeldt m.m. Fra mit arbejde eller at være hende, der konstant taler om behandling og barnløshed.

Nogle gange er det også svært, når jeg skal forholde mig til spørgsmålene sådan lige her og nu,  som fx “har I tænkt på at adopterer?”, “hvad er plan B?” Eller lignende. Det er store spørgsmål sådan lige at besvare, og noget vi hele tiden tænker over, diskuterer og revurderer. Ofte er de stillet lidt henkastet i en hurtig samtale. I virkeligheden er det jo spørgsmål der kræver enormt meget refleksion.

En ting, som jeg synes, at vi har haft rigtig meget glæde af, er fritidsinteresser. Når man mødes med andre over en fælles interesse, er man mere “lige”. Forstået på den måde, at når interessen er centrum, så er baggrund lidt mere ligegyldig, fx børn/ingen børn.

En stor del af årsagen til, at jeg skriver blogindlæg, er fordi jeg gerne vil give mit bidrag til måske at kunne mindske ensomheden lidt hos andre. Det er fertilitetsliv.dk Instagram m.m. Jo genialt til!

De bedste hilsner

Malle

 

1 Kommentar

  1. Tine

    Tak for dit fine indlæg !
    Det er et indlæg der berører Så mange tanker , som jeg også kender til.
    Følelsen af ensomhed , venners reaktion på fertilitetsbehandling , venskaber der udfordres eller forsvinder, den faglige udvikling der står stille (eller føles sådan) og de spontane eller planlagte rejser/aftaler ,som ikke er mulige på samme vis – fordi behandlingen styrer din kalender.

    Du skriver til sidst i dit indlæg at sociale medier er gode . Det er jeg helt enig med dig i langt hen af vejen . Men har faktisk tænkt meget over hvordan de sociale medier også bombarderer mig med opslag , som gør mig ked af det . Hvordan har I andre det med sociale medier ?

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!