Mine cyklusser er altid på 28 dage (+/- et halvt døgn.) Men bare ikke denne gang.
Denne gang skulle der et par ekstra dage til og 2 graviditets test også. (Altså bare for at træde lidt mere i det.)

Jeg blev bange og ked af, da det pludselig gik op for mig, at jeg måske var gravid denne gang. Jeg vidste ikke hvorfor jeg blev så ked af og bange for situationen. Men det at have gjort så meget for det og gang på gang blive skuffet, skulle det så vende nu? Og endda inden vi er startet op hos fertilitetsklinikken. Det virkede helt absurd i mig hoved, efter som jeg har vænnet mig til tanken, om at vi skal have hjælp til det. Så kan vi vel ikke selv?

Og hvad hvis jeg nu tog en test og den viste vildt-mega-meget positiv. Ville jeg virkelig tro på testen? Eller ville jeg købe 3 nye pakker med 5 test i hver og tisse på den alle sammen, for at finde bare 1 so er lidt negativ.

Hvad hvis jeg så var gravid. Ville jeg så kunne holde på barnet, nu hvor det har været så svært bare at lave et? For jeg må være håbløs til alt det her, ik?

Jeg er selvbebrejdende og hård ved mig selv. Det har altid været en stor del af min personlighed og vil helt sikkert altid være det. Selv tanken om at skulle bringe et barn til denne verden, har plaget mig meget de sidste år. Skabe det og bringe det ind i denne her verden. Den her verden der også er ond og voldsom. Men det vil jeg, nu hvor jeg er blevet ældre og savnet til dette lille menneske vokser mere og mere for hver dag.

Men at se det røde blod på toiletpapiret, gud hvor det gør mig skuffet. Før hen tænkte jeg tit på hvordan det ville være at være mand og efterfølende gå rundt og brokke mig over at have sådan en klam kvinde ting, der absolut skulle svine alt til forneden. Nu er jeg kun skuffet og savnet til baby vokser kun hver gang. Ting ændre sig, men! En posetiv ting ved at få sin menstration: ’’Husk altid når der kommer rødt ud, så skal der rødt ind!’’ Personlig favorit: Silverboom special reserve, 49,- flaken. (Selv tak.)

/A.